Mørbrad i fad med bacon, champignon, peberfrugt og cocktailpølser i en fyldig peberflødesovs. En nem ovnret, der passer godt til både hverdag og gæster.
Ingredienserne brunes først på panden og samles derefter i et ildfast fad. Her skal retten blot have 15-20 minutter i ovnen, mens du gør tilbehøret klar.
Mørbrad i fad
Ingredienser
- 1 svinemørbrad ( skåret i tynde bøffer på cirka 1 centimeter)
- 250 g champignon (i skiver)
- 200 g bacon (i tern)
- 1 stort løg (hakkes groft)
- 1 rød peberfrugt (i korte strimler)
- 200 g cocktailpølser ( eller brunchpølser)
- 1 dåse hakkede tomater (400 gram)
- 2 spsk. balsamico
- 2 dl kalvefond (af vand og koncentrat)
- 2 dl piskefløde (eller madlavningsfløde)
- 1 tsk majsstivelse ( til jævning)
- 2 tsk paprika
Fremgangsmåde
- Start med at pudse 1 svinemørbrad af for sølvsene og andet fedt. Skær den i skiver eller bøffer på en centimers tykkelse.
- Rengør 250 g champignon og skær dem i skiver. Skær 200 g bacon ud i tern, og 1 stort løg hakker du groft. Skær toppen af 1 rød peberfrugt og fjern kernehuset, inden du deler den i grove tern eller tynde strimler.
- Find et ildfast fad frem, og tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Smelt en god klat smør på panden, og ved en god varme bruner du nu mørbradbøfferne på begge sider, så de får en solid stegeskorpe - det giver smag i retten! Hæld dem op i det ildfaste fad.
- Svits så bacontern til de er flotte og gyldne, og tilsæt 200 g cocktailpølser, som også varmes godt igennem. Hæld det op i fadet.
- Hæld 1 dåse hakkede tomater i det ildfaste fad.
- Brun champignon grundigt, de skal svitses godt af - det giver også en fantastisk smag til mørbradfadet. Kom også dem op i det ildfaste fad.
- Kom endnu en klat smør på panden, og svits løg og peberfrugt, Ryst panden rundt, og efter et par minutter kommer du 2 spsk. balsamico i. Lad det svitse et minut mere, og tilsæt 2 dl kalvefond og 2 dl piskefløde.
- Lad det koge op, og jævn med 1 tsk majsstivelse, der er udrørt i lidt koldt vand. Krydr også med generøse mængder friskkværnet peber, men IKKE salt. Baconstykkerne er meget saltede, og det er som regel salt nok til retten! Kom også 2 tsk paprika ved.
- Hæld peberflødesovsen op i fadet, og giv den et par ekstra vrid med peberkværnen. Vend det rundt med en spiseske, så du får fordelt smagen godt i fadet.
- Sæt så mørbradfadet på næstnederste rille i ovnen, og lad den stege i 20 minutter ved 200 grader varmluft. Vend gerne indholdet rundt efter 15 minutter.
- Server retten med en god kartoffelmos eller kogte ris.
Næringsindhold
Video
Sådan undgår du tør mørbrad
Svinemørbrad er magert kød og skal derfor ikke gennemsteges på panden. Bøfferne skal kun brunes hurtigt, inden de lægges i fadet.
Begynd at kontrollere retten efter 15 minutter i ovnen. Tynde mørbradbøffer bliver hurtigere færdige end tykke skiver, og kødet tilberedes videre i den varme sauce.
Peberflødesovs med tomat
Saucen får smag fra bacon, champignon, balsamico, kalvefond, paprika og friskkværnet peber. De hakkede tomater giver syre, mens fløden samler smagen.
Brun champignonerne grundigt, inden de kommes i fadet. Hvis de blot varmes kort, afgiver de væske og kan gøre saucen tynd.
Smag altid til med salt til sidst. Bacon, cocktailpølser og fond kan tilsammen tilføre rigeligt salt.
Kan retten laves dagen før?
Du kan brune mørbrad, bacon og grøntsager og lave saucen dagen før. Opbevar delene tildækket i køleskabet, og saml fadet før tilberedning.
Du kan også samle hele retten på forhånd. Kommer fadet direkte fra køleskabet, skal det muligvis have lidt længere i ovnen. Pas dog på, at kødet ikke får for meget.
Tilbehør til mørbradfadet
Den fyldige sauce passer godt til klassisk kartoffelmos, som opsuger saucen. Du kan også servere retten med løse ris og følge guiden til kogetid og mængde på ris.
En enkel grøn salat eller dampede grøntsager giver et frisk modspil til bacon og fløde.
Andre opskrifter med svinemørbrad
Vil du hellere tilberede hele retten i en gryde, kan du prøve en klassisk mørbradgryde med bacon og paprika.
Du kan også lave baconmørbrad med flødegrøntsager i fad, hvor mørbraden tilberedes hel og pakkes ind i bacon.
