Hævemidler: Hvad er den helt store forskel på gær, natron og bagepulver, og hvad bruger du dem til hvad? Få viden om alle hævemidler her.
Der findes flere forskellige hævemidler, når du skal til at bage i køkkenet, og det kan måske være lidt forvirrende.
For hvad er det gæren gør, som bagepulveret ikke kan - og hvad er natron for en størrelse?
Alt det kigger vi lidt nærmere på her i denne artikel om hævemidler, uden der dog skal gå den lille kemiker i den.
Gær
Gær består af levende celler, der ved de rigtige temperaturer og sukkermængder danner kuldioxid.
Det er blandt andet denne kuldioxid, der er med til at brøddejen hæver, og som sørger for at du får et let og luftigt brød. Herunder et lækkert franskbrød.
Gær må ikke udrøres i en væske med en højere temperatur end på 37 grader, da man så let risikere at gærcellerne dør, og dejen ikke hæver.
Omvendt, må væsken heller ikke være for kold, da dejens hævningstid så vil trække ud. Hvilket dog er en fordel når du vil langtidshæve et brød.
Læs også vores artikel om gær her.
Udover brød, bruges gær også til fremstilling af alkohol, som f.eks. øl, vin og snaps.
Gær kan købes frisk i pakker a’ 50 gram, men også som tørgær i poser a’ 11,8 gram.
Omkring 4 tsk. tørgær svarer til 50 gram frisk gær.
Se også her hvad gul gær er for noget.
Bagepulver
Bagepulver er en blanding af natron, stivelse og syre. Det er blandt andet syren der gør, at bagepulveret virker hurtigere og mere effektivt end natron.
Når bagepulveret kommer i kontakt med vand, dannes der i samarbejde med syren, kuldioxid, som er det der får dejen til at danne lufthuller og hæve. Blandt andet her i alletiders mumse chokoladekage.
Deje som indeholder bagepulver, skal med det samme ind i en forvarmet ovn, og skal ikke stå for længe og hygge sig.
Bagepulver bruges til at bage kager og småkager med, men kan i nogle tilfælde også bruges til at bage brød og boller med, - dog bliver det færdige resultat meget kompakt.
Udover kager og småkager, kan bagepulver bruges til en masse andet i f.eks. husholdningen.
Læs vores artikel om bagepulver her.
Natron
Natron indeholder modsat bagepulver ikke syre, og natron kan derfor kun bruges, hvis dejen indeholder syreholdige ingredienser som eksempelvis frugtsaft, - eller hvis dejen indeholder en eller flere ingredienser, der kan have en tilsvarende virkning som syre – dette kan blandt andet være honning eller sirup.
Er der ikke syre i en dej hvor der bruges natron, kan resultatet være en kage der ikke hæver ordentligt, og som muligvis ender med at få en grim smag af soda.
Natron kan bruges til at bage kager og småkager med, og som du kan se, så der er forskel på de forskellige hævemidler og deres anvendelighed.