Gravide skal være forsigtige med indtagelse af en række fødevarer, og det drejer sig blandt andet om ingefær, kaffe og fisk. Se listen her.
Gravide kan med fordel læse med her, hvor der er en oversigt over fødevarer, hvor man som gravid skal være opmærksom.
Og det drejer sig eksempelvis om kaffe og ingefær, oplyser Fødevarestyrelsen.
Gravide og ingefær
Ingefærshots er populære, men de er ikke gode for dig, hvis du er gravid eller prøver at blive det. Generelt er det ikke problematisk for gravide at spise mad med ingefær, fordi mængden vil være lavere end hvis man indtager shots og kosttilskud.
Det er DTU Fødevareinstituttet, der har risikovurderet indtaget af ingefær med et enkelt shot. Konklusionen er, at det ikke kan udelukkes at være forbundet med risiko for fostre, når gravide indtager ingefærshot med store mængder ingefær. Indholdet i et enkelt shot kan variere meget (1,7-23 g ingefær), og som gravid er det derfor bedst helt at undlade at drikke ingefærshots.
Og baseret på resultater fra rotteforsøg kan det ikke udelukkes, at store mængder ingefær kan øge risikoen for abort. Forsøgene viser dog ikke, hvilke indholdsstoffer i ingefær, der kan påvirke graviditeten.
Fødevarestyrelsen fraråder derfor, at gravide tager ingefærshots eller kosttilskud med ingefær gennem deres graviditet. Hvis du prøver at blive gravid, bør du også undgå disse produkter. Har du som gravid allerede taget ingefærshots eller kosttilskud med ingefær, anbefaler vi, at du stopper indtaget, indtil din graviditet er ovre.
En morgenkvalme kan i stedet afhjælpes ved at spise flere, men mindre måltider, oplyser Fødevarestyrelsen.
Kaffe
Kaffe har, som de fleste nok ved, et højt indhold af koffein og bør derfor ikke indtages i større mængder under en graviditet.
Ved at begrænse indtaget af kaffe, reducerer du også indtaget af de kræftfremkaldende stoffer akrylamid og furan, som kan dannes under ristningen.
Udover kaffe bør gravide også begrænse indtaget af andre koffeinholdige drikkevarer, som eksempelvis te og cola. Og i øvrigt holde sig fra energidrikke.
Lakrids
Lakrids indeholder stoffet glycyrrhizinsyre, som kan give anledning til forhøjet blodtryk og væskeansamlinger.
Derudover kan lakrids indeholde salmiak, som virker afkalkende på knoglerne, og derfor bør gravide højest spise 50 gram lakrids om dagen.
Fisk og gravide
Gravide skal også være opmærksomme på spisning af tun, og det skyldes indholdet af kviksølv. Kviksølv findes som en miljøforurening, der ophobes gennem fødekæden og særligt i tun. Kviksølv påvirker udviklingen af hjernen - specielt hos fostre og små børn.
Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at gravide, ammende, kvinder og der forsøger at blive gravide ikke spiser udskæringer af de store fisk og højst spiser en dåse almindelig tun om ugen, og ikke spiser dåser med hvid eller albacore tun.
Men også, at børn under 3 år slet ikke spiser tun på dåse. Det skyldes, dels at barnets hjerne udvikles meget i disse år og derfor er meget følsom, og dels at selv et ret lille indtag af dåsetun vil kunne give et stort indtag af kviksølv set i forhold til børns lave kropsvægt.
Fødevarestyrelsen anbefaler ligeledes, at børn i alderen 3-14 år ikke spiser udskæringer af de store fisk og højst spiser 1 dåse almindelig tun om ugen, og ikke spiser dåser med hvid eller albacore tun. Når du holder op med at spise tun eller andre fisk med meget kviksølv, vil niveauet af kviksølv i din krop heldigvis falde meget i løbet af 70-80 dage, da dette er halveringstiden i kroppen.
Fødevarestyrelsen anbefaler også at gravide, ammende, kvinder, der forsøger at blive gravide, og børn i alderen 3-14 år ikke spiser udskæringer af de store fisk som:
• tun
• gedde
• helleflynder
• sværdfisk
• aborre
• sandart
• oliefisk (escolar)
• rokke
• haj
Derimod må gravide og små børn gerne spise:
• rødspætte
• rødtunge
• skrubbe
• torsk
• kuller
• kulmule
• sej
• fiskerogn
• sild
• makrel
• opdrættet laks
Din vurdering
-
Gravide bør blandt andet undgå ingefærshots
Stem her
( stemmer)
Comments
No Comments