Opbevaring og frysning
Rester kan opbevares tildækket i køleskabet i op til to dage. Varm retten forsigtigt op i ovnen eller en gryde, så kødet ikke bliver tørt.
Retten kan fryses, men en sauce med fløde kan ændre konsistens en smule efter optøning. Rør saucen sammen under langsom genopvarmning, og tilsæt eventuelt lidt fløde eller fond.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor bliver svinemørbraden tør?
Kødet er sandsynligvis brunet eller bagt for længe. Brun det kun kort på panden, og kontrollér fadet efter 15 minutter i ovnen.
Kan mørbrad i fad laves uden cocktailpølser?
Ja. Cocktailpølserne kan udelades eller erstattes med ekstra champignon og peberfrugt.
Kan madlavningsfløde bruges?
Ja, men saucen bliver lidt mindre fyldig. Jævn den efter behov med majsstivelse.
Kan retten fryses?
Ja. Frys den i en tæt beholder, og tø den langsomt op i køleskabet inden genopvarmning.
Hvad serverer man til?
Kartoffelmos, ris og en enkel grøn salat passer alle godt til retten.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content] 



Henning Olsen skriver
god ret
Peter skriver
hej
hvor mange grader i ovn, når ovnen ikke har varmluft men helt almindelige (?) ovn?
vh
hanne Alnor skriver
Super fin ret og nem at lave i forvejen.
Kan bestemt anbefales
Grete bergendorff skriver
Hvor køber man kslvefond ? Glæder mig til at prøve retten 🤗
Med smilende hilsen Grete
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Grete
Tak for det - og du kan roligt glæde dig.
Du kan købe det i de fleste supermarkeder, hvor det ofte findes i flydende form.
Og ellers kan du bruge en oksebouillonterning.
Alt det bedste
Holger
Marianne skriver
Mums😛tak for opskriften
Stina skriver
Kan man ikke få indkøbslisten på sms
Anne skriver
Tak for opskriften👌🏻 - den fortjener en ekstra stjerne 🌟
Orla Marcussen skriver
Jeg mangle den funktion hvor der kan vælges hvor mange personer jeg vil lave mad til.
Før var det sådan, at den kunne gemmens til senere brug
Ved venlig hilsen
Orla Marcussen
Hanne Tvede skriver
Hej.
Her i vores seniorbofællesskab skal vi lave mørbradgryde m/bacon/cocktailpøler til 32 personer. Jeg er usikker på om jeg blot kan gange alle de anførte mål ( til 4 personer) med 8 - også krydderier ?
Har I en salat, som er egnet til retten, hvor der i forvejen er en herlig sovs ?
Tak for dejlige opskrifter.
Mvh Hanne
Holger Rørby Madsen skriver
Hanne
Tak for de pæne ord, og det bør du kunne gøre uden problemer. Brug bare knappen under mængde til at justere antallet.
Alt det bedste
Holger
Jonna Olsen skriver
Hejsa.
Kan man lave den et par timer før den skal i ovnen?
Mvh. Jonna
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Jonna
Det kan du tro - det kan du sagtens 🙂
Alt det bedste
Holger
Astrid skriver
Kan man lave den den dagen før og så varme den i ovnen?
Rikke Frantsen skriver
Den bedste mørbrad jeg nogensinde har smagt!!!
Laila Bak á Lava skriver
Dejlig ret, hakkede en halv spidskål og forårsløg og puttede det i, det var også lækkert.
Anita skriver
Jeg har lige lavet den her til aften. Jeg lod den dog simre i gryde istedet for at sætte den i ovnen. Men **** det smagte godt. Du har helt ret i, at den flødesovs virkelig smager af noget. Jeg er derfor også ret sikker på, at der var mere end 300 kalorier i min portion, for jeg har sq da spist alt for meget.
Jeg undrede mig dog over, at bøfferne ikke skulle krydres inden stegning. Jeg fulgte opskriften og lod være, men jeg syntes, de lige manglede det der umpf, selvom de havde simret pænt længe. Men altså stadig en hamrende lækker ret.
Holger Rørby Madsen skriver
Tusind tak, Anita - det lyder godt. Og det er også en af mine favoritter 🙂
Jo, man kan sagtens krydre kødet inden stegning.
Og ellers velbekomme.
Alt det bedste
Holger
Annette Bertelsen skriver
Hej
Jeg har lavet denne ret før med stor succes og skal nu lave den igen. Jeg synes billedet er ændret, er der også ændret i opskriften?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Annette
Nej, det er stadig samme opskrift - opskriften trængte bare til et bedre billede 🙂
Alt det bedste
Holger
Inge Nørrelykke skriver
Så mange dejlige opskriver jeg får af dig bruger næsten nye hver dag ,,,og alt smager så godt ♥️♥️♥️ Og skønne kager tak for det 🤶🏼
Holger Rørby Madsen skriver
Kære Inge
Det er jeg super glad for at høre - mange tak.
Med ønsket om en dejlig jul
Holger