Ungarsk gullasch med kalvemørbrad er en virkelig lækker gryderet med masser af smag og super mørt kød. Nydes med ris eller kartoffelmos.
Ungarsk gullasch med kalvemørbrad lyder måske som en meget dyr ret, og mørbraden er da heller ikke den billigste udskæring.
Men her har jeg anvendt resterne fra en kalvemørbrad skåret ud til tournedos, og på den måde er det sådan set blot en restemadsret.
Og mørbraden er glimrende i en gullasch, hvor kødet altså bliver noget af det møreste du nogensinde har smagt.
Opskriften er til fire personer.
Ingredienser til ungarsk gullasch med kalvemørbrad
500 gram kalvemørbrad i tern
1 finthakket løg
300 gram pølser - gerne chorizo brunch pølser fra Slagter Lampe
1 rød peberfrugt i strimler
3 gulerødder i tynde skiver
5 deciliter kalvefond
3 spiseskefulde paprika
2 spiseskefulde hvedemel
1 lille dåse tomatpasta
2 laurbærblade
En halv teske chili (kan udelades)
Salt og friskkværnet peber
Kogetid for ungarsk gullasch: Cirka 60 minutter ved svag varme
Sådan laver man gullasch med kalvemørbrad
- Find en dyb tallerken eller et fad frem, og læg tern af kalvemørbrad ned i det. Drys tre rundhåndede spiseskefulde paprika ud over kødet, og vend det godt rundt.
- Varm en god klat smør op på en pande, og brun kødet grundigt. Det skal have en god farve, men brun ved høj varme - 8 på en skala fra 1-9. Tag kødet af, og læg det til side på en tallerken.
- Kom en god klat smør i en gryde, hvor du ved middel varme lige svitser det finthakkede løg. Når løgstykkerne er klare kommer du hvedemel i gryden, og rører det godt rundt med en grydeske.
- Hæld så kalvefond i gryden, og rør rundt så det ikke brænder på.
- Så vipper du kalvekødet til vores gullasch ned i gryden - og derefter gulerødder i tynde skiver - samt den strimlede peberfrugt. Kom også chili og laurbærblade i - og rør rundt.
- Læg låg på gryden, og skru ned til svag varme, hvor din gullasch nu skal simre i 45 minutter.
- Når de 45 minutter er gået kommer du chorizo pølserne i gryden med gullasch. Skær pølserne i mundrette stykker. Har du ikke chorizo pølser, kan du også bruge almindelige pølser. Læg låg på, og lad din gullasch simre i yderligere 15 minutter.
- Fisk så laurbærbladene op af gryden med gullaschen, og smag den til med salt og friskkværnet peber. Du kan justere farven med lidt kulør, og hvis du ønsker sovsen mere tyk kan du jævne den - eller komme lidt fond i hvis den skal være tyndere.
Servering
Ungarsk gullasch kan serveres med enten kogte ris, eller en god og solid omgang kartoffelmos.
Jeg har her brugt enderne fra en kalvemørbrad til ungarsk gullasch. Det er ret perfekt til sådan en gryderet.
Hvis ikke du har kalvemørbrad kan du sagtens også bruge en anden udskæring. Her vil kogetiden så være noget længere - afhængig af hvilken udskæring du bruger.
Hvad synes du om denne opskrift?
-
Ungarsk gullasch
Stem her
( stemme)
Comments
No Comments