Stegt flæsk med speltsalat er en noget slankere udgave af vores nationalret, men det smager super godt. Her er opskriften.
Hvis du elsker flæsk, men gerne vil passe lidt på vægten, skal du prøve denne ret med stegt flæsk med speltsalat.
Speltsalaten er et sundere alternativ end den traditionelle persillesovs og kartofler, og den passer faktisk glimrende til stegeflæsket.
Opskriften på stegt flæsk er beregnet til fire personer med fire skiver flæsk til hver. Du kan selvfølgelig sagtens servere flere pr. person.
Til stegt flæsk med speltsalat skal du bruge:
16 skiver stegeflæsk
Speltsalat laves af
4 deciliter perlespelt eller speltkerner
8 deciliter vand
1 bundt grønne asparges
250 gram cherrytomater eller lignende
100 gram frisk spinat
50 gram mandelflager
Olivenolie
Sådan laver du stegt flæsk med speltsalat:
- Dup flæskeskiverne tørre med et stykke køkkenrulle, og skær derefter sværen af. Så sparer du lidt på kalorierne.
- Læg flæskeskiverne på et skærebræt med en frysepose over, og bank dem let med en kagerulle eller kødhammer. Drys dem med lidt salt, læg flæsket til side efterhånden, og fortsæt indtil alle skiver er banket og saltet. Lad dem trække 10 minutter.
- Sæt perlespelten over i letsaltet vand, og kog spelten mør som anvist på pakken. De kan godt variere lidt i kogetid.
- Mandelflagerne ristes gyldne på en teflonpande ved en god varme og lægges til side.
- Asparges skylles, roden brækkes af og stængerne deles i mindre stykker. Kog lidt letsaltet vand op, og når det bulderkoger kommes de grønne asparges i og dampes i 30 sekunder. Hæld straks koldt vand i gryden så kogningen standses. Hæld vandet fra.
- Varm lidt olie op på en pande, og steg flæskeskiverne møre ved en god varme. Læg de færdigstegte flæskeskiver på et stykke køkkenpapir, så det meste af fedtet suges op. Du skal stege flæsket ad flere omgange, og det færdigstege flæsk kan holdes varmt i ovnen.
- Så skal du samle speltsalaten. Kom frisk og skyllet spinat i et stort fad sammen med grønne asparges, tomater i kvarte, perlespelt og ristede mandelflager. Hæld lidt olivenolie over, og vend salaten forsigtigt rundt.