Kan man lave gode frikadeller på grill? Ja, det kan man sagtens, og her kan du se hvordan du griller frikadellerne helt perfekt i en gasgrill.
Og lad det være sagt med det samme: Frikadeller på grill bliver mindst lige så gode som på panden. Hvis ikke bedre.
Stegeplade
Jeg har her grillet frikadellerne i min Weber Q3200 gasgrill, men metoden til frikadellestegning i grillen er den samme, uanset type og model.
Det vigtige er, at du har en stegeplade til grillen, da det er noget bøvl at lave frikadeller på en grillrist.
Fordelen ved en god støbejernsplade som stegeplade er, at du får en jævn varme på HELE din stegeflade. Jeg har købt mig en Weber støbejernsplade, men der findes masser af andre modeller, der klarer opgaven lige så godt.
Du ved hvordan det er med pandestegning, hvor kødet bliver noget hurtigere stegt på midten end ude i kanten. Sådan er det ikke med en stegeplade i grillen.
Pande
Har du ikke en stegeplade, kan du i stedet anvende en pande, som stilles på grillristen ved direkte varme.
Det giver ikke samme effekt som stegepladen, men løsningen er stadig god.
Pas på du ikke af vane kommer til at tage fat i håndtaget under stegningen, for den er meget varm!!!
Frikadellefars
Nå, vi skal til at stege frikadeller i grillen. Opskriften på den bedste frikadellefars laver du lige først. Den er her i linket.
Lad farsen hvile en halv time i køleskabet, og i mellemtiden tænder du grillen op. Først lægger du stegepladen på, og smører den med ganske lidt rapsolie, for så hænger frikadellerne overhovedet ikke i under grillningen. Faktisk er det forbløffende hvor nemt de slipper.
Skru så varmen ned på lavt blus. Bare rolig, grillen er stadig rigelig varm til frikadellestegning, da støbejernspladen holder godt på varmen og fordeler den jævnt.
Fremgangsmåde
Undlad yderligere fedtstof på støbejernspladen, og form så frikadellerne med en spiseske i hånden. Du bestemmer selvfølgelig selv størrelsen på dellerne, men jeg synes en god spiseskefuld er en fin størrelse.
Læg dem på pladen, og når du har brugt al faren, lukker du låget på, og lader frikadellerne grille i fem minutter.
Vend dem så, og lad dem grille videre i fem minutter på den anden side.
Afhængig af størrelsen er dine grill-deller formentlig færdige nu.
Lad dem hvile i et par minutter inden servering.
Har du andre gode til frikadeller på grill, er du meget velkomme til at skrive dem i kommentarfeltet længere nede.
Se mere indhold:
Hvad synes du om denne opskrift?
-
Frikadeller på grill
God opslrift men som der står skal man ikke bruge for meget olie da det kan brænde. Lidt skal der dog på pladen
Vh Morten
Hej.
Eneste lille minus i opskriften stegning af frikadeller på Q3200 gasgril er: at der står: OBS: Husk, at stegepladen ALTID skal lægge til højre i en Weber Q3200 (og i tilsvarende modeller)! Og når man ser på det ellers udmærkede billede af frikadellerne på grillen, der ligger stegepladen i VENSTRE side, så billedet må være spejlvendt
Hej Gert
Tak for det, og det skyldes simpelthen en tanketorsk. Stegepladen skal nemlig, som korrekt angivet, altid lægges i højre side 🙂
Beklager forvirringen, men jeg håber det er klart nu. Jeg får lige taget et korrekt billede med grillede frikadeller.
De bedste hilsner
Holger
Det hedder at ligge og det hedder farsen og ikke faren. Hver laver stavekontrol på dine opskrifter?