Her får du bagermester Hardy Christensens opskrift på tynde og sprøde brunkager med mørk sirup, julekrydderier og nødder.
Brunkagedejen formes til ruller og køles grundigt ned, så den er nem at skære i helt tynde skiver. Opskriften giver cirka 180 småkager, så der bliver rigeligt til julens kagedåse.
Dejen kan med fordel laves i god tid og opbevares i køleskabet eller fryseren, indtil kagerne skal bages.
Brunkager
Ingredienser
- 250 g smør
- 125 g mørk sirup
- 250 g sukker
- 500 g hvedemel
- 6 g nelliker
- 6 g kanel
- 20 g hasselnøddeflager
- 20 g mandelflager
- 6 g potaske
- 38 g vand
Fremgangsmåde
- 250 g smør vejes af i en gryde sammen med 125 g mørk sirup og 250 g sukker. Det hele smeltes ved middel varme.
- I skålen til røremaskine kommes 500 g hvedemel, 6 g nelliker, 6 g kanel, 20 g hasselnøddeflager, 20 g mandelflager, 6 g potaske og 38 g vand.
- Hæld indholdet fra gryden ved og rør det sammen med kagespartel i 3-4 minutter indtil dejen er samlet.
- Tag brunkagedejen ud på køkkenbordet, saml den sammen og del i tre lige store stykker, der hver vejer knap 400 gram.
- Tril til pølser på cirka 20 centimeters længde, og læg dem derefter i fryseren i en times tid.
- Skæres derefter i tynde skiver med en skarp kniv og lægges på bageplade med bagepapir.
- Bages i en forvarmet ovn ved 180 grader over- og undervarme (ikke varmluft), og her skal de have cirka ca. 8 minutter. Måske lidt mere, afhængig af hvor meget din ovn varmer.
- De færdigbagte brunkager køles af på en rist, hvor de bliver knasende sprøde.
Næringsindhold
Video
Derfor bruges potaske
Potaske er et klassisk hævemiddel til flade småkager. Det hjælper kagerne med at blive sprøde uden at få dem til at hæve som almindelige småkager med bagepulver.
Rør altid potasken ud i vandet, så den bliver fordelt jævnt i dejen. Kagerne skal samtidig skæres tyndt, da smagen af potaske ellers kan blive for tydelig.
Så tynde skal brunkagerne være
Skær dejen i skiver på cirka 1-2 millimeter. Tynde skiver giver den karakteristiske sprøde konsistens, mens tykkere skiver lettere bliver bløde i midten.
Dejen er nemmest at skære, når den er meget kold. Er rullen blevet helt hård i fryseren, kan den ligge 5-10 minutter på køkkenbordet, inden du skærer den.
Brug en stor og skarp kniv, og skær lige ned gennem dejen uden at save frem og tilbage.
Hvis dejen smuldrer
En meget kold dej kan knække eller smuldre under udskæringen. Lad rullen ligge nogle minutter ved stuetemperatur, og prøv derefter igen.
Det er også vigtigt, at dejen blev rørt, indtil den var helt samlet. Nødderne skal være skåret i tynde flager eller hakket fint, da store stykker kan gøre det sværere at skære ensartede skiver.
Saml ikke en smuldrende skive med fingrene. Læg i stedet resterne til side, og form dem samlet til en ny lille rulle.
Opskriften fra bagermester Hardy Christensen
Opskriften stammer fra bagermester Hardy Christensen, som i mange år drev bageri i Nørre Nebel i Vestjylland.
Jeg besøgte ofte Hardy i bageriet, hvor der mellem jul og nytår altid var kaffe og småkager på bordet. Han delte generøst ud af sin viden om bagerhåndværket, og dette er hans brunkageopskrift tilpasset et almindeligt køkken.
Variationer med nødder
Mandelflager og hasselnøddeflager kan ristes let på en tør pande, inden de kommes i dejen. Det giver en mere markant nøddesmag.
Du kan også tilsætte cirka 30 gram grofthakkede pistacienødder. De giver både smag og grønne farvestrejf i de færdige kager.
Nødderne kan udelades, hvis brunkagerne skal være uden nødder. Dejen kan ellers tilberedes på samme måde.
Dejen kan laves i god tid
Brunkagedejen kan laves dagen før og opbevares som ruller i køleskabet. Lad eventuelt rullerne ligge kort på køkkenbordet, hvis de er for hårde til at skære.
De rå dejruller kan også fryses i længere tid. Pak dem grundigt ind, så de ikke tørrer ud eller tager smag fra andre madvarer.
Tag en rulle ud efter behov, og lad den tø så meget op, at den kan skæres i tynde skiver.
Opbevaring
Lad kagerne køle fuldstændigt af, inden de kommes i en tætsluttende kagedåse. Er de stadig lune, kan der dannes kondens, som gør dem bløde.
