Ugens madplan for uge 17 byder på syv lækre retter, som du nemt kan lave til aftensmad i den kommende uge.
Her er ugens madplan for den kommende uge, uge 17.
I madplanen får du opskrifter på aftensmad til hele den kommende uge - og en lækker kageopskrift, som du kan lave, lige når du har lyst.
Madplanen indeholder syv opskrifter på lækker aftensmad fra mandag til søndag. Der er skøn hverdagsmad i løbet af ugen, og lækker weekendmad, som du også kan servere for gæster, i weekenden.
Jeg sørger for, at der hver uge er en dag med fisk på menuen og en kødfri dag, ligesom jeg også udvælger opskrifterne, så de passer med årstidens grøntsager.
Du kan vælge at lave alle opskrifterne til hele den kommende uge fra ugens madplan uge 17 - eller du kan plukke i opskrifterne og selv supplere med andre opskrifter.
Hvis du vil skifte nogle af opskrifterne ud, så er det nemt at søge andre opskrifter frem øverst i søgefeltet på Madensverden.dk. Du kan både søge på en ingrediens eller en ret.
Og du har også mulighed for at finde alle vores madplaner her - eller se nogle af de seneste ugers madplaner her:
Her kommer ugens madplan uge 17:
Mandag: Kyllingefrikadeller med italiensk speltsalat
Ugen starter med en lækker hverdagsret, nemlig frikadeller lavet af hakket kylling serveret med en skøn, italiensk speltsalat lavet med både bagte og soltørrede tomater, pinjekerner og blandet salat.
Tirsdag: Pasta med vegetar kødsovs uden kød
Tirsdag er kødfri dag - og i dag står den på en lækker pastaret, nemlig en kødfri pasta bolognese.
Det lyder måske selvmodsigende at lave en vegetar kødsovs - men det er meget beskrivende for denne ret. Det hakkede oksekød er nemlig skiftet ud med røde linser, men ellers er ingredienserne de samme som i en normal kødsovs. Og det er en ret, der smager virkelig skønt.
Onsdag: Torsk med asparges, rustik mos og lækker sauce
Glæd dig til onsdag, som er ugens fiskedag. For her skal du have en virkelig lækker fiskeret, som også vil falde i god jord, selv om du måske ikke er alt for vild med fisk.
Det er torsk serveret med en rustik mos, grønne asparges og en lækker sauce med sennep og citron.
Du kan også gemme retten til weekenden, for den kan sagtens serveres for gæster.
Torsdag: Hakket oksekød med blomkål i fad
Torsdag er der mad i fad. I dag en lækker ret med hakket oksekød med blomkål i ovn.
Det hakkede oksekød steges til en lækker kødsovs, der bages i ovnen i et fad, hvor blomkålsmosen er lagt på som låg med et lag af tomatskiver imellem. Retten drysses med rasp eller parmesan.
Fredag: Koteletter i ovn med hasselback kartofler
Fredag aften er der koteletter i ovn serveret med hasselback kartofler og en skøn spidskålssalat med tomat.
Koteletterne laves med en lækker paprikaflødesovs - og retten er hurtig at lave.
Lørdag: Glaseret kylling med lun kartoffelsalat
Lørdag aften er der lækker og forårsagtig weekendmad på menuen, nemlig glaseret kylling serveret med en lun kartoffelsalat med en dejlig vinaigrette-dressing.
Søndag: Nem wokret med marineret mørbrad
Ugen afsluttes med en skøn wokret med marineret mørbrad lavet med masser af grøntsager og ris.
Du kan også se her i denne video, hvordan du laver wokretten:
Ugens kage: Raberbercrumble med kokos
Ugens kage er en skøn og nem rabarbercrumble med kokos.
Smuldrekagen laves med kogte rabarberstykker, rabarbersirup og en skøn smuldredej med kokos, der giver dejlig sprødhed til kagen.
Du kan både servere den som en eftermiddagskage til kaffen eller som dessert, og det er lækkert med en klat flødeskum eller creme fraiche til.
Velbekomme og god uge 17.
Anette Hansen
Dejligt så kan man planlægge ugens indkøb. Jeg mangler meget inspiration til mad i ugens løb, det blir altid det samme. Tak for hjælpen.