Opskrift på store kokosmakroner, der laves med hele æg og uden smør. De færdigbagte kokostoppe pyntes med chokolade og mandelsplitter.
Kokosmakroner eller kokostoppe. Kært barn har mange navne, og netop med kokosmakronerne er der også et hav af forskellige opskrifter.
Jeg har gennem årene eksperimenteret en del med kokosmakroner, og prøvet dem med lime, æggehvider, æggeblommer, marcipan, prøvet at anvende en sprøjtepose til at forme dem med og meget, meget andet. Altsammen i jagten på den perfekte kokosmakron eller kokostop.
Og det sjove er, at jeg hele tiden er vendt tilbage til min grundopskrift, og det er så den du får her.
Den indeholder blot æg. rørsukker, lidt salt, kokosmel og mandelmel. Det er virkelig nemt, og alligevel får du virkelig skønne kager med den helt rigtige smag af kokos.
Og for at slå det helt fast: En rigtig kokosmakron skal være stor og let sprød på ydersiden, men helt blød i midten. Så er den allerbedst. Og sådan er disse kokosmakroner.
OBS: Du skal bruge et stort æg i opskriften. Har du i stedet små æg, bør du anvende to stk.
Opskriften giver seks store kokosmakroner, men skal du bruge flere, er den meget nem at gange op.
Ingredienser til kokosmakroner
1 æg
75 gram rørsukker
Et lille nip salt
100 gram kokosmel
25 gram mandelmel
50 gram mørk chokolade
Mandelsplitter
Fremgangsmåde
- Slå ægget ud i en skål og pisk det sammen med rørsukker (eller almindeligt sukker) og lidt salt. Pisk det let og luftigt, men heller ikke for længe.
- Vend kokosmel i sammen med mandelmel, og fortsæt indtil det er blandet godt sammen.
- Beklæd en bageplade eller lille bradepande med bagepapir.
- Sæt nu seks kokosmakroner på pladen, og du skal bruge en spiseskefuld af massen til hver kokosmakron, som du ganske let former i en våd hånd (så massen ikke hænger fast). Pres ikke kokosmakronerne for meget sammen, fordi de kan miste lidt af den lette konsistens. Klem dem eventuelt forsigtigt sammen med våde fingre.
- Bag de store kokosmakroner i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft, hvor de skal have cirka 10 minutter. De færdige når de begynder at blive gyldne, og de må endelig ikke bages for længe, for så kan de blive for tørre.
- Lad dem køle lidt.
- Bræk chokoladen i mindre stykker og kom den i en lille skål. Smelt chokoladen i mikroovnen og rør den blank. Lad den blive tempereret, så den ikke flyder for meget ud.
- Kom nu en lille klat chokolade på hver kokosmakron, og pynt også med nogle mandelsplitter.
Se også mine opskrifter på:
Inga Winther
Dejligt mad og lækre bageopskrifter😘
Madensverden.dk
Hej Inga
Mange tak - det er jeg meget glad for at høre.
Med de bedste hilsner
Holger
Elsebeth
Jeg bager stort set aldrig, men syns dine kokostoppe lød så lækre og nemme at jeg måtte give det et skud.
De flød fuldstændig sammen og blev flade selvom jeg syntes jeg havde lavet et fint tårn af dem, inden jeg satte dem i ovnen.
Har jeg gjort noget forkert, eller er det helt normalt? Der er jo ikke meget “top” over dem, lige pludselig.