De kan holde sig sprøde i flere uger, når de opbevares tørt og ved almindelig stuetemperatur.
Bliver kagerne bløde, kan de få få minutter i ovnen ved lav varme. Lad dem derefter køle helt af igen.
Andre klassiske julesmåkager
Du kan også fylde kagedåsen med vaniljekranse, gammeldags pebernødder, jødekager med kanelsukker og mandler eller sønderjyske fedtebrød med kokos.Ofte stillede spørgsmål
Hvor tyndt skal brunkagedejen skæres?
Skær den i skiver på cirka 1-2 millimeter. Tynde skiver giver de mest sprøde kager.
Hvorfor bliver brunkagerne bløde?
De kan være skåret for tykt, bagt for kort eller lagt i dåsen, inden de var helt afkølede.
Kan dejen laves dagen før?
Ja. Form den til ruller, pak dem ind, og opbevar dem i køleskabet.
Kan brunkagedej fryses?
Ja. Dejrullerne kan fryses og tages ud, når du vil bage en portion.
Kan nødderne udelades?
Ja. Både mandler og hasselnødder kan udelades uden andre ændringer.
Hvor længe kan brunkager holde sig?
De kan holde sig i flere uger i en tætsluttende kagedåse.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Inga Winterberg skriver
Har i dag bagt brunkager efter opskriften - og efter min mening smager de af næsten ingenting, jeg havde endda købt nye krydderier og fulgt opskriften slavisk, så det var en stor skuffelse.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Inga
Tak for tilbagemelding - og det lyder mærkeligt. Du må skrue lidt op for mængden af krydderier næste gang, for jeg synes smagen plejer at sidde lige i skabet. Det måske være noget med din vægt, der ikke vejer de små mængder helt præcist.
De bedste hilsner
Holger
Evi skriver
Vielen Dank für das Rezept! Ich komme gebürtig aus Schleswig-Holstein und dort konnte man diese Leckerei kaufen. Jetzt wohne ich leider in Hessen und hier gibt es nichts vergleichbares.
Nu hurtigt ud i køkkenet og i gang, så jeg endelig kan nyde brune kager igen.
Pia Breuning skriver
De BEDSTE brunkager jeg nogensinde har smagt. Og nu laver vi dem på 3. år - det er blevet en tradition 🥰
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Pia
Det er jeg meget glad for at høre - de her brunkager smager sørme også (lidt for) godt 🙂
Alt det bedste
Holger
Lone Mathilde Marie Jørgensen skriver
Jeg kommer smuttede hele mandler i mine brune kager. Når man skærer dem ud, hænger mandlerne bedre fast, fordi de er smuttede. Jo, man må godt samle dejen med mel, medens den er lun. Selv Mette Blomsterberg gør det. Jeg trykker dejen ned i en firkantet form før afkøling. Så skærer jeg den ud i stænger og skærer kagerne. De bliver firkantede,men meget, meget søde. God brunkage-bagning til alle hjemmebagere 🥰
Irene Larsen skriver
De er gode smager rigtig rigtig god
Mette Bæk Andersen skriver
Hej Holger. Mht brunkagerne så syntes jeg, at jeg så,læste eller hørte,at den varme masse ikke må blandes med mel etc før den var afkølet. Mener det var fr.Hüttemeier jeg hørte sige det. Er dette nødvendigt? Der er vel kommet mere erfaring siden 1950'erne😃 Vh.Mette
Gunnar skriver
Brunkagerne smager fantastisk - men jeg er virkelig udfordret med at skære dem uden de smuldrer og knækker. Rullerne ligger et døgn i køleskabet. Har prøver med en skarp kniv og en pålægsmaskine
Men lige lidt hjælper det.
Håber du har et godt råd.
anna skriver
Hvilken tp skal smør, sukker og sirup have, når den varmes i gryden og hvad skal temperaturen være når man blander den med mel og krydderier. Skal potasken ikke røres ud i varm vand?
Ina skriver
Super gode og super lette at lave.
Holger Rørby Madsen skriver
Tusind tak, Ina - skønt at høre 🙂
De bedste julehilsner
Holger
frederik fergæ skriver
nej nej nej nej sikke en småkage den smager forrygene
Jette skriver
Dejlig I konsistensen. Som en Skrev I kommentarerne, så skal smør, sirup sukkker blandingen køles ned inden det bliver tilsat mel m.v, Jeg tilsatte mere smag ved at tilsætte fint hakket syltet appelsinskal og sukat til blandingen, hvilket for mig ophøjer smagen
Lene skriver
Jeg har altid lært, at melet først må tilsættes, når smør/sukkerblandingen er kølet helt af, f.eks. Dagen efter?
Ellers skulle det være nærmest umuligt at skære kagerne ud?