Her er min opskrift på et nemt surdejsbrød i gryde. Dejen skal blot røres sammen, hæves i otte timer, hvorefter du kan bage det lækre grydebrød med surdej.
Surdejsbrød i gryde er et lækkert madbrød, og med denne metode får altid det perfekte resultat.
Arbejdsindsatsen er også minimal, da dejen blot røres sammen med en grydeske, hvorefter dejen passer sig selv på køkkenbordet i otte timer.
Dejen, som jeg altså her har lavet med en surdej med rugmel, kommes derefter i en gryde, og bages samlet 45 minutter i ovnen. Nemmere bliver det ikke at bage grydebrød med surdej.
Jeg har lavet brødet med kærnemælk, hvilket gør det super lækkert, og opskriften dig ét surdejsbrød i gryde.
Opskrift på surdejsbrød i gryde
Ingredienser
- 150 gram vand koldt
- 200 gram kærnemælk
- 5 gram gær
- 10 gram flydende honning
- 350 gram Manitoba hvedemel
- 75 gram surdej her har jeg anvendt rugsurdej
- 10 gram salt
Sådan gør du
- Vej vand og kærnemælk af i en skål, og smuldr gæren i. Rør gæren ud i væsken.
- Rør derefter flydende honning i sammen med hvedemel (helst Manitoba), surdej og salt. Brug en grydeske, det er det nemmeste.
- Rør dejen igennem i ca. 30 sekunder.
- Beklæd skålen med husholdningsfilm og et viskestykke, og lad nu dejen til dit surdejsbrød i gryde hæve i ca. 8 timer. Du kan godt nøjes med kortere tid ved at tilsætte lidt mere gær, men jeg synes brødet er bedst som beskrevet her.
- Forvarm din ovn til 250 grader varmluft, og stil en god stegegryde derind. Lad ovn og gryde blive gennemvarm.
- Tag dejen og fold den sammen fra alle fire sider, hvor dejen forsigtigt trækkes ind over midten.
- Læg dejen i den varme gryde og læg låg på. Vær opmærksom på, at både gryde og grydelåg kan tåle varmen i ovnen!
- Bag nu først dit surdejsbrød i gryde i 30 minutter med låget på, hvorefter låget tages af, og brødet bages færdig i yderligere 15 minutter. Altså nu uden låg. Her skrues varmen også ned til 225 grader.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Tips
Det færdigbagte surdejsbrød i gryde tages op af gryden og køles af på en rist. Pas på, da gryden er meget varm!
Grydebrødet med surdej er som sagt et perfekt madbrød, og du kan sagtens fryse det ned.
Se også opskriften på dette lækre grydebrød: