Ugens madplan uge 52 er nytårsugens madplan. Der er selvfølgelig en lækker nytårsmenu i madplanen, men også gode retter til de øvrige dage.
Her kommer den sidste madplan i 2022, nemlig ugens madplan uge 52!
Uge 52 indeholder både en virkelig lækker nytårsmenu med tre skønne retter og nogle gode hverdagsretter til dagene mellem jul og nytår.
Herudover har vi selvfølgelig også tænkt på lækker mad til en (måske) tømmermandsramt 1. januar.
Du kan som altid plukke i retterne i ugens madplan - eller lave alle opskrifterne i ugens madplan uge 52.
Eller du kan finde inspiration i madplaner fra de foregående uger her:
Rigtig god fornøjelse - og rigtig godt nytår!
Anden juledag (mandag): Tarteletter med kylling og knoldselleri
Ugen starter med anden juledag - og her står den på lækre tarteletter. Ikke de klassiske med høns i asparges, men denne skønne udgave med kylling og knoldselleri. Smager himmelsk godt.
De er også gode som en del af julefrokosten, hvis du skal holde sådan en anden juledag.
Tirsdag: Makaroni med bagte tomater og spinat
Ugens vegetarret er makaroni med bagte tomater og spinat - en lækker italiensk opskrift, der også indeholder bagte peberfrugter og en skøn tomatsauce.
Onsdag: Honningmarineret laks med knuste kartofler med hvidløgssmør
Onsdag er ugens fiskedag, og menuen består af en virkelig lækker honningmarineret laks. Laksen laves som en hel side med honning, citron og hvidløg, og stegetiden er blot 15 minutter.
Til laksen kan du lave et lækkert fad knuste kartofler med hvidløgssmør og en salat med ærter og lækker mayodressing.
Torsdag: Italiensk risgryde med kylling
Torsdag byder på en skøn italiensk risgryde, der blandt andet laves med kylling og peberfrugter. Gryderetten er nem aftensmad som en alt-i-en gryde.
Fredag: Kartoffelgratin med oksekød
Kartoffelgratin med oksekød er en skøn ret, som hele familien kan lide. Den populære ret laves med revne kartofler som låg på en velsmagende kødsovs.
Nytårsaften (lørdag): Nytårsmenu med tre lækre retter
Så er det nytårsaften, og der er en lækker tre-retters menu.
Til forret nytårsaften skal I have de her virkelig lækre laksehapsere. Det er røget laks med kvark og æble på rugbrødschips.
Hovedretten består af helstegt kalvemørbrad serveret med Pommes Anna, ristede grønne asparges og en skøn demi glace.
Du kan også se her i video, hvordan du tilbereder den helstegte kalvemørbrad:
Til dessert er der denne himmelsk gode lava kage, den franske fondant au chocolate. En blødende chokoladekage, der er den perfekt dessertkage, og som du serverer med en lækker vaniljeis og friske bær.
Nytårsdag (søndag): Verdens bedste burger
Mindre end verdens bedste burger kan ikke gøre det, når man lige er trådt ind i 2023, og måske oven i købet har lidt tømmermænd. En rigtig god hjemmelavet burger med hjemmelavede pommes frites til får du her.
Ugens kage: Kransekage
Ugens kage er selvfølgelig en hjemmebagt kransekage. Og det er faktisk slet ikke svært at bage selv, og så smager det altså bare suverænt.
Ugens indkøbsliste
Der er god mulighed for at få købt stort ind mellem jul og nytår til madplanen uge 52.
Derfor får du her en samlet indkøbsliste, så du kan lave alle retterne i ugens madplan.
Find hele indkøbslisten for ugens madplan uge 52 her.
Rigtig godt nytår!
Anni
Kære Holger
Tak for de mange fantastiske opskrifter - jeg glæder mig hver dag ;o))
Godt Nytår
kh
Anni