Hjemmelavet pasta laves nemt med durum, tipo 00 og æg. Pastadejen kan rulles ud med pastamaskine eller almindelig kagerulle.
Opskriften giver frisk pasta til fire personer, og du kan blandt andet lave tagliatelle, fettuccine og lasagneplader.

Hjemmelavet pasta
Ingredienser
- 200 g durum mel (italiensk hvedemel)
- 200 g hvedemel (tipo 00, italiensk hvedemel)
- 4 hele æg (størrelse M/L)
Fremgangsmåde
- Find en stor skål frem, og vej 200 g durum mell og 200 g hvedemel af i skålen. Lav en fordybning i melet og tilsæt 4 hele æg.
- Med en gaffel vendes æggene nu gradvist ind i melet, og du fortsætter, indtil dejen er samlet så godt som muligt.
- Tag derefter pastadejen ud på et melet køkkenbord og ælt den grundigt igennem. Jeg plejer at bruge hænderne, og det tager ikke så lang tid. Du skal ælte en hjemmelavet pasta, indtil dejen bliver glat og lidt smidig. Om nødvendigt tilsættes enten en smule mere mel eller vand.
- Så er det tid til at lave pasta. Og det her er fremgangsmåden til pastamaskine, men længere nede kan du se, hvordan du laver frisk pasta uden pastamaskine.
- Del pastaklumpen i 4-5 mindre stykker, som trykkes/trækkes lidt flade. Køres derefter igennem pastamaskinen på største tykkelse.
- Fold dette stykke sammen på tværs, så stykket nu passer med bredden på din pastamaskine. Kør pastaen igennem maskinen igen - stadig ved største tykkelse (hvilket er 6 på en klassisk pastamaskine fra Imperia, der er den berømte producent af pastamaskiner til hjemmet.
- Herfra er det så blot at køre pastaen igennem pastamaskinen på gradvist mindre tykkelse, altså 5, 4 og nedad. Du kan sagtens nøjes med at køre den hjemmelavede pasta igennem én gang på hver tykkelse, men du kan også gøre det flere gange. Det er op til dig. Jeg foretrækker kogt pasta på tykkelse 2, men du kan lave din friske pasta i ønsket tykkelse.
- Du kan køre alle pastaklumper/pastaplader igennem først - og derefter valse pastaen ud, eller du kan lave en plade ad gangen, som derefter valses ud. Jeg plejer at gøre det sidste, da det er nemt at tage valsen af og på.
- Som standard til en Imperia pastamaskine følger en pastavalse, der kan lave henholdsvis tagliatelle eller fettuccine. Og du laver selvfølgelig den tykkelse, som du ønsker.
- Den færdiglavede pasta opbevares, så den ikke klumper sammen. Det undgår du dels ved at have mel nok på pastaen, men også gerne ved at hænge pastaen op. Jeg har investeret i det særlige pasta-stativ, der nemt klarer den opgave. Har du ikke sådan et stativ, kan du drysse lidt durummel på bordet, og lægge din pasta ud der. Men sørg for at den ikke ligger for tæt!
- Kogning af hjemmelavet pasta: Endelig skal den friske pasta selvfølgelig koges. Her koger du en stor gryde vand op, og tilsætter et par teskefulde salt. Når vandet bulderkoger (og det skal det), kommes den hjemmelavede pasta i gryden.Kogetiden for hjemmelavet pasta er cirka tre minutter. Ikke længere.
Dine noter
Pasta uden pastamaskine
Du kan sagtens lave frisk pasta uden en pastamaskine.
Del dejen i mindre portioner, og rul hvert stykke tyndt ud med en kagerulle på et let meldrysset bord.
Skær derefter pastaen i den ønskede bredde med en skarp kniv.
Det kræver lidt mere arbejde at få pastapladerne helt tynde og ensartede, men selve pastadejen er den samme.
Hvilket mel er bedst til pasta?
I denne opskrift bruges lige dele durummel og italiensk tipo 00.
Durummelet giver pastaen struktur og lidt bid, mens tipo 00 er fint formalet og gør dejen smidig og nem at arbejde med.
Du kan godt lave pasta med almindeligt hvedemel, men kombinationen af durum og tipo 00 fungerer særligt godt til frisk pasta.
