Min bedste opskrift på koteletter i fad, der laves helt klassisk med bacon, hakkede tomater, champignon og flødesovs. En vinder opskrift!
Koteletter i fad er en vaskeægte klassiker i det danske køkken, og her får du en god og gammeldags opskrift på retten.
Her er både bacon, peberfrugt og fløde, og det hele smager bare så godt.
Køb gerne nogle gode koteletter hos slagterne, for så får du det bedste resultat, og de skal helst veje mindst 175 gram pr. stk. Og det skal selvfølgelig være koteletter uden ben.
Opskriften er beregnet som hovedret til fire personer.
Opskrift på koteletter i fad
Ingredienser
- 4 koteletter på ca. 175 gram stykket
- 150 gram bacon i tern
- 1 dåse hakkede tomater
- 3 deciliter fløde
- 1 teskefuld paprika
- 1 teskefuld oregano
- 1 spiseskefuld balsamico
- 250 gram champignon i kvarte
- 1 rødløg grofthakket
- 1 rød peberfrugt i strimler
- 1 håndfuld persille
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Start med at gøre grøntsagerne klar. Champignon skæres i kvarte, rødløg hakkes groft og peberfrugten snittes i tynde strimler.
- Varm en pande op ved høj varme, for koteletterne skal brunes i kort tid.
- Krydr koteletterne på begge sider med salt og friskkværnet peber, kom en klat smør på panden og brun koteletterne ved den høje varme i et minut på hver side, hvorefter de lægges i et ildfast fad eller en bradepande. Fadet må ikke være meget større end at der blot er lidt plads rundt om koteletterne, når de er taglagte i fadet. Så får du det bedste resultat.
- Steg derefter bacontern sprøde på panden og hæld det over koteletterne.
- Kom de hakkede tomater (skyl også lige dåsen af med en smule vand og kom det ved) på panden sammen med fløde, paprika og oregano, og lad det koge op. Smag til med lidt balsamico, salt og peber, og hæld så flødesovsen over koteletterne i fadet.
- Skyl lige panden af og stil den tilbage på blusset. Nu svitses champignon, så de får en god kulør, og derefter steges rødløg med et minuts tid. Kom også det i fadet.
- Fordel de tynde strimler peberfrugt over koteletterne, og tryk det ganske let ned.
- Læg også en stribe hakket persille i midten, og krydr med lidt ekstra peber.
- Stil dine koteletter i fad ind i en forvarmet ovn ved 185 grader varmluft, hvor de skal have 30 minutter.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
De færdigstegte koteletter i fad serveres med kogte ris.
Se også disse opskrifter:
Koteletter i ovn - nem opskrift på 20 minutter
Nemme koteletter i fad med grøntsager
synes det løfter hvis vandet erstattes med vin når tomatdåsen skylles.
Hej Ludvig
Tak for opskriften. Den er inspirerende.
Jeg har lavet den nogle gange, men jeg har tilføjet kartoffelskiver i fadet som tilbehør i stedet for ris. Det er så en ret med det hele i fadet. Dejligt og nemt.
Jeg overvejer at servere den for fødselsdagsgæster snart, men tænker, at der måske mangler noget tilbehør til ved siden af, som gæsterne også kan tage af. Men jeg ved ikke, hvad der passer til sådan een ret med koteletter, kartofler, tomat/paprika sovs osv.
Har du nogen forslag?
Jeg har kun fundet få forslag på nettet, og den ene var majskolber, agurkestave og så en ting mere, som jeg har glemt, og så var der en salat som forslag på en anden side.
Vh. Heidi