Den bedste opskrift på en mørbradgryde med kartoffelmos. En af de mest populære retter med blandt andet bacon og svinemørbrad.
Mørbradgryde med kartoffelmos er god hverdagsmad med masser af smag, men det er bestemt også en ret, som man kan være bekendt at servere for gæster.
Og så er mørbradgryden ret hurtig at lave.
Mørbradgryde er en god måde at få ryddet lidt ud i køleskabet på, for udover svinemørbrad, tilsættes også pølser og bacon. Så brug endelig resterne her.
Krydderierne kan tilsættes efter eget ønske, og eksempelvis kan du sagtens droppe spidskommen i en mørbradgryde, hvis ikke du er så glad for dette krydderi.
Mørbradgryden kan sagtens serveres med ris, men jeg synes altså, at kartoffelmos gør sig bedst til retten.
Og for at lave den rigtige og cremede kartoffelmos, skal der en god mængde smør i. I dette tilfælde cirka 150 gram til 800 gram kartofler, så det er altså ikke en skrivefejl i opskriften.
Husk også at smage kartoffelmosen godt til med salt og peber, for en undersaltet mos er der ikke meget fest over.
Opskriften er til fire personer.
Ingredienser til mørbradgryde med kartoffelmos
250 gram cocktailpølser - eller wienerpølser skåret i mindre stykker
150 gram bacon i tern
2 rødløg
1 svinemørbrad
3 teskefulde paprika
Et lille nip stødt spidskommen
1 teskefuld tørret basilikum
100 gram tomatpasta
3,5 deciliter kalvefond (eller bouillon)
2 deciliter fløde
1 teskefuld Maizena udrørt i en smule koldt vand
Salt og friskkværnet peber
Kartoffelmos
800 gram skrællede kartofler
150 gram smør
1 deciliter mælk
Salt og hvid peber
Fremgangsmåde
- Start med kartoffelmosen, hvor de skrællede kartofler skæres i tern, og koges møre i usaltet vand. Det tager cirka 15 minutter.
- Hæld vandet fra og tilsæt smør i skiver. Mos kartoffelmosen med et piskeris, og tilsæt lidt mælk.
- Pisk den jævn, og smag til med salt og peber. Smør fire ildfaste forme, fordel mosen i dem og bag mosen i en 200 grader varm ovn i cirka 20 minutter.
- Cocktailpølser svitses i stegegryde, og lægges til side. Derefter svitses bacon i tern næsten sprøde. Rødløg hakkes fint og kommes ved. Svitser et par minutter. Lægges til side på en tallerken.
- Svinemørbrad skæres i grove tern, og brunes i lidt smør i stegegryden. Brun den grundigt, og kom så løg og bacontern tilbage i gryden.
- Tilsæt også paprika, spidskommen og basilikum sammen med tomatpasta, inden du hælder kalvefond og fløde ved.
- Lad det koge op, skru ned, og lad det simre i 15 minutter.
- Jævn eventuelt med lidt Maizena, der udrøres i lidt koldt vand. Smag mørbradgryden til med salt og friskkværnet peber.
Server mørbradgryde med kartoffelmos - og eventuelt en nem tomatsalat.
Mørbradgryden kan selvfølgelig også serveres med løse ris.
Se også mine opskrifter på:
Kan jeg ikke lave bedstefars skæg med alm æg?
Hej Bodil
Jo da - det kan du sagtens gøre 🙂
God fornøjelse.
Bedste hilsner
Holger