Natron

Natron er et hævemiddel, som fungerer bedst, når der er syre i dejen. Og så kan det bruges til alt muligt fra rengøring til lugtfjerner.
Natron - eller natriumhydrogencarbonat, som er det kemiske navn - er en af disse ingredienser, vi kan have stående i køkkenskabet længe.
En del mennesker griber først fat i bøtten med natron, når de skal i gang med at lave æbleskiver og krydderkage.
Realiteten er dog, at det er et glimrende middel til rengøring og lugtfjerning. Og så kan vi også bruge det til at samle hakket kød, før det skal på grillen.
Natron eller bagepulver?
Faktisk er bagepulver nogenlunde det samme. Begge udvikler en gasart, der får kager til at hæve. Bagepulveret har blot fået tilsat både syre og stivelse. Det betyder, at man ikke behøver at komme syre i dejen for at få bagepulveret til at virke.
Natron derimod fungerer bedst, når der er tilsat syre som citron, creme fraiche eller kærnemælk.
Du kan også bruge det i farsretter, for eksempel kødboller, hvor stoffet får kødet til dels at mørne, dels at bevare mere saft.
Eller prøv at lade en hel udskæring mørne i en blanding af vand og natron i et kvarters tid, hvorefter du skyller kødet og tilbereder det.
Fem ting du også kan bruge det til
Rengører termokanden indvendigt. Se indlægget: Rengøringstip til termokanden.
Bruges som rengøringsmiddel ved at blande natron op med vand
En skål i køleskabet kan fjerne den eventuelle dårlige lugt derinde.
En teskefuld natron sammen med din almindelige shampoo skulle gøre underværker for håret. Kalken fra vandet bliver nemlig også vasket ud på den måde.
Kan bruges som pletfjerner på for eksempel tæpper. Drys det ud på tæppet, lad det suge pletten og støvsug. Det er smartere end for eksempel kartoffelmel, da det også fjerner lugt i støvsugerposen.