Se her hvordan du laver den bedste ragu af gris. En lækker og italiensk inspireret opskrift på en kødsovs, der her er vendt med en god bucatini pasta.
Ragu af gris er en italiensk kødsovs, der laves med hakket svinekød.
Her har jeg anvendt økologisk hakket svinekød med en fedtprocent på 10, som jeg synes er den bedste. Så er kødet hverken for fedt eller for magert.
Det er vigtigt at stege kødet af ved en høj varme, så det både får smag og stegeskorpe, så hop ikke for let hen over dette punkt.
Ellers er der tale om en klassisk ragu af gris efter italiensk forbillede, og retten en både lækker, hurtig og nem pastaret.
Apropos pasta har jeg her anvendt en bucatani, der er en lang pasta med hul igennem, altså en forvokset spaghetti. Den passer perfekt til kødsovs.
Andre slags pasta kan selvfølgelig også anvendes. Opskriften er beregnet som hovedret til fire personer. Se også min opskrift på pasta med kødsovs.
Opskrift på ragu af gris
Ragu af gris med bucatini pasta (ragu alla bolognese)
Ingredienser
- 500 gram hakket svinekød - med 10% fedt
- 1 skalotteløg - stort, hakket
- 3 fed hvidløg - hakket
- 100 gram gulerod - revet
- 1 stængel bladselleri - i tynde skiver
- 1 spiseskefuld balsamico
- 300 gram tomater - små
- 2,5 deciliter vand
- 1 deciliter mælk
- 1 bouillonterning
- 1 teskefuld oregano - tørret
- 1 håndfuld basilikum
- salt og friskkværnet peber
- 500 gram pasta - bucatini
Sådan gør du
- Varm en stegegryde godt op, kom en sjat olivenolie i, og smuldr det hakkede svinekød i gryden.
- Steg nu kødet ved en høj varme, så det får en god stegeskorpe. Tag det op og læg til side.
- Skru ned på middel varme.Skalotteløg og hvidløg hakkes fint, gulerødder rives og bladselleri snittes i små tern.
- Kom en god sjat olivenolie i gryden og sauter nu grøntsagerne i et par minutter uden de tager farve.
- De små tomater skæres i kvarte og kommes i sammen med lidt balsamico. Vend det hurtigt rundt.
- Tilsæt så vand, bouillonterning og oregano, skru lidt ned når det koger, læg låget på og lad din ragu med gris simre i 15 minutter mens du koger din bucatini pasta.
- Bucatini pasta koges i spilkogende og saltet vand - se kogetiden på pakken.
- Tag den kogte pasta (den må gerne have lidt bid) over i din ragu, og lad bare lidt af pastavandet følge med.
- Pluk basilikumsbladene og vend dem i raguen, hvorefter der smages til med salt og rigeligt med friskkværnet peber.
Få tilsendt opskriften på mail
Fryseegnet?
Næringsindhold
Tips
Ragu af gris serveres som den er, og gerne med et stykke italiensk grydebrød til. Brødet er super nemt at lave.
Se også hvordan du bager italiensk focaccia brød.
Mere mad med pasta? Se også hvordan du laver pasta med mørbrad og spidskål. Eller den klassiske italienske lasagne med oksekød. Velbekomme.
Natasja
Hvilken slags boullion?? Der findes forskellige slags jo