Hvor tynd skal pastaen være?
Tykkelsen afhænger af, hvilken type pasta du vil lave.
Tagliatelle og fettuccine skal være forholdsvis tynde, men stadig have lidt struktur. Til lasagneplader kan du også rulle dejen tyndt ud og skære den til, så den passer til fadet.
På en pastamaskine arbejdes der gradvist fra den tykkeste indstilling mod den ønskede tykkelse.
Drys med lidt durummel undervejs, så pastapladerne ikke klistrer sammen.
Kogning af frisk pasta
Frisk pasta skal koge væsentligt kortere tid end tørret pasta.
Kom pastaen i rigeligt bulderkogende, saltet vand, og regn med cirka tre minutters kogetid. Meget tynd pasta kan blive færdig lidt hurtigere.
Smag på pastaen undervejs. Den skal være mør, men stadig have lidt bid.
Kan hjemmelavet pasta gemmes?
Frisk pasta kan bruges med det samme, men den kan også opbevares til senere.
Drys pastaen med lidt durummel, så den ikke klistrer sammen, og opbevar den tildækket i køleskabet.
Den kan også fryses. Del gerne pastaen i portioner inden frysning, så det er nemt at tage den ønskede mængde op.
Hvad kan hjemmelavet pasta bruges til?
Den friske pasta kan skæres som tagliatelle eller fettuccine og serveres til eksempelvis spaghetti carbonara eller den enkle italienske cacio e pepe.
Pastadejen kan også rulles ud til friske plader til en klassisk lasagne.
Vil du prøve kræfter med fyldt pasta, kan du bruge pastadej som udgangspunkt for hjemmelavet ravioli.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor meget hjemmelavet pasta skal man beregne pr. person?
Denne opskrift giver godt 500 gram frisk pasta og passer til cirka fire personer.
Kan man lave pasta uden pastamaskine?
Ja. Rul pastadejen tyndt ud med en kagerulle, og skær den derefter i den ønskede form med en skarp kniv.
Hvor længe skal frisk pasta koge?
Regn med cirka tre minutter i bulderkogende, saltet vand. Tynd pasta kan blive færdig lidt hurtigere.
Skal hjemmelavet pasta tørre inden kogning?
Nej. Frisk pasta kan koges umiddelbart efter, at den er rullet ud og skåret.
Kan almindeligt hvedemel bruges til pasta?
Ja, men tipo 00 og durummel giver en pastadej, der er særligt velegnet til at rulle ud.
Hvorfor klistrer min pasta sammen?
Pastaen har typisk fået for lidt mel efter udrulning. Drys let med durummel, og sørg for, at de færdige pastastrimler ikke ligger tæt sammen.
Kan hjemmelavet pasta fryses?
Ja. Del den gerne i passende portioner og drys med lidt durummel, inden den fryses.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content] 





Annelise skriver
Nem og god pasta med noget "bid" i.
Jeg kom ikke alt melet i fra starten, men holdt lidt tilbage, som jeg så æltede ind i pastaen lidt ad gangen, indtil den havde den ønskede konsistens.
Ole skriver
Det er lidt misvisende, at i opskriften står der:
4 Hele Æg
Men på billedet er der 3...
Janne skriver
Jeg mangler opskrift på pasta med kylling, hvidvin og mandler.
Når jeg slår den op, står kun opskrift på hjemmelavet pasta….
Vibeke Rasmussen skriver
Hejsa
Er helt helt nybegynder udi hj. lavet pasta; kan pastaen koges med det samme umiddelbart efter den er rullet ud og strimlet?, .. eller skal den hvile/hænge/tørre inden man koger.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Vibeke
Du kan roligt glæde dig 🙂
Du kan sagtens koge den med det samme i bulderkogende og saltet vand. Det har jeg gjort mange gange - og det fungerer fint.
God fornøjelse.
Alt det bedste
Holger
Anette Christensen skriver
Hej Holger,
Tak for lækker opskrift. Kan man gemme pastaen?
Vh. Anette
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Anette
Mange tak. Ja, den bør kunne holde sig nogle dage på køl. Frisk pasta kan også fryses ned.
Alt det bedste
Holger