Klassisk opskrift på karbonader og krebinetter. Og om hvad forskellen er. Inklusiv forslag til tilbehør på bla. stuvede ærter og gulerødder.
Her kan du se, hvordan du nemt tilbereder klassiske karbonader eller krebinetter uden de vilde dikkedarer.
Hakket svine- og kalvekød, der formes og paneres i æg og rasp. Jeg plejer at lave dem ca. to centimeter høje.
Stegetiden er cirka 6-7 minutter på hver side, og ikke længere. Så risikerer du nemlig at karbonaderne eller krebinetterne bliver tørre.
Længere nede kan du se hvordan du nemt laver karbonader i ovn.
Og nu sidder du måske og tænker, hvad forskellen på karbonader og krebinetter egentlig er? Og den er er der altid mange gode bud på.
Du kan læse mere om det længere nede, men for mig handler det om hakket svine- og kalvekød, der paneres og steges. Det smager godt.
Opskriften er til fire personer, og jeg har også lavet en lille video med fremgangsmåden.
Opskrift på karbonader og krebinetter
Ingredienser
Karbonader og krebinetter
- 500 gram hakket kalv og svin eller rent kalve- eller svinekød
Panering
- 2 æg
- rasp
Stuvede ærter og gulerødder
- 2 spiseskefulde smør
- 1 spiseskefuld hvedemel med lidt top
- 2 deciliter grøntsagsbouillon
- 2 deciliter mælk
- Lidt muskatnød revet
- 1 citron lidt friskpresset saft
- 1 teskefuld sukker
- 4 store gulerødder skåret i små tern
- 300 gram ærter evt. frosne
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Tag det hakkede kalve- og svinekød ud af pakken, og del den i fire lige store stykker med en kniv.
- Tryk let det hakkede kød sammen, og form til fire karbonader eller krebinetter.
- Pisk æggene sammen i en dyb tallerken, og hæld rasp i en anden dyb tallerken. Hvorefter karbonader og krebinetter paneres ved først at vende dem i æg og derefter i rasp. Læg til side.
- Smelt en stor klat smør på en pande ved jævn varm og kom også lidt olie på. Steg nu karbonaderne i 6-7 minutter på hver side, men pas på de ikke bliver for mørke. Hold de færdigstegte karbonader varme mens du laver tilbehør. Krydr dem med salt og friskkværnet peber.
- Stuvede ærter og gulerødder: Gulerødder skæres i mindre tern og koges tre minutter i letsaltet vand. Hæld de frosne ærter i, og tag gryden af når vandet koger igen. Hæld gulerødder og ærter i et dørslag.
- Kog to deciliter vand op sammen med en hel bouillonterning, gerne grøntsagsbouillon. Hæld mælken i og tag af blusset.
- Smelt et par spiseskefulde smør i en kasserolle, og pisk mel i. Pisk gradvist bouillon og mælk i, og derefter lidt reven muskatnød. Smag til med citronsaft, sukker, salt og peber, og lad sovsen simre i fem minutter.
- Vend gulerødder og ærter i og varm igennem.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Næringsindhold og energifordeling
Hvis vi kigger på næringsindhold og energifordeling i gammeldags karbonader eller krebinetter med stuvede ærter og gulerødder, så indeholder 100 gram af retten følgende:
Karbonader | Indhold |
---|---|
Kalorier | 100 |
Fedt | 3 gram |
Kulhydrater | 11 gram |
Protein | 5 gram |
Noter
Server de lækre karbonader eller krebinetter med stuvede ærter og gulerødder og eventuelt kogte kartofler.
Vær lige opmærksom på, at du så skal starte med at lave kartoflerne, så maden er færdig på samme tid.
Her finder du mange flere opskrifter på lækker aftensmad.
Forskel på karbonader og krebinetter?
Ved du iøvrigt hvad forskellen på karbonader og krebinetter er?
Det kan også være svært at finde rundt i, for der er mange forskellige forklaringer. Afhængig af hvem man spørger. Og hvor man bor.
Men jeg har blandt andet hørt nogle af disse forklaringer på forskellen:
En karbonade laves normalt af svinekød, mens krebinetten er lavet af en blanding af hakket svine- og kalvekød.
Desuden er karbonader formet af farsen alene - uden æg og væske. Mens en god krebinet gerne røres med æg, lidt fløde og rasp. Eller brød.
Begge paneres i rasp, så her er de lighed. Men jeg ved også, at det er ikke alle enige i.
Og når det så er sagt og skrevet, så er der regionale forskelle og traditioner, hvor tingene og begreberne rodes lidt sammen.
Skriv gerne i kommentarfeltet under opskriften hvad du mener forskellen er på karbonader og krebinetter.
Karbonader i ovn
Her får du den bedste opskrift på sprøde og saftige karbonader i ovn. De brunes først på panden, og derefter steges karbonaderne i ovnen.
Karbonader i ovnen er virkelig skøn hverdagsmad, som samtidig er meget nemme at lave.
Karbonaderne er jo populær aftensmad, og med denne opskrift er de endnu nemmere at lave.
Til fire personer skal du bruge
500-600 gram hakket svinekød med max. 10 procent fedt
2 æg
2 deciliter rasp
salt og friskkværnet peber
smør og rapsolie til stegning
Sådan laver du dem
- Del det hakkede svinekød i fire lige store dele, og klem kødet sammen i håndfladerne. Læg det på et skærebræt, og form nu fire dejlige karbonader.
- Pisk æggene sammen i en dyb tallerken, og hæld raspen i en anden.
- Vend så først karbonaderne i de sammenpiskede æg, og derefter i raspen. Læg dem på en tallerken.
- Smelt en god klat smør og lidt rapsolie i en pande, og brun karbonaderne et par minutter på hver side.
- Læg dem i et ildfast fad, og hæld fedtstoffet fra panden over karbonaderne. Krydr dem også med salt og friskkværnet peber. Bemærk, at jeg på fotoet har lavet en lidt større portion, men at opskriften kun giver fire karbonader.
- Stil dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, og her skal de nu have præcis 20 minutter.
De ovnstegte karbonader serveres ligeledes med stuvede ærter og gulerødder, som anvist i opskriften længere oppe.
Se også disse opskrifter:
Finn Jensen
Jeg har for mange år siden hørt at forskellen på karbonader og krebinetter er at det er h.h.v. en fransk og italiensk udtalelse af samme produkt uanset hvad der blandes i.
Hilsen Finn Jensen
Dorthe Carlsen
Min kæreste kan ikke så godt li krebinetter - før end i går. Han er vild med din opskrift.
Jeg fik osse at vide, at det var mit livs bedste hvide sauce.
Det kan du ikke være bekendt overfor mig, der har fodret ham med dårlig krebinetter/ hvid sauce i 18 år 😉
5 stjerner herfra 🙂