Her kommer en nem pulled pork opskrift med nakkefilet. Vær forberedt på, at pulled pork tager lang tid at lave – dog passer det mest sig selv både i ovn, på grill eller i en smoker. Denne opskrift giver dig en perfekt pulled pork og stammer fra de amerikanske sydstater.
Vi er mange, der sætter stor pris på pulled pork i ovn eller på grillen, fordi kødet bliver mørt som smør og får så meget god smag.
Du laver pulled pork af svinekød – som betegnelsen jo siger. Nakkefilet er rigtig godt at bruge, da det er godt at langtidsstege grundet den tilpasse mængde af fedtmarmorering på kødet.
Køb et stykke nakkefilet på ca. 1,5 kilo, og så har du rigeligt med kød til fire personer.
Se også de populære opskrifter på:
Opskrift på pulled pork
Pulled pork
Ingredienser
Kød til pulled pork
- 1,5 kilo nakkefilet
Rub
- 1 spiseskefuld salt
- 1 spiseskefuld BBQ krydderi
- 1 spiseskefuld paprika
- 1 spiseskefuld brun farin - med top
- 1 teske spidskommen
- 1 teske chili - stødt, mild, lille teske eller efter smag
Sådan gør du
Dag 1
- Begynd aftenen før du skal bruge dit kød, da kødet til pulled pork skal forberedes i god tid i forvejen.
- Bland en skål med ingredienserne til rub. Gnid nu nakkefileten grundigt med rub overalt! Du skal bruge hele portionen i opskriften.
- Læg så kødet i en stegepose, luk den, og lad den nu hvile natten over. Kødet skal i køleskabet, og du kan med fordel lægge den i et passende ildfast fad.
Dag 2 (Pulled pork i ovnen)
- Om morgenen stiller du fadet med stegepose og kød ind på næstnederste rille i ovnen, og tænder ovnen på 100 grader almindelig over- og undervarme, og altså ikke varmluft.
- Her skal din pulled pork nu stå og hygge sig ca. 7 timer. I denne tid skal du ikke foretage dig noget som helst, da kødet passer sig selv.
- Efter de ca. 7 timer kan du snitte et lille hul i stegeposen, så dampen kan komme ud af posen. Giv den nu to timer mere i ovnen.
- Efter de to timer tages fadet ud af ovnen, og kødet tages ud af stegeposen. Vær forsigtig, da kødet er meget mørt! Skyen kan du bruge til en sauce til kødet, eller lave en BBQ-marinade, som du får opskriften på længere nede.
- Læg kødet forsigtigt i det ildfaste fad, og stil det tilbage i ovnen. Nu skrues ovnen så op på 200 grader almindelig over- og undervarme, hvor din pulled pork steges færdig i yderligere en times tid.
- Tag nu den færdige pulled pork ud af ovnen, og træk kødet fra hinanden med et par gafler. Den samlede pulled pork stegetid er altså 10 timer: 7+2+1.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Pulled pork på grill
Pulled pork kan selvfølgelig også laves på grillen. Her skal du holde en temperatur på 100 grader. Vær opmærksom på, at det ikke er meget for en grill.
Din pulled pork skal grilles ved indirekte varme. Optænd derfor 5-6 stykker trækul, og læg dem i siden af kulgrillen. Herefter skal du lægge 3-4 stykker kul på hver time – husk du IKKE skal bruge briketter, men kul.
I en gasgrill kan du tænde en enkelt brænder på lavt blus, og se om ikke det nogenlunde svarer til 100 grader i grillen. Stil også en alubakke med ca. 3 deciliter vand i grillen.
Pulled porks stegetid på grill er ca. 10 timer.
Husk at pulled pork på grill tilberedes ved indirekte varme!
Pulled pork i smoker
Har du en smoker er det ideelt for at kunne give din pulled pork en masse røg, som virkelig gør noget godt for smagen.
Kødet tager bedst imod røgen når det er råt. Brug den type flis, du selv foretrækker – de mest almindelige til pulled pork er hickory- og egetræsflis. Nogen foretrækker at lægge røg-træet i vand inden processen starter – andre gør ikke. Vælg det, du har bedst erfaring med.
Ligesom på grill skal din pulled pork have indirekte varme i smokeren, og temperaturen skal holdes på 100 grader.
Efter 10 timer er din pulled pork klar, men den kan godt tåle at stå længere tid i smokeren. Kernetemperaturen skal være på 90 grader – så har du en lækker pulled pork klar til servering.
Tips til din pulled pork
Start med at forberede dagen før
For at få det bedste resultat er det mest optimalt at forberede kødet dagen i forvejen. Det skal til for at kødet marineres i rub’en og får lov at trække det ind.
Pulled pork stegetid og kernetemperatur
I denne opskrift er den samlede stegetid for din pulled pork 10 timer. Se nærmere i opskriften herunder.
Pulled porks kernetemperatur skal op på 90 grader – så er den klar til servering.
Tilbehør til pulled pork
Under opskriften på pulled pork finder du 3 gode forslag til sauce. Derudover vil jeg i de fleste tilfælde anbefale at servere din pulled pork hjemmelavet coleslaw, pommes frites og en lækker broccolisalat. Vælger du f.eks. at lave sauce af skyen fra kødet vil også kartofler og lidt dampet broccoli passe fint til retten.
Du kan også vælge at lave pulled pork burgers af kødet og servere dem med coleslaw – det er også et hit hos de fleste!
3 bud på sauce til din pulled pork
Sauce af skyen fra kødet:
Hæld skyen i en kasserolle, kog op med lidt fløde og smag til med æbleeddike eller gastrik, salt og friskkværnet peber. Jævn med lidt maizena, der er udrørt i koldt vand og justér farven med en smule sovsekulør. Sovsen bliver vanvittig god!
Sur/sød sovs
Du kan også lave en sur, sød og stærk sovs til kødet.
- Kog 3 dl æbleeddike op sammen med 3 spiseskefulde ketchup.
- Pisk nu 2 spiskeskefulde brun farin i sammen med 1 teskefulde tabasco og 1 teskefuld chilipulver.
- Smag sovsen til med en teskefuld salt og friskkværnet peber.
- Justér eventuelt også med mere chili, tabasco eller hvad du nu synes.
Bland sovsen sammen med det trevlede kød - det er GUF!
BBQ sauce
Endelig kan du også lave en skøn BBQ sauce til din pulled pork. Det er ganske nemt og barbecuesaucen smage vanvittig godt til det møre kød.
Ingredienser til BBQ sauce (vejes af i en skål):
- 150 gram tomatketchup (gerne en Heinz)
- 30 gram brun farin
- 10 gram soja
- 40 gram solsikkeolie (eller anden olie)
- 1 teskefuld hvidløgspulver
- 1 lille teske cayennepeber
- Salt og friskkværnet peber
- Stødt chili efter smag
Sådan gør du
- Alle ingredienserne røres sammen, og den lækre BBQ sauce smages til med salt, peber og chili. Evt. også med lidt mere brun farin.
- BBQ-saucen over kødet, efter at du har trukket det fra hinanden med to gafler.
- Du kan også blot servere BBQ saucen til kødet ved bordet.
- Skal du ikke bruge barbecuesaucen med det samme, kan den opbevares på køl.
Hvad er pulled pork og andre spørgsmål?
Hvad er pulled pork?
En ret fra de amerikanske sydstater. Navnet er opstået fordi kødet (nakkefilet fra svin) bliver så mørt, og du nemt kan trække det fra hinanden.
Hvordan laver man pulled pork i grill?
Brug samme opskrift som denne, og hold samme temperatur. Hvilket dog er lidt mere udfordrende i grillen, men anvend kun få briketter ad gangen for at holde varmen nede.
Hvad er tilbehør til pulled pork i ovn?
Helt klassisk er det stegte kartofler, eventuelt pommes frites, og coleslaw. Men broccoli eller en salat er også godt.
Irene Asgaard
En dejlig ret, der jo ikke kræver megen atttention
Carsten Hansen Bjørn
Jeg har købt en frosset pulled pork. Hvordan tilbereder jeg den? Og hvad serverer jeg til?
René Nielsen
Ser super godt ud og skal da prøves. Pulled pork i grillen ser lidt bøvlet ud i forhold til i ovn. Nogen der ved om man kan smage forskel på om man laver pulled pork i ovn eller grill?
Vh René
Søren T.
Det er i hvert fald noget bøvl med af få tilført røg, men 110° er nemt at holde i en alm. Weber grill.
Ole
Nej, den eneste forskel ville være selve røgen, som vil tilføre smag, men der kan man jo så erstatte, hvis man da vil, med et par ting, der er det som hedder "Flydende Røg", eller hvis man godt kan lide det mere krydret og samtidig med en masse smag, "Røget Paprika" eller "Chipotle" hvilket bare er "Røget Chili" i pulver form 🙂