Peberrod er en genial smagsgiver med sin skarpe, karakteristiske smag. Her får du informationer og fakta om Nordens chili, som roden bliver kaldt.
I 1300-tallet blev peberrod brugt som medidin. Det var dengang, munke dyrkede den i deres klosterhaver, og den knoldede rods høje vitaminindhold mentes at kunne kurere lidt af hvert fra skørbug til mavesmerter.
Senere i historien blev den brugt mod menstruationssmerter, men i dag er peberroden først og fremmest en pragtfuld smagsgiver.
Pepper smagen op
Vi kender den især som tilbehør til pariserbøf. Retten ville ikke være det samme uden peberrodens skarpe smag, der blandede sig med rødbedens syrligt søde og de små kapers’ bitterhed.
Flødeskum med peberrod alias peberrodscreme har også været populært til oksekød, ja, i det hele taget er den spidse smag god til at peppe køds fade umamismag op med. Peberrodens smag er nemlig stærk. Det er ikke uden grund, at den bliver kaldt Nordens chili.
Peberroden er medlem af kornblomstfamilien, det samme er sennepsplanten, men hvor det er frøene fra sennepsplantens blomster, man bruger, er det rødderne, vi spiser fra peberroden. Bladene kan dog sagtens spises i en salat.
Anvendelse
Høvlet peberrod på smørrebrød, over fiskeretten, i kartoffelsalaten eller mayonnaisen. Mulighederne er mange, så det er bare om at bruge sin fantasi. Det eneste peberroden ikke egner sig til, er stærke retter, som har fået deres kraftige smag fra chili eller andre hotte krydderier.
Her vil de to stærke smagsgivere kæmpe om dominansen og taberen er dine smagsløg, som vil blive forvirrede.
Sæson for peberrod
I Danmark er peberroden i sæson fra maj til november, men man kan købe rødderne friske eller i poser og plastikbøtter året rundt.
Opbevaring
Det er bedst at bruge peberroden, så snart du har revet den, for den har tendens til at miste smag med tiden. Derfor er den også mest velegnet som råt drys eller til at komme i en ret som den sidste ingrediens, hvorefter retten ikke må simre bagefter.
Hvis du opbevarer den friske peberrod i en lukket beholder, kan den holde sig et par uger i køleskabet. Allerbedst er det at fryse den ned i stedet, da du sagtens kan rive den direkte fra fryseren.
Næringsindhold
Såvel smag som duft er meget stærk, når det gælder denne rod. Årsagen skal findes i svovlholdige glucosinolater, som er til for at forsvare selve planten mod skadedyr.
Det er netop disse glucosinolater, der også findes i for eksempel kål og brøndkarse, som er interessante i forhold til vores sundhed. De menes at nedsætte risikoen for diabetes 2 og kan forebygge hjerte-karsygdomme.
Udover det, har rødderne et højt indhold af C-vitaminer og mineraler som jern, kalk og kalium.
Energifordeling for 100 gram rå peberrod, der indeholder 105 kalorier:
Proteiner: 7,7 procent.
Kulhydrater: 20,5 gram.
Fedt: 0,7 gram.
Opskrifter med peberrod
Peberrodsdressing - nem og lækker
Del dine ideer og tanker med os andre her: