Chili

Her får du de bedste opskrifter med chili, fakta og viden. Masser af lækre retter med den stærke chilifrugt, plus fakta og viden om den
Kender du Chili-Klaus? Manden, der blev kendt for at spise chili med kendisser og nu har sit eget chili-brand. Særligt YouTube-videoen med Bubber, der kaster op ud ad vinduet efter at have tygget sig gennem en chili, er populær. 2.6 millioner har set videoen indtil nu.
Heldigvis er det ikke alle chilier, som er så stærke, at smagsløgene går i brand. Det vi kender som peberfrugt, har intet med peber at gøre, men er i virkeligheden i familie med chili.
Planterne under et hedder Capsicum. Peberfrugtens milde smag skyldes, at den - som den eneste i familien - ikke indeholder stoffet capsaicin.
Verdens stærkeste chili
Capsaicin er det stof, der påvirker vores nerver og kan give en brændende fornemmelse, når vi spiser chili. Jo mere capsaicin, der er i frugten, desto stærkere synes den.
Den runde og rynket Carolina Reaper er en af verdens stærkeste chilifrugter og den glatte, aflange, vi ofte kan finde i supermarkeder herhjemme, er meget mild.
Styrken på de forskellige frugter kan måles med den såkaldte Scoville-skala, opkaldt efter en apoteker, der fandt på en metode til at beregne styrken af capsaicin i chili.
Måleenheden kaldes SHU og målene går fra nul – peberfrugter – til millioner. Den sindsygt stærke Carolina Reaper har en SHU på 2.2 millioner.
Altså en frugt, man sjældent vil bruge i en middagsret. Men der er tusinder af chilisorter i forskellige farver, størrelser og former, så hvorfor tage den stærkeste.
Du kan her læse mere om den milde piment d'Espelette.
Chili som krydderi
Vi kan både bruge friske chilier i maden eller vælge tørrede. En tørret udgave vil som regel smage mere intens. Den skarpe brændende fornemmelse afløses af en fyldig smag.
Jeg vil anbefale at bruge hele, tørrede chilier i retter som chili con carne.
De kan købes i større supermarkeder og i specialbutikker, for eksempel indiske, kinesiske og thailandske. Selvom chilien oprindeligt er sydamerikansk, bliver de nemlig brugt i rigt mål overalt i Asien.
Det er også muligt at købe knust, tørret chili som krydderi. Mange vil finde det nemmere at dosere på den måde, men et par tørrede, hele frugter gør nu noget særligt både for udseendet og smagen.
Sådan slukker du branden
Nogle gange kan man gå galt i byen og bruge en art, der er alt for stærk. Munden brænder, det føles som om, at tungen hæver og tårerne står ud af øjnene. Instinktet vil ofte sige, at vi skal drikke vand for at ”slukke branden”.
Det er ikke en god ide. Tværtimod. Vand fordeler styrken rundt i hele munden i stedet for at mildne. Spis en skefuld sukker, noget chokolade eller andet sødt som en banan i stedet.
Har du en kold øl i nærheden, så tag én ordentlig tår. Alkohol opløser nemlig Capsaicin.
Næringsindhold
Der er som nævnt tusinder af sorter indenfor chilifamilien. Derfor har jeg valgt at vise næringsindholdet pr. 100 gram i varianterne Capsicum frutescens, som blandt andet tæller tabascochili.
Energi: 44 kalorier (Kcal), 187 kilojoule (KJ)
Protein: 9,5 gram.
Kulhydrater: 2 gram.
Fedt: 0,2 gram.
Vitaminer
Der er masser A og C-vitaminer i disse stærke frugter.
Udover det er der rigeligt med kalium, fosfor og magnesium. Alt i alt en vitaminbombe.
Opskrifter med chili
Her får du de bedste opskrifter med chili. Husk altid at smage retterne til, så du opnår den helt rigtige chilismag.