Chokoladescones er klassiske scones med stykker af mørk chokolade, og de er meget hurtige at bage, fordi de laves med bagepulver i stedet for gær.
Disse chokoladescones er bagt med en god, mørk chokolade, som giver dem en helt fantastisk smag.
Skal du bruge flere scones, ja så ganger du bare opskriften op.
Og hvad er scones så for en størrelse? Scones stammer oprindeligt fra Skotland, og der er faktisk blot tale om en bolle.
Men til forskel fra almindelige boller, så laves scones med bagepulver i stedet for gær. Netop derfor er de hurtige at bage, fordi de ikke skal hæve.
Opskriften giver cirka 12 scones med chokolade.
Prøv også de skønne scones med Guldbarre mælkechokolade.
Ingredienser til chokoladescones
250 gram økologisk hvedemel
85 gram koldt, økologisk smør - skær smørret i mindre tern
2 teskefulde bagepulver
1 teskefuld vaniljesukker
1 spiseskefuld økologisk rørsukker
1,5 deciliter mælk
Et lille nip salt
50 gram god, mørk chokolade - hak den groft
Et sammenpisket æg og en spiseskefuld mælk til pensling
Bagetid: 10 minutter ved 200 grader varmluft.
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Og kom så mel, salt, bagepulver, vaniljesukker og rørsukker (du kan selvfølgelig også bruge almindeligt hvidt sukker) i en skål, og bland det sammen.
- Kom så det kolde smør ned i skålen, og smuldr det godt med melblandingen. Når smørret er smuldret godt ind, kommer du den grofthakkede chokolade ned i skålen.
- Tilsæt så mælken, og bland det hele rundt med en spiseske. Dejen til dine scones skal samles, men IKKE æltes sammen, som vi normalt gør med en gærdej.
- Hvis dejen ikke er fugtig nok, kan du eventuelt tilsætte en smule mere mælk.
- Kom lidt mel ud på bordet, og vælt dejen ud på det. Drys en lille smule mel på dejen, og rul den forsigtigt med en kagerulle.
- Tykkelsen skal være cirka 1 - 1,5 centimeter.
- Stik nu dine chokoladescones ud. Jeg har her brugt en firkantet plasticæske, men du kan også bare benytte et glas, eller hvad du nu har. Vær kreativ 🙂
- Har du unger med til at bage, kan du også udstikke figurer med bageforme, der er frit valg. Blot dine scones ikke bliver alt for store.
- Læg de udstukne scones op på en bageplade beklædt med bagepapir. Læg dem ikke for tæt, da de jo hæver/vokser en del under bagningen. Pensl dem med sammenpisket æg.
- Har du ikke lige en bagepensel i nærheden, kan du benytte et stykke køkkenrulle, som bare dypper i ægget, og pensler scones med.
- Bag chokoladescones i cirka 10 minutter ved 200 grader varmluft.
- Tag chokoladescones ud af ovnen, og lad dem hvile ti minutter inden servering.
- Chokoladescones er bedst som nybagte. De kan sagtens holde sig et døgn i en plasticpose, men den største nydelse får du, når du spiser dem kort efter bagning.
Du kan selvfølgelig sagtens undvære chokoladen i disse scones, men den rene kakaosmag giver dem en god smag.
Jeg har brugt 85 gram smør i denne opskrift, men hvis ikke du er fedtforskrækket kan du sagtens forhøje smørdelen til 100 gram.
Det vigtige ved scones er, at du bruger koldt smør, der smuldres i melet. Du skal kun smuldre indtil smørret er findelt - jo mindre tid dine varme hænder i smørret, jo bedre.
Tilsvarende når du vælter dejen ud på bordet. Saml dejen hurtigt, og rul den lige så hurtigt ud.
Se også min opskrift på de originale engelske scones.