Pasta med kødsovs er en af de mest populære retter i Danmark. Her får du en god opskrift, som kan laves og spises af både børn og voksne.
Pasta med kødsovs er blevet en evergreen i de danske køkkener, og faktisk så meget at den næsten er blevet en dansk nationalret.
Selvom den oprindelige udgave selvfølgelig er den klassiske kødsovs fra Italien, der findes i et utal af lokale udgaver.
Tænk bare på en spaghetti bolognese eller en ragu fra Napoli. Og der er mange flere lokale variationer med hver sit særpræg og smag.
Opskriften er til fire personer, og i den overskuelige video kan du se, hvordan du nemt laver retten.
Opskrift på pasta med kødsovs
Ingredienser
- 500 gram hakket oksekød med 8-12 procent fedt
- 1 løg finthakket
- 4 fed hvidløg finthakket
- 4 gulerødder i mindre stykker
- 4 stængler bladselleri i mindre stykker
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 spiseskefuld tomatpasta
- 1 dåse vand
- 1 bouillonterning
- 1 teskefuld oregano
- 1 teskefuld basilikum
- 1 citron lidt friskpresset citronsaft
- salt og friskkværnet peber
- 500 gram pasta
Sådan gør du
- Varm en stegegryde godt op (eller brug en stor stegepande). Når gryden er godt varm, kommes det hakkede oksekød i og brunes grundigt. Som du kan læse længere oppe, så tager det op mod ti minutter. Du kan også brune kødet i flere omgange.
- Læg det færdigbrunede oksekød til side, skru lidt ned for varmen og kom lidt olie i.
- Løg og hvidløg hakkets fint og sauteres uden at tage farve.
- Kom oksekødet tilbage i gryden og vend det rundt.
- Skær gulerødder og bladselleri i tynde skiver og kom dem ved. Vend rundt og lad det sautere et minut mere.
- Tilsæt så hakkede tomater og tomatpasta. Fyld en af dåserne med vand og kom det i gryden. Tilsæt også en bouillonterning, oregano, basilikum, en teskefuld salt og friskkværnet peber.
- Lad kødsovsen koge op, læg låg på og nu skal den simre i mindst 45 minutter. Kødsovsen må gerne koge endnu længere, og den klarer sagtens fire timer. Du skal lige røre i den nogle gange undervejs, og giv den altså mindst 45 minutter.
- Til sidst smages til med friskpresset citronsaft, salt og peber, og du kan eventuelt også koge kødsovsen lidt mere ind, hvis du vil have en endnu kraftigere smag.
- Kog pasta som anvist på pakken, og lad den dryppe af. Husk at pasta skal være al dente og ikke udkogt.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
Anret med pasta og den lækre kødsovs, og server eventuelt en god tomatsalat til.
Et stykke ciabattabrød passer også fremragende til pasta med kødsovs.
Brun kødet grundigt
Noget af det vigtigste ved en god kødsovs er, at du husker at brune kødet godt af. Og det er altså ikke nok, at kødet blot skifter farve til en mere grå kulør.
Nej, kødet skal virkelig brunes ved høj varme, og du kan med fordel brune lidt hakket oksekød ad gangen.
Det tager op mod 10 minutter at brune kødet tilstrækkeligt, men så får du altså også den der helt rigtige smag i din kødsovs. Så det er bestemt tiden værd.
Løg svitses for sig
Et andet godt trick er, at tage det færdigbrunede kød af panden (eller gryden), og så svitse løg og hvidløg, hvorefter kødet kommes tilbage i panden eller gryden igen.
Som sagt er der masser af variationer i pasta med kødsovs, og opskriften er i øvrigt også en fremragende mulighed for, at få anvendt rester af grøntsager i køleskabet.
Se i øvrigt her hvordan du kan lave en vegetar kødsovs uden kød.
Lækker og nem velsmagende ret,det bliver ikke sidste gang.