Små islagkager med granatæbler, appelsiner og svesker er den perfekte afslutning på nytårsaftens middag. Og det meste kan laves dagen før.
Små islagkager er en lækker, frisk og smuk dessert, som du hurtigt kan servere uden det store arbejde.
Arbejdet laves nemlig et par dage før, hvor du laver pankoknas, som gemmes i en plastikboks samt appelsinis, som du kan fryse den.
Opskriften er skabt af Karolines Køkken, der har sammensat en syv retters nytårstapas.
Vi har fået lov at dele det hele med Madens Verdens læsere, og du kan finde hele menuen under denne opskrift på dessert.
Opskrift på små islagkager med appelsin
Ingredienser
Appelsinis
- 1,5 æggehvide ca. 1 dl
- 2 dl flormelis
- 1,5 æggeblomme ca. ½ dl
- 2 dl flormelis
- ½ tsk vaniljesukker
- 2½ dl cremefraiche 38%
- 1 spsk appelsinskal usprøjtet, fintrevet
- 1 dl appelsinsaft
Sød pankoknas
- 2 Grønne kardemommekapsler
- 30 gram Pankorasp
- 2 spsk sukker
- 25 gram smør
- guldstøv
Appelsin- og granatæblesalat
- 4 appelsiner usprøjtede
- 75 gram sukker
- 75 gram granatæblekerner
- 50 gram bløde svesker i strimler
Sådan gør du
- Pisk æggehviderne stive, tilsæt flormelis og pisk i ca. 1 min., til hviderne er seje.
- Pisk æggeblommer, flormelis og vaniljesukker til en luftig "æggesnaps".
- Vend cremefraiche, appelsinskal og -saft i "æggesnapsen".
- Vend forsigtigt æggehviderne i blandingen og fordel den i 6 silikoneforme a ca. 1 dl.
- Frys appelsinisen ca. 1 time.
Sød pankoknas
- Knus imens kardemommefrøene - evt. i en morter.
- Kom rasp, sukker, knuste kardemommefrø og smør i en pande.
- Rist raspen ved kraftig varme og under omrøring i ca. 2 min. Derefter ved jævn varme ca. 6 min., eller til den er gylden.
- Fordel raspen på et stykke bagepapir, så den hænger sammen og stivner i et sammenhængende lag. Lad den søde rasp køle af.
- Drys halvdelen af raspen med guldstøv og knæk den af i store og små flager.
Appelsinis, fortsat
- Fordel den anden halvdel af raspen på den kolde appelsinis og pres den forsigtigt fast.
- Stil islagkagerne tilbage i fryseren. Frys isen i mindst 8 timer.
- Tag isen ud af fryseren og ud af formen og stil den i køleskabet ca. ½ time før serveringen.
Appelsin- og granatæblesalat
- Skær skal og hinder af 2 appelsiner - følg frugtens form.
- Skær (over en skål) langs appelsinbådenes hinder så fileterne løsnes, uden at hinderne følger med - gem fileterne. Pres saften af alle appelsinerne (ca. 1 dl).
- Kom appelsinsaft og sukker i en lille, tykbundet gryde. Kog det ved jævn varme og uden låg til der er ca. 1 dl sirup. Lad blandingen køle af.
- Vend fileter, strimlede svesker og granatæblekerner i og smag appelsinsalaten til.
- Anret iskagerne på tallerkener og pynt med salat og pankoknas. Server straks.
Her finder du alle retterne til den store nytårstapas: