Farvede gulerødder er smukke og velsmagende, og de er nemme at bage i ovnen. Bagetiden for gulerødderne er en halv times tid.
Ovnbagte farvede gulerødder kan serveres til et hav af retter, lige fra en dejlig vegetarmoussaka eller lasagne til bøffer og frikadeller.
Opskriften er til fire personer.
Farvede gulerødder bagt i ovn med oregano
Ingredienser
- 500 gram farvede gulerødder
- 2 spiseskefulde olivenolie
- 1 spiseskefuld balsamico
- 1 teskefuld salt
- 2 teskefulde tørret oregano
Sådan gør du
- Vask gulerødderne grundigt, og skær den øverste del af toppen af.
- Du skal ikke skrælle de farverede gulerødder, da en stor del af vitaminerne sidder lige under skrællen.
- Med en skarp kniv flækker du så gulerødderne på langs, og derefter deler du dem en gang mere på langs. Så de er skåret i kvarte på den lange led.
- Kom dem i et ildfast fad, og hæld lidt olivenolie over.
- Tilsæt også balsamico, salt og oregano, og vend nu rødderne godt rundt, så smag og olie fordeles på dem.
- Stil fadet med gulerødderne i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, og bag dem i 30-35 minutter.
- Serveres straks som tilbehør til kyllingebryst, en højrebsbøf eller den møreste culotte.
Del dine ideer og tanker med os andre her: