Her er min opskrift på en varm og lækker majssalsa med mexicansk inspiration. Salsaen er perfekt som dip til nachos og tortillas chips.
Majssalsa er hyggelig mad, hvor du dypper sprøde tortilla chips (majs chips) i den krydrede salsa.
Majssalsa kan laves i en frisk udgave, men jeg synes godt om denne varme version, der også er super nem at lave.
Du bestemmer selv hvor stærk du ønsker majssalsaen. Her her har jeg brugt en teske chilipulver, men du kan også anvende en rød chili, der hakkes fint.
Det synes jeg er passende. Det giver et godt riv, men stadig ikke stærkere end de fleste kan være med uden der går Chili-Klaus i den.
Du kan eventuelt tilføre mere frisk chili, eller smage salsaen til med chilipulver når den er færdig.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på majssalsa
Majssalsa - lækker dip til nachos
Ingredienser
- 1 stort rødløg - hakket
- 4 fed hvidløg - hakket
- 1 teske spidskommen
- 1 teske chilipulver - afhængig af hvor stærk du ønsker din majssalsa
- 1 dåse hakkede tomater
- 300 gram majs
- 0,5 lime - limesaft
- salt og friskkværnet peber
- persille - eller koriander, hakket
Sådan gør du
- Kom en god slat olivenolie i en gryde, og svits løg og hvidløg klare ved lavere varme. Det skal ikke brune, men blot steges bløde. Det tager nogle minutter ved lav varme.
- Tilsæt så spidskommen sammen med lidt chilipulver. Du kan altid smage til med mere chili til sidst. Lad det koge et minuts tid.
- Så kommer du hakkede tomater i gryden sammen med majs og saften af en halv lime, og lader salsaen koge yderligere et par minutter.
- Smag din majssalsa til med salt og friskkværnet peber - og eventuelt mere chili. Kom også lidt hakket persille eller koriander i.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Noter
Lad lige din majssalsa køle af et par minutter, og servér med tortilla chips, agurkeskiver, bagt peberfrugt og en grillet kotelet eller kyllingebryst.
Du kan anrette det som en flot tallerken, og sådan en anretning er i øvrigt fremragende som gæstemad.
Se også opskrifter på:
Del dine ideer og tanker med os andre her: