Bag et luftigt focaccia med store lufthuller, blød krumme og masser af olivenolie. Det nemme italienske brød toppes klassisk med rosmarin og flagesalt.
Indholdsfortegnelse
Her får du en nem opskrift på luftigt focaccia med store lufthuller, sprød skorpe og masser af olivenolie. Dejen skal ikke æltes på røremaskine, men røres blot sammen og hæve direkte i formen.
Focacciabrødet toppes klassisk med rosmarin og flagesalt og er klar på cirka 1 time og 15 minutter. Servér det til tapas, suppe, pasta og grillmad, eller brug det som sandwichbrød.

Italiensk focaccia brød
Ingredienser
- 400 g vand (lunkent, 400 g = 4 dl)
- 25 g gær
- 500 g hvedemel (italiensk hvedemel tipo 00)
- 3 spsk olivenolie
- 2 tsk salt
- 3 spsk olivenolie
- 1 spsk flagesalt
- 2 spsk rosmarin (skal være friske rosmarinblade, eller oregano)
- 2 spsk olivenolie
Fremgangsmåde
- Kom 400 g vand (lunkent) og 25 g gær op i en skål, og rør det ud med en grydeske.
- Tilsæt gradvist 500 g hvedemel (italiensk med min. 12% protein)), og rør det godt sammen i et minuts tid.
- Kom 3 spsk olivenolie og 2 tsk salt ved, og rør dejen i yderligere et lille minut. Nu vil du se, at dejen er lidt tynd i det, men sådan skal den være.
- Smør en form eller ildfast fad (ca. 30 gange 20 centimeter) med rigelig olivenolie, og kom dejen i. Tryk dejen let ud.
- Lad dejen stå og hæve i 45 minutter, og du behøver ikke dække dejen til med et viskestykke eller lignende. Den skal bare stå der frit fremme på køkkenbordet.
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft.
- Fordel 3 spsk olivenolie ud over focacciabrøedet, og kom også 1 spsk flagesalt og 2 spsk rosmarin på. Med fingrene trykker du nu forsigtigt huller i dejen.
- Kom så fadet ind i ovnen, og her skal brødet bages i cirka 20-22 minutter. Efter bagning dryppes 2 spsk olivenolie over brødet.
Dine noter
Sådan får du luftig focaccia
En god focaccia har store, luftige bobler, en saftig krumme og en gylden bund med olivenolie. Brug skemaet til at håndtere den bløde dej, vurdere hævningen og ramme den rette bagning.
- Accepter den våde dej Focacciadej er ofte blød og klistret. Fugt hænderne eller brug olie frem for at tilsætte meget ekstra mel.
- Giv dejen tid Lad den bløde dej udvikle sig under hævningen. Undgå ekstra mel og unødig håndtering, som kan gøre brødet tættere.
- Lad dejen hæve færdig I formen skal dejen være luftig og levende med synlige bobler. Se på dejen frem for kun på uret.
- Lav dybe fordybninger Brug olierede fingerspidser, og tryk helt ned mod formen uden at rive dejen eller mase al luften ud.
Hvis noget går galt
| Det oplever du | Sandsynlig årsag | Gør sådan næste gang |
|---|---|---|
| Brødet bliver tæt og lavt | Dejen har fået for meget mel, hævet for kort eller er blevet håndteret for hårdt. | Bevar en blød dej, giv den mere tid, og håndtér den nænsomt, når den fordeles i formen. |
| Dejen hæver flot og falder så sammen | Den er overhævet eller er blevet behandlet for hårdt lige før bagning. | Bag lidt tidligere næste gang, og lav fordybningerne med rolige fingerspidser uden at mase dejen. |
| Focacciaen bliver tør | Der er tilsat for meget mel, eller brødet har fået for lang tid i ovnen. | Vej melet, undgå ekstra mel ved formning, og kontrollér brødet tidligere. |
| Bunden er bleg og blød | Ovnen eller formen var ikke varm nok, eller formen står for højt. | Forvarm ovnen helt, brug gerne en metalform, og bag længere nede i ovnen. |
| Brødet hænger fast i formen | Der er brugt for lidt olie, eller formen har en sart overflade. | Smør hele formen grundigt, og brug eventuelt bagepapir som ekstra sikkerhed. |
Tre små kneb, der gør en stor forskel
Så kan den klistrede dej håndteres uden at ændre forholdet mellem mel og væske.
