To typer af jomfruolivenolie indeholder sundhedsskadelige olier. Forbrugerrådets test viser også, at den billigste olie er den bedste.
Når vi hælder jomfruolivenolie over vores salat eller steger en bøf i olien, forventer vi ikke, at der også er maskineolie i den. Forbrugerrådet Tænks nyeste test af ti flasker jomfruolivenolie viser dog, at to mærker havde et for højt indhold af mineralske olier.
Jomfruolivenolie fremstilles på store pressemaskiner, der slynger olien ud af oliven. Her kan der ryge dråber af olie som smøreolie fra maskinen ned i olivenolien - det er blandt andet spor af disse olier, som Forbrugerrådet Tænk har undersøgt i deres nyeste test.
Kræftfremkaldende olie
Betegnelserne for disse mineralske olier er MOSH, som kan hobe sig op i kroppen, og MOAH. Sidstnævnte er mistænkt for at være kræftfremkaldende.
Det er svært at presse oliven på maskiner uden, der kommer den mindste dråbe maskineolie ned i olivenolien. Kun en jomfruolivenolie i testen var helt fri for mineralske olier.
Der bør dog ikke være MOAH-indhold i vores jomfruolivenolie. Alligevel indeholdt to mærker jomfruolivenolie både MOAH og MOSH: 'La Macina Ligure Olio Extravergine di oliva' og 'De Cecco Ekstra Jomfruolie Classico'. Begge olier er nogle af testens dyreste.
Den bedste og billigste
Forbrugerrådets panel testede de ti olier ud fra forskellige kriterier som renhed, smag og opbevaring. Overraskende nok var det testens billigste jomfruolivenolie, der fik en førsteplads på grund af sin gode smag og lave indhold af sundhedsskadelige olier.
Det er Nettos 'La Campagna Extra Virgin Olive Oil', som koster 40 kr. for 750 ml. La Campagna er fra Spanien, som er en af Europas helt store olivenlande.
Fusk med jomfruolivenolie
Der har tidligere været kedelige testresultater på jomfruolivenolie. I 2017 blev 35 forskellige mærker analyseret af Fødevarestyrelsen, som erklærede 12 af dem totalt uegnet som menneskeføde på grund af den elendige kvalitet.
Ydermere blev det afsløret, at flere olier med prædikatet ekstra jomfruolivenolie blot var helt ordinære olivenolier. Dengang trak supermarkeder de kritiske olier ud af handelen.
Om Forbrugerrådets test får samme effekt med de olier, der indeholder MOAH, må tiden vise.
Her er flere forbrugerartikler
Fødevarers holdbarhed - spises eller smides ud?
Er frosne grøntsager lige så sunde som friske?
Plantefars - er det virkelig så sundt?
Din vurdering
-
Jomfruolivenolie