Laurbær bruges blandt andet til gryderetter, hvor de giver god smag. Men de kan mere end det. Her kan du læse om de aromatiske blade.
Vi kender laurbær bedst mellem sværene på en flæskesteg eller i en gryderet, men de aromatiske blade bruges flittigt verden rundt.
Det er en vigtig ingrediens i mange køkkener blandt andet det indiske og italienske, hvor en ægte bolognese altid indeholder laurbærblade.
Laurbær har nemlig en kraftig, krydret duft og smag, og det passer perfekt i madlavningen.
Bladene vokser på det stedsegrønne træ af samme navn, det botaniske navn er Laurus Nobilis.
Træet stammer oprindeligt fra Middelhavslandene, men det kan godt dyrkes i en store krukke herhjemme. Da de ikke tåler hård frost, skal de overvintre indenfor.
Laurbærbladenes betydning
Vidste du, at udtrykket at ”hvile på laurbærene” betyder, at man slår sig til ro efter en sejr eller succes uden at stræbe efter mere (lige nu).
I romertiden var denne plante et symbol på fred, beskyttelse og visdom, og både romerne og grækerne brugte laurbærkranse for at krone store sejre, bedrifter, og triumfer.
Tænk blot på Julius Cæsar, som altid blev afbilledet med en krans flettet af laurbærblade.
Selv i dag bruger vi udtrykket om en særlig ærestitel, når vi hvert år uddeler De Gyldne Laurbær til en dansk forfatter.
Anvendelse og opskrifter med laurbærblade
Vi kan bruge både friske og tørre blade. De friske har mest smag, men de kan være svære at få fat i.
Du kan komme et laurbærblad ned i kogevandet, når du koger ris, så får risene en dejlig aromatisk smag. Samme trick gælder også for linser og kartofler.
Laurbærbladene bruges i mange forskellige opskrifter. Jeg anvender dem blandt andet i agurkesalat, fordi det er en eminent smagsgiver til syltede grøntsager.
Der skal også blade i en god andesovs og til en grydestegt kylling.
Men prøv også at lave eksotiske retter som linsesuppe fra Mellemøsten eller rejecurry med kokosmælk fra Bangladesh.
Opbevaring
Laurbærbladene bør ikke opbevares som andre krydderier. Altså i køkkenskabet eller på krydderihylden.
I stedet kan du med fordel putte laurbærbladene i en pose og derefter lægge den i fryseren. På den måde bevarer du smagen og kraften i bladene bedre.
Du skal i øvrigt også være opmærksom på, at netop fordi vi ofte opbevarer laurbærbladene forkert, så skal der anvendes flere laurbærblade i retterne, end der er angivet i mange opskrifter.
Opbevarer du dem derimod i fryseren, kan du nøjes med at følge den angivne mængde.
Laurbær og sundhed
Der findes mange tanker og ideer om, hvor sundt det er at anvende laurbærblade, og her tager vi lige nogle af dem.
- Bladene kan styrke fordøjelsessystemet og lindre hård mave, oppustethed og mavepine.
- Laurbær er god mod ømme muskler, og kan være med til at lindre gigtsmerter.
- De kan virke slimløsende og bakteriedræbende.
- Bladene kan styrke din koncentrationsevne, og din reaktionstid.
- De kan fremme din hukommelse, og hjælpe dig med at huske bedre.
- Laurbær kan virke beroligende på sindet og være med til at dæmpe blandt andet angst og stress.
Om det hele er sandt, er der ikke nogen entydige forskningsresultater, som kan fortælle os, men laurbær har lige fra oldtiden været fremhævet som værende godt for os.
Tina Jakobsen
Jeg har en laurbær plante, jeg ikke har plads til indendøre, kan jeg klippe bladene af og i fryseren, eller skal de tørres først?
Mvh Tina Jakobsen
Kim Holm
Hej
Undskyld at jeg sender dig en mail. Jeg vil blot vide om laurbærblade kan reducere ens blodtryk.
Holger Rørby Madsen
Hej Kim
Jo, det siges at laurbærblade er gode mod forhøjet blodtryk, men det er vigtigt at understrege, at man bør opsøge sin læge, hvis blodtrykket er for højt. Og følge de råd lægen giver.
Helbredet skal man ikke tage for let på.
Alt det bedste
Holger