Tunge eller våde toppings kan trykke dejen ned. Brug moderate mængder, og fordel dem jævnt.
Tag brødet ud af formen efter kort tid, så damp ikke gør den sprøde bund blød.
Husk: Hævetiden ændrer sig med dejens og rummets temperatur. Luftighed, bobler og spændstighed er bedre pejlemærker end minutter alene.
Om opskriften
Focaccia er et klassisk italiensk brød, der er meget nem at bage selv, og her får du min opskrift på det. Det er lækkert, luftigt og med store huller. Som et focacciabrød skal være.
Jeg har bagt focaccia i mere end 15 år og har testet både tipo 00, Manitoba og almindeligt hvedemel. Denne version giver efter min erfaring de bedste store lufthuller og den blødeste krumme.
Nyd det friskbagt, hvor man virkelig kan smage både olivenolie og rosmarin i brødet. Og det er et fremragende madbrød til mange italienske retter.
Du får et nemt og lækkert focaccia brød her med masser af smag, og der er nok til i hvert fald 8 personer. Jeg plejer i øvrigt at lave dejen i hånden i stedet for røremaskinen, da den er ganske nem at røre sammen. God bagelyst.
Se flere opskrifter:
Her finder du alle brødopskrifter på Madens Verden.
Billeder
Her er nogle billeder fra min bagning af det luftige focacciabrød:



Mere olie
Tag det ud af ovnen, og straks efter drypper du et par spiseskefulde olivenolie ud over dit focaccia brød, så skorpen ikke bliver sprød, men derimod dejlig blød. Som den skal være.
Lad brødet køle lidt, inden du skærer det ud i generøse stykker. Nyd det til klassiske italienske retter som lasagne, Cacio e Pepe og spaghetti med kødsovs. Også perfekt til en hjemmelavet tomatsuppe.
Sådan får du et luftigt focaccia
Focacciadejen indeholder 400 gram vand til 500 gram mel og har dermed en hydrering på 80 procent. Den skal være væsentligt vådere og mere klistret end almindelig bolledej.
Tilsæt derfor ikke ekstra mel, selv om dejen virker tynd. Brug helst tipo 00 eller hvedemel med mindst 12 procent protein, så dejen bedre kan holde på luften under hævningen.
Koldhævet focaccia
Vil du koldhæve dejen, kan du reducere gærmængden til cirka 5-10 gram. Sæt dejen tildækket i køleskabet i 8-18 timer.
Lad den derefter stå ved stuetemperatur i cirka 30-60 minutter, før du tilsætter olie, rosmarin og flagesalt og bager brødet.
Bagning dagen før
Focaccia kan bages dagen før servering. Lad brødet køle helt af, og opbevar det lufttæt ved stuetemperatur. Lun det i 5-8 minutter ved 180 grader, og dryp eventuelt med lidt frisk olivenolie inden servering.
Forslag til topping
Du kan blandt andet toppe dit hjemmebagte focacciabrød med disse:
- Cherrytomater
- Oliven
- Soltørrede tomater
- Tynde skiver rødløg
- Hvidløg
- Parmesan
- Kartoffelskiver
- Oregano eller timian
Du finder flere lækre opskrifter på italiensk mad her.
Anvendelse
Focaccia er et lækkert brød som tilbehør til supper og salater. Som sandwichbrød, eks. flækket og fyldt med ost, pesto, skinke eller grillede grøntsager.
Serveres også som snack med lidt dyp, eks. hummus, aioli eller balsamico. Kan også bruges til brunch eller tapas.
Ofte stillede spørgsmål
Jeg bliver ofte spurgt, om man kan fryse et færdigbagt focaccia brød ned. Og det kan du sagtens. Brødet tøs op ved stuetemperatur, hvorefter du med fordel lige kan lune det i ovnen. Inden frysning kan focacciabrødet med fordel skæres ud i passende stykker, og så kan du altid tage et antal brødstykker op. Det italienske brød smager bedst, når det er lunt.
Du kan også sagtens lave en hel bradepande i ovnen med focaccia. Her skal du blot fordoble opskriften, for så passer den til en stor bradepande. Dobbelt portion: Fordobl alle ingredienser, inklusive gæren, hvis du vil beholde hævetiden på cirka 45 minutter. Du kan også nøjes med 25 gram gær og lade dejen hæve længere, til den er tydeligt luftig. Brug en stor ovnbradepande, så focacciabrødet får omtrent samme tykkelse som originalen.
Forskellen på en hjemmelavet pizza og focaccia er højden på brødet. Og her er forklaringen blandt andet mængden af gær, hvor der anvendes lidt gær til en pizza, men mere til det højere focacciabrød, der får lov til at hæve i højden.
Focacciabrødet serveres til en række italienske retter, herunder selvfølgelig pasta. Hvordan staver man så til focaccia? Jo, det er præcist som anført, og altså ikke foccacia. Ordet er først med et c og dernæst to c'er - og ikke omvendt.
Focaccia er selvfølgelig et italiensk ord, og det betyder faktisk blot ildsted.
Det er et italiensk brød, som man kan sige er i familie med den italienske pizza. Serveres typisk som madbrød. Focaccia stammer fra det gamle Rom, og er især forbundet med regionen Liguria, hvor det kaldes fugassa. Det menes at være forløberen til den moderne pizza. Brødet blev traditionelt bagt på varme sten eller i træfyrede ovne.
Se også
Server focaccia sammen med flere italienske favoritter. Prøv også min opskrift på lasagne, spaghetti med kødsovs, Cacio e Pepe, bruschetta, hjemmelavet pesto og tomatsuppe. Leder du efter mere hjemmebagt brød, finder du også opskrifter på ciabatta, grydebrød og surdej.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
[novashare_inline_content]
Vibe Vinstrand Darwish skriver
Kit skriver
Vivian skriver
Lækker focaccia. Gæsterne var vilde med den.
Beth Poulsen skriver
Når jeg først skal bruge brødet i morgen, men bager det i dag- er det så bedst at vente med at dryppe olivenolie over det færdige brød, til det er varmet op i morgen ?
Natalie Deim skriver
Kan man komme soltørret tomater i?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Natalie
Absolut - soltørrede tomater smager dejligt i et focacciabrød. God bagelyst.
BH Holger
Stine skriver
Fantastisk blog og brød 🙂
Hanne Frederiksen skriver
Fantastisk brød. Skulle have bagt dobbelt op. Mine gæster indhalerede dette brød. Tak for denne nemme opskrift.😀
Lis Krogh skriver
Hej
Jeg forstår ikke du skriver at dejen er lidt flydende/tynd i det. Forholdet mellem mel og vand har jeg fulgt og min dej er helt fast og hård ?????
Robert LM skriver
Vær obs på at når dejmængden fordobles, så er det ikke alt i opskriften. der fordobles;Der står bl.a. 800gr vand /4 dl hvilket selvf er en kæmpefejl og nok her det er gået galt! Det er 800 gr vand svarer naturligvis 8 dl. 😉
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Robert - og Lis
God pointe - det kunne misforståes. Jeg har lige rettet den til 🙂
Alt det bedste
Holger
Bente skriver
Super nemt og dejligt brød.🤗
Maja skriver
Hej, hvor mange gange ville du gange opskriften op med, hvis man laver en bradepande i ovnens str. ?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Maja
Til en hel bradepande kan du blot fordoble mængderne. Fremgangsmåden er ellers den samme - ligeledes med bagetiden 🙂
God bagelyst.
BH Holger
Louise skriver
Hej Holger. Putter man så 50g gær i, hvis man fordobler, eller stadig 25g? 🙂
Gitte Gøtterup skriver
Hej
Kan jeg bage brødet dagen før jeg skal bruge det.
Vh. Gitte
Ella Lind Madsen skriver
Super godt foccaciabrød!
Henriette skriver
lækkert og super nemt
Holger Rørby Madsen skriver
Mange tak, Henriette - det er jeg glad for at høre.
Alt det bedste
Holger
Julie skriver
Jeg vil blot komme med min erfaring af dette dejlige brød. Hvis jeg ikke har tid på selve dage, så putter jeg lidt mindre gær i og koldhæver det natten over. Det smager lige så dejligt, måske lidt bedre faktisk! Tak for en dejlig opskrift.