Grydestegt kylling som mormor lavede den. Helt klassisk og stegt i en gryde i en time, hvorefter du fremtryller en vidunderlig sovs af skyen.
Sådan en lækker grydestegt kylling er virkelig mormormad i den bedste mening.
Kyllingen simrer en times tid i en gryde, og skyen laves nemt om til opbagt brun sovs, som du så serverer til nykogte kartofler og ærter.
Drys med lidt persille, og så skal der ikke mere til her. Sådan er det. Og sådan skal det være. Punktum.
Køb en god og økologisk kylling, og jeg synes kyllingen helst skal veje over 1.300 gram. Og kylling i gryde er en ret, som du kan lave for omkring 25 kroner pr. portion. Heller ikke dårligt.
Opskriften på kylling i gryde er beregnet til fire personer. Du kan også se video med opskriften.
Opskrift på grydestegt kylling
Ingredienser
- 1 hel kylling gerne på ca. 1.400 gram
- 1 dusk persille
- 2 spiseskefulde smør til stegning
- 1 løg grofthakket
- 5 deciliter vand gerne kogende
- 1 bouillonterning høns
- 15 peberkorn sorte
Brun sovs til grydestegt kylling
- 2 spiseskefulde smør
- 2 spiseskefulde hvedemel
- 4 deciliter sky
- 1 spiseskefuld gastrik eller eddike
- 2 teskefulde ribsgele
- 1 deciliter piskefløde
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Vask kyllingen både ud- og indvendigt, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Krydr den indvendigt med salt og udvendigt med salt og friskkværnet peber.
- Kom en dusk persille ind i kyllingen.
- Kom smør i en stor stegegryde - jeg bruger to spiseskefulde smør, da smørret giver god smag til en grydestegt kylling.
- Lad det bruse af, og brun så kyllingen grundigt på alle fire sider. Det tager 10 minutter, så sæt tid af til det, men tiden er godt givet ud. Til sidst vendes kyllingen med brystet nedad.
- Tilsæt løg sammen med vand, gerne kogende, sorte peberkorn og en bouillonterning,
- Lad det koge op, og skru så ned på mellemlav varme, læg låg på, og lad nu den grydestegte kylling simre i ca. 55-60 minutter.
- Kyllingen skal blot vendes en enkelt gang undervejs - altså efter en halv times tid. Jeg plejer at starte med at stege kyllingen med brystsiden nedad.
- Efter en times tid kan du måle kernetemperaturen med et stegetermometer i den tykke del mellem lår og bryst - kernetemperaturen skal være 75 grader. Eller prøv forsigtigt at vriste et lår fri, og hvis det går meget nemt, ja så er kyllingen helt sikkert også gennemstegt og mør.
- Tag den grydestegte kylling op og læg den på et skærebræt. her må den gerne hvile i 15 minutter inden udskæring.
- I mellemtiden laver du sovs til grydestegt kylling. Opbag smør sammen med hvedemel, og pisk derefter ca. 4 deciliter sky i. Kom lidt gastrik, ribsgele og fløde i, og smag til med salt og friskkværnet peber. Lad gerne sovsen simre fem minutter.
- Justér også gerne farven på sovsen med lidt sovsekulør, skær den grydestegte kylling ud - og servér med kogte kartofler og ærter, den gode sovs og lidt friskhakket persille. Rigtig dansk. Meget mormor.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
Grydestegt kylling skæres ud i over- og underlår, men brystkødet deles i mindre stykker.
Du kan også servere en hjemmelavet agurkesalat til kyllingen.
Se flere opskrifter med kylling:
Mormor
Der hører jo hjemmelavet agurkesalat til en mormor kylling☀️😅