Få min opskrift på sojamarineret laks med sesamfrø. Den laves med en hel side laks, der marineres med soja og bages i ovnen i ca. 18 min.
Sojamarineret laks er en af mine favoritter, når vi taler om tilberedning af laks.
Sojaen giver den fede laks det perfekte modspil, og så er det en ret nem opskrift.
Sojamarinaden laver du ved at koge sojasauce op sammen med blandt andet brun farin, hvorefter marinaden fordeles over laksen.
Du kan lade laksen stå og trække med sojamarinaden i en halv time, men dette er ikke nødvendigt for at få et godt resultat.
Nederst kan du se et par forslag til tilbehør sojamarineret laks.
Opskriften er beregnet til fire person som en hovedret.
Her kan du iøvrigt læse hvad sojasauce er.
Opskrift på sojamarineret laks
Sojamarineret laks med sesam på 25 minutter
Ingredienser
- 1 side laks
- salt
- 1 deciliter soja
- 2 spiseskefulde brun farin
- 1 teskefuld hvidløgspulver
- 2 spiseskefulde sesamfrø
- 1 citron - lidt citronsaft
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 200 grader over- og undervarme.
- Tjek at laksen er fri for ben, og fjern ellers disse med en pincet. Det er meget nemt.
- Læg laksen på bagepapir i et ildfast fad eller en bradepande - bagepapiret sparer dig for en masse rengøring!
- Salt laksen grundigt.
- Kog soja op i en lille gryde sammen med brun farin.
- Når det koger kommes hvidløgspulver i sammen med sesamfrø og et par spiseskefulde citronsaft.
- Rør indtil sukkeret er helt opløst, og tag gryden af.
- Fordel nu sojamarinaden jævnt ovenpå laksen.
- Stil den ind i ovnen, hvor en sojamarineret laks skal have cirka 18 minutter. Man skal aldrig tilberede laks for længe.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tips
Sojamarineret laks anrettes med det samme.
Du kan eventuelt servere den sammen med kikærter og spinat.
En dåse kikærter kommes i en sigte og skylles under den kolde hane. Dryppes af.
Kom en sjat olie på en varm pande og rist kikærterne hurtigt. Tilsæt 200 gram frisk og skyllet spinat, og lad spinaten falde sammen. Krydr med salt og peber og servér til laksen.
Eller server med de lækreste kartoffelbåde og denne skønne og nemme sovs til laks.
Se også mine opskrifter på:
Helle
Du skriver, at man skal salte laksen grundigt, og derefter hælde soyamarinaden over. Jeg har lavet retten flere gange, men undlader at salte, da soyaen i sig selv er salt. Synes det fungerer rigtig fint.
Vh Helle
janolsen687@gmail.com
Hvordan får man denne opskrift over på huskelisten?
Holger Rørby Madsen
Hej Jan
Opskriften var ikke opdateret i det nye system, men det er den nu. Så nu kan du gemme den 🙂
Sig til hvis der er andre opskrifter, hvor du mangler muligheden for at gemme.
De bedste hilsner
Holger
Malene
Hej
Har kigget på dine opskrifter på helsidet laks, kan de laves ved middagstid og så blive serveret kolde med lækkert brød til om aftenen?
Vh. Malene
Holger Rørby Madsen
Hej Malene
Ja da - det kan du sagtens. Jeg synes laksen er god når den er kold 🙂
God fornøjelse
Bedste hilsner
Holger