Min bedste opskrift på hjemmelavet gullaschsuppe med stykker af okseinderlår, spidskommen og kartofler. En skøn og lækker vinterret.
Gullaschsuppe er dejlig, krydret suppe, der luner godt på en kold vinterdag. Brug gerne tern af okseinderlår, som du koger helt møre i suppen, men andre udskæringer kan selvfølgelig også anvendes.
Sammen med grøntsagerne og en smule spidskommen får du en særdeles smagfuld vinterret, der sagtens også kan gå som gæstemad. Og med den rette smag af gullasch fra det ungarske køkken.
Husk at skære kartoflerne ud i små tern, da de gerne må koge ud i suppen, og derfor er med til at jævne den.
Jeg har her brugt en almindelig oksebouillon, men suppen bliver endnu bedre og smagfuld med en kraftig oksefond.
Husk først at smage gullaschsuppen til lige inden servering - så du ikke kommer til at oversalte den. For så er den ødelagt. Opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på gullaschsuppe
Ingredienser
- 500 gram okseinderlår - i tern
- 2 løg - hakkes groft
- 2 spiseskefulde olivenolie - til stegning
- 2 røde peberfrugter - i tern
- 4 teske paprika - strøgne
- 2 fed hvidløg - hakkes fint
- 0,5 teske spidskommen
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 liter vand
- 1 terning oksebouillon
- 3 kartofler - i små tern (de skal nå at koge ud)
- 2 gulerødder - i små tern
- 1 håndfuld persille - hakket
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Til hjemmelavet gullaschsuppe starter du med, at find en tykbundet gryde frem, og varme lidt olie op i den. Svits så oksekødstern og løg, og tilsæt peberfrugterne.
- Kom så hvidløg og spidskommen i gryden, og lad det svitse videre i et par minutter.
- Så kommer du vand, de hakkede tomater, bouillonterningen og paprika i gryden, og rører det godt rundt. Giv suppen en smule salt og friskkværnet peber, men ikke for meget, da du smager suppen til senere.
- Lad nu suppen simre under låg i cirka 45 minutter.
- Så kommer du kartoffeltern og gulerødder i suppen, og lader den koge videre i yderligere cirka 20 minutter, indtil både kød, kartofler og gulerødder er kogt møre.
- Smag gullaschsuppen til med salt og friskkværnet peber, og vend persillen i lige inden servering.
Næringsindhold
Tips
Server nu den varme gullaschsuppe med groft brød. Der behøves ikke yderligere tilbehør. Velbekomme.
Se også mine opskrifter på:

Comments
No Comments