En kalorielet kartoffel er næppe vejen til en sund vægt. Almindelige kartofler er super sunde, så fokuser hellere på den gode smag og få mættet dine sanser
En power potato – hvad er det? Navnet leder tankerne hen på en kartoffel med en slags superkræfter. I dette tilfælde, er det dog en kartoffel, der indeholder færre kalorier end en almindelig kartoffel.
Danskerne spiser færre kartofler, og en kalorielet kartoffel er en kartoffelproducents forsøg på at få os til at spise flere kartofler.
Men er det virkelig nødvendigt med en kalorielet kartoffel?
Skulle man ikke hellere lede efter sorter med mere smag? Eller sorter, der kan dyrkes med mindst mulig belastning for miljøet?
Læs her, hvad fødevareekspert Charlotte Mithril mener om den kalorielette kartoffel.
Unødvendigt med kalorielet kartoffel
En kalorielet kartoffel indeholder 33 procent færre kalorier og kulhydrater end en almindelig kartoffel. Ifølge leverandøren, Myco, er det uden at give afkald på smag eller indholdet af kostfibre og vitaminer.
Men kartofler er en utrolig sund råvare i sin oprindelige form. De bugner af livsvigtige mineraler, vitaminer og kostfibre, som eksempelvis pasta og ris er fattige på.
Sammenlignet med ris eller pasta indeholder ganske almindelige kartofler betydeligt færre kalorier.
Kalorieindholdet er altså ikke noget, du skal være bekymret for, når det gælder kartofler. Og en kalorielet kartoffel virker unødvendig.
Det er ikke på grund af kartofler, at danskerne bliver mere og mere overvægtige, men snarere på grund af de mange forarbejdede fødevarer med et højt indhold af sukker og fedt.
Skab råvarer med mere smag
Kalorielette varianter af produkter er sjældent løsningen til en sundere vægt.
De mange lightprodukter og kalorielette varianter på markedet, har ikke givet en sundere befolkning med en lettere vægt.
I stedet for at lede efter kalorielette løsninger, ville det give mere mening at se på, hvordan vi kan få mere smag i vores råvarer.
Når vores sanser bliver stimuleret af råvarer med masser af smag, skaber det ikke kun nydelse og madglæde. Det mætter også vores sanser og skaber velvære og mæthedsfølelse. Og måske har du ikke behov for at spise helt så meget, når dine sanser bliver mættede.
Og her har du så dine sparede kalorier – hånd i hånd med nydelse og madglæde.
Kilder: Myco, Fødevarewatch, Nordic Nutrition Recommendations og Fødevarestyrelsen.
Få inspiration til lækre kartoffelretter her
Din vurdering
-
Kalorielet kartoffel
Beklager! Men for en diabetiker er kartofler ikke sunde, da der er alt for mange kulhydrater i. Power kartoflerne er dog lidt bedre, da der er 35% færre kulhydrater i dem. Kulhydrater er IKKE godt for blodsukkeret, og man skal derfor som diabetiker gå efter den føde, der er færrest kulhydrater i.