De billigste overrasker i denne smagstest af kartoffelsalat. Vi har testet 7 slags fra supermarkederne - se hvilken der er bedst i test.
Kartoffelsalat er en klassiker på det danske sommerbord som tilbehør til grillmaden. Men smag og pris varierer og Madens Verden har derfor lavet en smagstest af kartoffelsalat. Så hvem er bedst i test?
De fleste supermarkeder har flere færdiglavede varianter til kilopriser fra 16 til 65 kroner. Men hvad får du for de ekstra penge, og er de pengene værd?
Fødevareekspert og smagsdommer Charlotte Mithril har lavet en smagstest af kartoffelsalat og testet syv forskellige slags for at finde ud af, hvad forskellen er, og hvilken der smager bedst.
Smagstest af kartoffelsalat
En klassisk kartoffelsalat består af kogte kartofler i skiver i en dressing af creme fraiche rørt med eksempelvis løg, purløg, sennep, krydderier og krydderurter.
Smagen skal være frisk med en mild smag af de forskellige krydderurter og krydderier tilsat. Kartoflerne må ikke være for udkogte eller melede, men heller ikke være underkogte, og dressingen bør vær være let og cremet i konsistensen.
I denne smagstest af kartoffelsalat indgår syv forskellige varianter, der kan købes i almindelige supermarkeder. De er alle smagt ved blindsmagning og vurderet i forhold til udseende, konsistens og smag.
Ud fra den samlede bedømmelse er alle kartoffelsalater blevet inddelt i følgende kategorier:
* * * * * Bedst
* * * * Over middel
* * * Middel
* * Under middel
* Dårligst
Her er alle kartoffelsalaternes bedømmelser fra de bedst bedømte til de dårligste.
* * * *
Budget Kartoffelsalat med løg og purløg
Testvinderen fra Budget har en frisk smag med en god balance mellem sødme og syre. Der er en god smag af løg, purløg og krydderier og små sprøde løgstykker, der giver god struktur og konsistens. Dressingen er cremet og har en tilpas fedme.
Kilopris: 16 kroner (16 kroner for 1000 g i Føtex).
Tilsætningsstoffer: Surhedsregulerende middel (E262), konserveringsmidler (E202, E211), fortykningsmiddel (E412), hydrolyseret vegetabilsk protein, basilikumaroma og estragonaroma.
* * *
Rema 1000 Kartoffelsalat med purløg
Rema 1000 kartoffelsalat er temmelig syrlig, men har en frisk smag og mild krydring. Dressingen er cremet og lidt fed, dog uden at blive fad. Kartoflerne har en god konsistens.
Kilopris: 16 kroner (16 kroner for 1000 g i Rema 1000).
Tilsætningsstoffer: Surhedsregulerende middel (E296), konserveringsmidler (E202, E211), fortykningsmiddel (E412).
* * *
Salat Bar Gourmet Kartoffelsalat
Salat Bar Gourmet kartoffelsalat har en syrlig smag med en temmelig kraftig smag af krydderurter. Den er frisk i smag og konsistens, og ikke for fed. Kartoflerne har en lidt blød konsistens.
Kilopris: 16 kroner (12,50 kroner for 800 g i Aldi).
Tilsætningsstoffer: Eddikesyre, aroma, konserveringsmidler (E211, E202), stabilisator (E412, E410).
* * *
Flensted Kartoffelsalat
Flensted kartoffelsalat har en frisk duft af løg og purløg. Den er temmelig syrlig i smagen med en mild løgsmag. Kartoflerne har en lidt hård konsistens og cremen fylder mindre i forhold til i de andre kartoffelsalater.
Kilopris: Ca. 31 kroner (25 kroner for 800 g i Føtex).
Tilsætningsstoffer: Konserveringsmidler (E202, E211), aroma, estragonekstrakt, fortykningsmiddel (E412), surhedsregulerende middel (E296).
* *
Graasten Kartoffelsalat løg og purløg
Graasten kartoffelsalat har en fed smag domineret af en skarp løgsmag. Den har en svag sødme og syrlighed og mangler friskhed. Cremen virker fed og tung og efterlader en fedtet hinde i munden.
Kilopris: Ca. 27 kroner (12 kroner for 450 g i Aldi).
Tilsætningsstoffer: Surhedsregulerende midler (E509, E300, E270, E296, E262), fortykningsmidler (modificeret stivelse, E412, E415), estragonekstrakt, konserveringsmidler (E202, E211).
*
K-Salat Kartoffelsalat creme fraiche
Kartoffelsalaten fra K-Salat har en meget fed smag og konsistens i retning af mayonnaise. Den er temmelig salt, men har ellers ikke meget smag - mangler balance i smagen og virker fad. Cremen efterlader en fedtet hinde i munden.
Kilopris: Ca. 39 kroner (31 kroner for 800 g i Irma).
Tilsætningsstoffer: Fortykningsmiddel (modificeret stivelse), konserveringsmidler (E202, E211), stabilisatorer (E412, E415, E466), surhedsregulerende midler (E270, E296).
