Soja

Sojasauce stammer oprindeligt fra Kina, men står i dag i køkkener kloden rundt. Se her hvad soja er, hvad den laves af og hvordan den bruges.
De fleste har vist en flaske sojasauce stående i køkkenet, men du har måske aldrig tænkt hvad soja egentlig er.
Her kigger vi lidt nærmere på den skønne sojasauce, der kan bruges til mange ting, og som virkelig kan forstærke smagen i din mad.
Det skal understreges, at sojasauce i dag fremstilles på utrolig mange måder, og der er blandt andet den ægte, hvor sojabønner får lov til at fermentere og danne smag, men der produceres også meget soja på kunstig vis.
Hvad er sojasauce?
Det var kineserne, der opfandt sojasaucen for mange år siden.
Det er egentlig en kryddersovs, og man ved, at allerede for 2.500 år siden blev der fremstillet sojasauce i Kina.
Den spredte sig senere til Japan og andre dele af Asien, og op gennem 1600-tallet kom sojasovsen til Europa via især hollandske handelsfolk.
Hvorfor hedder det soja?
Hvis vi kigger på ordet soja, så stammer det ikke overraskende også fra Kina.
Det kommer faktisk af det kinesiske ord xiyou, hvor xi betyder saltet mad, og you betyder olie.
Og det rammer jo ret præcist hvad sojasauce er.
En mere uofficiel stavemåde er i øvrigt soya, altså med y i stedet for j, men den officielle er altså den med j.
Ingredienser
Sojasauce produceres normalt af blot fire ingredienser. Det er selvfølgelig sojabønner, men også hvede salt og vand.
Der findes mange måder at fremstille sojasaucen på, men ofte er det ved at sojabønnerne først lægges i blød i vand. Der skal de ligge et stykke tid, hvorefter de dampes ved en høj varme.
Ristede hvedekerner tilsættes for at give mere smag, og de fremmer også gæringsprocessen.
Der tilsættes også vand og salt, og saltet fungerer som konserveringsmiddel. Der kan også tilsættes blandt andet mælkesyrebakterier.
En ægte sojasauce tager tid at lave. Typisk mindst et år, men nogle lagres endnu længere.
Modsat produceres der også uægte sojasovse, der laves på meget kort tid, men som heller smager når så godt. De laves blandt andet med karamel og syre, og det er en helt anden historie.
Anvendelse
Sojasauce anvendes selvfølgelig primært i det asiatiske køkken, hvor sojaen indgår i et utal af opskrifter og retter.
Og det er alt fra wokretter til forårsruller og meget andet. Og du kan såmænd også bruge den i en hjemmelavet teriyaki.
Generelt anvendes sojasauce i stedet for salt, og da sojaen indeholder den såkaldte umami, får du masser af smag i din mad.
Faktisk kan du skære ned på dit forbrug af salt, og erstatte det med sojasauce.
Prøv eksempelvis at komme soja i en brun sovs, eller prøv min opskrift på lynstegt kylling med sojadressing.
Og så er sojasovs selvfølgelig en fast bestanddel til forårsruller.
Næringsindhold
Indhold pr. 100 gram sojasauce
Kalorier: 100
Fedt: 0 gram
Kulhydrater: 9 gram
Protein: 10 gram
Salt: 18 gram