Opskrift på en perfekt flæskesteg i ovn, og her får du de vigtige tips, når det gælder indsatsen for en rigtig sprød svær på din flæskesteg.
Det er nemt at lave en perfekt flæskesteg i ovn, og med disse simple tricks bliver sværen altid sprød. Her får du også min video med fremgangsmåde.
Og under opskriften kan du se alle mine gode råd til stegning af tilberedning af stegen, så kødet bliver mørt og sværen er sprød.
Inden du går i gang
- Køb en mager flæskesteg hos din slagter eller supermarked. Der skal selvfølgelig svær og et lille fedtlag, men undgå for meget fedt.
- Du skal beregne ca. 200 gram kød pr. person.
- Tjek at sværen er skæret igennem, da det ellers er svært at få helt sprøde flæskesvær.
- Tag flæskestegen ud af emballagen aftenen før, og læg den i et lille fad. Stil den på køl natten over uden at dække den til, for på den måde udtørrer du sværen mere, og du får mere sprøde svær. Den metode bruger jeg altid, og den virker.
- Find også et stegetermometer frem. Så er du sikker på at stegen ikke bliver tør.
Opskriften er til seks personer, og eventuelle rester er fremragende dagen derpå på et stykke rugbrød - eller i en lækker flæskestegssandwich.
Se også mine opskrifter på:
Ribbensteg - opskrift med sprøde svær, tid og temperatur
Flæskesteg i Airfryer - opskrift der giver sprøde svær
Opskrift på flæskesteg i ovn
Få tilsendt opskriften på mail
Ingredienser
- 1,5 kilo svinekam - flæskesteg uden ben
- salt - jeg foretrækker flagesalt
Til sky
- 1 løg - grofthakket
- 1 gulerod - i tern
- 1 persillerod - i tern
- 5 deciliter vand
- 1 bouillonterning
- 1-2 teskefulde timian - tørret
Sådan gør du
- Find 1,5 kilo svinekam frem. Tjek først og fremmest, at slagteren har skåret sværen helt igennem, så den er ridset ned til kødet. Men ikke ned i kødet. Hvis ikke den er det, må du selv lige gøre det med en skarp kniv.
- Fugt så fingrene med lidt vand, og drys salt ned mellem ALLE sværene. De fugtige hænder gør, at saltet bindes godt til sværen.
- Giv også flæskestegen rigeligt salt og timian på undersiden og siderne, og læg den på en rist, som du sætter i en bradepande. Husk, at flæskesværene skal ligge helt plan, og det kan være nødvendigt at lægge et stykke rodfrugt eller lignende under, så den kommer til det.
- Hæld 5 deciliter vand og 1 bouillonterning ved, og kom også 1 løg (hakket) 1 gulerod (i små tern) og 1 persillerod (i små tern) i fadet. Gulerødder er gode, men pastinakker og knoldselleri giver også en god smag. Læg også gerne 1-2 teskefulde timian ved.
- Stil fadet ind midt i en forvarmet ovn ved 225 °C varmluft, og steg den i 1 time og 15 minutter. Tjek evt. undervejs om der skal tilføjes mere væske.
- Efter 45 minutter tages stegen ud af ovnen, og skyen sigtes over i en skål. Der skal gerne være cirka fem deciliter. Kassér rodfrugterne.
- Stik et stegetermometer ind i midten af flæskestegen, og lad den nu stege videre i cirka 30 minutter. Måske lidt mindre. Men den er færdig når kernetemperaturen når 65 grader. Og det er kernetemperaturen, der styrer hvornår din flæskesteg i ovn er færdig - ikke tiden!
- Flæskesværene bør være sprøde nu, og ellers kan du give dem lidt under grillen i ovnen - men hold øje med dem, da de lige pludselig kan blive sorte!
Kan det fryses?
Næringsindhold
Video
Tips og tricks
Det hele starter med indkøbet af din svinekam/flæskesteg. Sørg for at købe en god kvalitet, der har en passende fedtmarmorering.
Du skal også hælde skyen fra stegen efter cirka 45 minutter, så bliver sværen nemmere sprød. Forklaringen er selvfølgelig, at der ikke er så meget damp og dermed fugt i ovnen.
Du kan i øvrigt med fordel salte flæskestegen nogle timer før den skal i ovnen. Den bliver den kun bedre af.
Netop saltet er en anden hemmelighed (og nødvendighed) for, at du kan opnå de knasende sprøde og fyldige flæskesvær. Så spar ikke på saltet og få salt ned mellem alle svær!
Desuden har jeg testet mange måder at stege flæskestegen på, og jeg er nået frem til, at denne metode er bedst, hvor stegen simpelthen steges ved 225 grader varmluft hele vejen igennem.
Husk også at anvende et stegetermometer, så din flæskesteg ikke bliver tør.
Tag din flæskesteg i ovn ud, og lad den gerne hvile i mindst 15 minutter inden udskæring. Du må ikke dække stegen til.
Imens kan du lave en fremragende flæskestegssovs af skyen. Se opskriften i linket.
Husk i øvrigt også, at rester af flæskestegen er perfekt til et stykke smørrebrød med flæskesteg.
Hvor meget kød skal jeg beregne pr. person?
Mængden af kød afhænger selvfølgelig af barn/voksen, sult, tilbehør og andre faktorer, men som udgangspunkt plejer jeg at sige 200 gram pr. person i gennemsnit.
Så en flæskesteg på 1,2 kilo passer til seks personer. Lav dog gerne rigeligt med steg, for det smager fantastisk godt på et stykke rugbrød i madpakken dagene efter.
Stegetid på flæskesteg
Her tager vi udgangspunkt i en helt almindelig flæskesteg på cirka 1,4 kilo. Det er en ret almindelig størrelse, som altså passer med kød til 6-7 personer.
Stegetiden er en time og 15 minutter ved 225 grader varmluft, hvor stegen placeres i et fad, som stilles midt i ovnen.
Den præcise stegetid på flæskesteg kan dog variere, alt afhængig af hvor tyk flæskestegen er.
Placer i øvrigt gerne nogle laurbærblade mellem sværene.
Kan man gourmetsalte en flæskesteg?
Det kan du sagtens. Og det kødet kun mere mørt af. Aftenen før saltes flæskestegen grundigt med et par teskefulde fint salt.
Tilberedes ellers som ovenstående.
Du kan i øvrigt læse mere om gourmetsaltning her.
Kernetemperatur på flæskesteg?
Jeg foretrækker at hive flæskestegen ud af ovnen eller grillen ved en kernetemperatur på 65 grader. Så er kødet hverken råt eller tørt, men har den helt rigtige rosa farve.
Netop bed at bruge et stegetermometer er du ikke så afhængig af at kende den præcise stegetid på flæskesteg, og du får altid en steg, der ikke er tør.
Derfor skal det understreges, at kernetemperaturen er vigtigere end tiden! Stegetiden kan variere en del, da kødet kan være af forskellig karakter.
Og her er din gode ven altså et stegetermometer.
Du kan i øvrigt lave din flæskesteg sous vide.
Hvordan laver man en langtidsstegt flæskesteg?
Det synes jeg er god metode til tilberedning af flæskesteg, så gør endelig det hvis du har tiden til det.
En langtidsstegt flæskesteg skal have ca. 4 timer ved 90 grader almindelig luft i ovnen, og den bliver mør som smør. Bedre flæskesteg fås ikke.
Til sidst skrues varmen op til 225 grader varmluft, så sværene bliver helt sprøde. Så stegetid på flæskesteg a la slowfood er altså 4 timer sådan cirka.
Husk undervejs at øse sky op over sværene! Gerne hver halve time.
Hvordan laver jeg sprødt svær?
Det er faktisk ikke så svært (!). Der er dog et par ting du skal være opmærksomme på, og som er vigtige.
Dels skal sværene være skåret igennem ned til kødet, men aldrig NED I KØDET! Så tjek at den travle slagter har gjort det. Og skær ellers efter.
Og så skal du komme salt ned mellem hver eneste svær.
Det er også vigtigt, at flæskestegen står så plan og lige som muligt under stegningen i ovnen eller grillen. Så klods den eventuelt op med kartofler eller andre grøntsager, så sværen bliver helt lige.
Lidt før flæskestegen når kernetemperaturen på de 65 grader, kan du med fordel tænde grillen, og så give stegen noget grill indtil sværene popper op.
Du kan også øge varmen til sidst, og her er det min erfaring, at varmen skal op på mindst 225 grader før sværen for alvor begynder at boble op. Men hold øje med den, og slip den ikke af syne, for lige pludselig er sværen sort!
Hvis flæskesværen er særlig genstridig og bare ikke ikke arte sig ordentligt, kan du skære dem fra stegen, og give dem tur under grillen indtil de bliver sprøde. Derefter placerer de på stegen igen.
Skal en flæskesteg hvile inden udskæring?
Se, det er et godt sprøgsmål. Jeg plejer at lade stegen hvile 15 minutter inden jeg skærer den ud, men hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg altså også skåret flæskestegen ud lige efter den er kommet ud af ovnen, og der var ikke den store forskel.
Så jeg synes faktisk det er ligegyldigt om flæskestegen hviler eller ej, men du skal under ingen omstændigheder dække stegen til mens den hviler, for så risikerer du at sværene bliver bløde.
Skiver af stegen er jo også guddommelig i en klassisk flæskestegssandwich.
Hvordan laver jeg en god flæskestegssovs?
Det er ret nemt at lave en lækker flæskestegssovs. Flæskestegen steges på en rist i en bradepande, og du kommer 5 deciliter bouillon eller fond i bunden af fadet. Fyld lidt mere i undervejs, da skyen fordamper lidt.
Smelt et par spiseskefulde smør i en kasserolle, og pisk så en stor spiseskefuld hvedemel med top i. Derefter piskes skyen fra flæskestegen i, og dernæst mælk eller fløde indtil du har den rette konsistens.
Kom også lidt ribsgele og gastrik eller eddike i sovsen, og smag den til med salt og peber.
En spiseskefuld engelsk sauce er også guddommelig i en flæskestegssovs.
Steen
Så nemt, så logisk og SÅ sprød. Tak