*
Graasten Sønderjyske Fristelser Kartoffelsalat med ramsløg
Graasten Sønderjyske Fristelser kartoffelsalat har en meget høj fedme, og det føles som at spise mayonnaise. Smagen er kunstig og temmelig salt. Krydringen minder mere om en sour cream and onion chips end om en kartoffelsalat.
Kilopris: 65 kroner (26 kroner for 400 g i Irma).
Tilsætningsstoffer: Fortykningsmiddel (E412, E415, modificeret stivelse), konserveringsmidler (E202, E211), surhedsregulerende midler (E270, E296).
Tysk discount smager bedst
De fleste færdiglavede kartoffelsalater har en middelmådig smag, langt fra den gode hjemmelavede. Kun få skiller sig ud ved enten at have en rigtig dårlig smag eller en forholdsvis god smag.
I denne smagstest af kartoffelsalat vinder de billigste varianter. Kartoffelsalaterne fra Budget (Føtex), Rema 1000 og Salat Bar Gourmet (Aldi) har den bedste smag og koster kun omkring 16 kroner per kilo.
Til sammenligning ender den dyreste kartoffelsalat til 65 kroner per kilo, Graastens Sønderjyske fristelser, på en sidsteplads i smagstesten.
Billigst er altså bedst, når vi taler om smagen af de færdiglavede kartoffelsalater i denne test.
De tre billige varianter er alle enten producerede eller pakkede i Tyskland. Sammenligner man indholdet i alle de forskellige kartoffelsalater, er der dog ikke den store forskel på, om de er produceret i Tyskland eller Danmark.
Samtlige kartoffelsalater består af 60-69 procent kartofler og en dressing baseret på henholdsvis creme fraiche, yoghurt eller mayonnaise. For at give smag er der tilsat krydderier, løg, purløg, sennep, aroma og ekstrakter. Og for at holde sammen på det hele og give kartoffelsalaten den ”rigtige” konsistens og holdbarhed, er der tilsat en længere række af tilsætningsstoffer.
Og selvom der er stor forskel på prisen, bliver rækken af tilsætningsstoffer desværre ikke mindre i de dyrere produkter. Og ligesom ingredienslisten er langt fra en hjemmelavet kartoffelsalat, er de også langt fra den hjemmelavede smag, hvorfor den højeste bedømmelse kun bliver fire stjerner i denne smagstest af kartoffelsalat.
Creme fraiche eller mayonnaise
Men hvad betaler du så for i de dyre varianter?
Den mest iøjefaldende forskel er, at de to dyreste varianter, Graastens Sønderjyske fristelser og K-Salat, begge indeholder creme fraiche. Flensted kartoffelsalat indeholder yoghurt, mens de resterende kartoffelsalater baseres på mayonnaise lavet på rapsolie.
Umiddelbart skulle man tro, at kartoffelsalater baseret på creme fraiche er mere friske i smagen og knap så fede i mundfølelsen som mayonnaise-baserede kartoffelsalater.
Men det modsatte er tilfældet. I denne smagstest af kartoffelsalat har de to kartoffelsalater med creme fraiche en meget fed smag og mundfølelse, og minder mere om at spise en mayonnaise i forhold til andre kartoffelsalater, der har en mere afbalanceret fedme.
Kartoffelsalaten fra Graastens Sønderjyske fristelser har da også et noget højere fedt- og kalorieindhold i forhold til de øvrige varianter. Hvor de fleste kartoffelsalater indeholder omkring 10-12 gram fedt og 150-170 kcal per 100 gram, så indeholder de Sønderjyske fristelser 21 gram fedt og 244 kcal per 100 gram.
Graasten og K-Salat skuffer
Kartoffelsalater fra de kendte mærker Graasten og K-salat ender i bunden af denne smagstest af kartoffelsalat.
De har alle en meget fed smag og mundfølelse og mangler friskhed.
Graastens motto har siden deres grundlæggelse i 1947 ifølge deres hjemmeside været ”Skal det blive til noget godt, skal det også komme af noget godt”. Med dette mener de, at deres produkter bygger på ”stolte sønderjyske traditioner, nytænkning, råvarer af høj kvalitet og ikke mindst den gode smag”.
Men ser man på indhold og smag i Graastens kartoffelsalater kan det være svært at se mottoet komme til live. De stolte traditioner og råvarer af høj kvalitet er svære at finde i produkterne, når man ser på ingredienslisterne. Eksempelvis indeholder Graasten Kartoffelsalat følgende:
- Kogte kartofler (67%) (kartoffel, salt, surhedsregulerende midler (E509, E300)), vand, rapsolie, løg, past. æggeblommer, fortykningsmidler (modificeret stivelse, E412, E415), sukker, salt, purløg, sennep (vand, sennepsfrø, eddike, sukker, salt, krydderier), estragoneddike (eddike, estragonekstrakt), konserveringsmidler (E202, E211), surhedsregulerende midler (E270, E296, E262).
Langt fra en god gammeldags kartoffelsalat baseret på friske råvarer. Og den gode smag er desværre også svær at finde i kartoffelsalaterne fra Graasten.
Graastens luksusprodukter går under navnet ”Sønderjyske fristelser”, men desværre er deres kartoffelsalat med ramsløg ikke særligt fristende. Prisen er ellers helt i top, og testens dyreste kartoffelsalat med en kilopris på 65 kroner.
Men hvor prisen er i top, er smagen desværre helt i bund. Smagen er kunstig og minder om krydringen i sour cream and onion chips og konsistensen er fed og fedtet i munden.
Kartoffelsalaterne fra Graasten og K-Salat ender altså i bunden af denne smagstest af kartoffelsalat. Både Graasten og K-salat er i dag ejet af Stryhns, der er ejet af Norske Agra.
Hvor er de økologiske kartoffelsalater?
Tilsyneladende er der et stort hul i det danske marked for kartoffelsalat, for hvor er de økologiske varianter?
I de fire supermarkeder jeg besøgte, Irma, Føtex, Aldi og Rema 1000, var der ikke en eneste økologisk kartoffelsalat på hylderne. Og en hurtig søgning på nettet på blandt andet Nemlig.com og Bilkatogo.dk viste heller ingen økologiske udgaver.
Men hvorfor? Man skulle tro, der var et marked for økologiske kartoffelsalater, lige så vel som for så mange andre produkter, der både fås i økologiske og konventionelle udgaver.
Samtlige kartoffelsalater i denne smagstest af kartoffelsalat indeholder en del forskellige tilsætningsstoffer i form af konserveringsmidler, fortykningsmidler, stabilisatorer, surhedsregulerende midler og aroma.
Der stilles strengere krav til brugen af tilsætningsstoffer for økologiske fødevarer, hvilket måske er en del af forklaringen på de manglende økologiske udgaver. Men det kan undre, at det er nødvendigt at bruge så mange tilsætningsstoffer for at lave en kartoffelsalat til supermarkedets hylder.
Hjemmelavet er bedst
Vil du undgå de mange tilsætningsstoffer eller sørge for at din kartoffelsalat er økologisk, er det utroligt nemt at lave den selv. Smagsmæssigt kommer heller ingen af de færdiglavede kartoffelsalater i denne smagstest af kartoffelsalat op på smagen af en hjemmelavet version.
Lav din egen kartoffelsalat med creme fraiche og friske krydderurter – det smager fantastisk til maden fra grillen. Prøv for eksempel denne lette opskrift:
Klassisk kartoffelsalat med creme fraiche og krydderurter.
Skal du grille pølser til din kartoffelsalat, så se hvilke grillpølser, der er bedst i vores smagstest af pølser her:
Sådan har vi gjort
Vi har testet færdiglavet kartoffelsalat, der kan købes i almindelige supermarkeder.
Alle prøver er smagt blindt, det vil sige uden at vide, hvilke produkter, der smages. De fik tildelt trecifrede tilfældige tal, og blev smagt i tilfældig rækkefølge. Mellem hver smagsprøve, blev mund og sanser renset med knækbrød og vand, og der blev jævnligt holdt pauser.
Kartoffelsalaterne er bedømt ud fra en samlet vurdering af smag og mundfølelse. Smagen vurderes ud fra den samlede oplevelse af smag og aroma, mens mundfølelsen vurderes ud fra konsistens og tekstur i munden.
Generelt om vores smagstest
Vores smagstest foretages af fødevareekspert Charlotte Mithril, der har arbejdet med smag og sensorik gennem de sidste 15 år. Hun har blandt andet udviklet smagstests og været smagsdommer for Forbrugerrådet TÆNK, undervist og forsket i smag og sensorik som lektor i fødevarevidenskab, samt udført smagstest og trænet nye smagsdommere hos Pernod Ricard.
Alle smagstest foregår som blindsmagninger, det vil sige uden kendskab til, hvilket mærke der er tale om, hvem der har produceret det, hvordan indpakning ser ud osv. På denne måde undgås, at forudindtagede holdninger kan påvirke resultatet af smagstesten.
Smagstesten er en fagligt funderet, men subjektiv bedømmelse af smagsegenskaberne i de testede produkter.
Kilder: Stryhns.dk
Din vurdering
-
Smagstest af kartoffelsalat - Billigst er bedst!
Stem her
( stemmer)
Johnny Paulick
Mange Dressinger til kartoffelsalat har enten for meget karry eller smager som om det er lavet på billig ylette med kryderier.. Mangler i testen at høre hvad du mener om K-Salat Dressing i 250g. poser som høre til min foretrukne..
Jeanette
Laver den helst selv. Dem man køber har en meget bidsk eftersmag 🤢
Bente
Laver selv min kartoffelsalat 😉
Pia
Ingen, har ikke fundet en købens kartoffel salat i nu, som er god, så hjemmelavet er og bliver det bedste, ked af at sige det😊😉
Mie
Den bedste er den man laver selv. Ville aldrig købe et færdigprodukt 😉
Eva
Den fra meny med sennep i.