Madens Verden har lavet en smagstest af koldskål. Se her hvad forskellen er og hvilken, du skal vælge til sommerens nemme dessert.
Sommer er tid for koldskål. Du kan enten lave den selv eller købe en af de mange varianter i supermarkedet. Men hvilken skal du vælge? Madens Verden har lavet en smagstest af koldskål.
Faktisk er vi danskere så glade for koldskål, at vi spiser det allerede, når foråret viser de første tegn. Og det er der heller ikke noget i vejen for.
Koldskål smager fantastisk som en nem dessert eller mellemmåltid. Server den med klassiske kammerjunker eller prøv med müsli eller cornflakes til og gerne med frisk frugt som jordbær eller melon.
Fødevareekspert og smagsdommer Charlotte Mithril har testet ni forskellige slags koldskål, for at finde ud af, hvad forskellen er, og hvilken der smager bedst.
Smagstest af koldskål
Basisingrediensen i koldskål er kærnemælk tilsat citron, sukker og vanilje og evt. tykmælk og æg. Eller er det nu også det? En enkelt af testens koldskål er baseret på A38, mens der for flere blot angives, at de indeholder mælk og mælkesyrekultur. Se nedenfor, hvordan disse smager.
Smagen bør være domineret af det syrnede mælkeprodukt smagt til med sukker, citron og vanilje i en god balance. Konsistensen skal være cremet og ikke for tyk eller tynd.
I denne smagstest af koldskål indgår ni forskellige varianter, der kan købes i almindelige supermarkeder. De er alle smagt ved blindsmagning og vurderet i forhold til udseende, konsistens og smag.
Efter smagstesten er der set på produkternes indhold og pris. Ud fra den samlede bedømmelse er koldskålene blevet inddelt i følgende kategorier:
* * * * * Bedst
* * * * Over middel
* * * Middel
* * Under middel
* Dårligst
Her er koldskålenes bedømmelser fra de bedst bedømte til de dårligste:
* * * * *
Irmas økologisk koldskål med vanilje
Testvinderen Irmas økologiske koldskål har en rigtig god og kraftig vaniljesmag og en god balance mellem syrlighed og sødme. Dejlig smag af koldskål og en lækker og cremet konsistens.
Literpris: 22,50 kroner (Irma).
Tilsætningsstoffer: Ingen.
Producent: Thise Mejeri.
* * * *
Kløver koldskål med tykmælk og æg
Kløver koldskål har en fin smag af vanilje, citron og kærnemælk. Der er en fin balance mellem sødme og syrlighed, og den har en god cremet konsistens.
Literpris: 14 kroner (Rema 1000).
Tilsætningsstoffer: Surhedsregulerende middel (citronsyre), mælkesyrekultur.
Producent: Arla Foods.
* * * *
Løgismose økologisk mormor koldskål med citron og æg
Løgismose mormor koldskål har en god og høj syrlighed, der afbalanceres godt med en tilsvarende høj sødme. Der er en fin vaniljesmag. Konsistensen er meget tyk og cremet.
Literpris: 20 kroner (Netto).
Tilsætningsstoffer: Mælkesyrekultur.
Producent: Løgismose Mejeri.
* * *
Arla koldskål med tykmælk og æg
Arla koldskål har en kraftig vaniljesmag og en temmelig høj syrlighed og sødme. Den er en smule fad i smagen. Konsistensen er lidt tyndere og knap så cremet.
Literpris: 20,50 kroner (Irma).
Tilsætningsstoffer: Naturlig aroma, surhedsregulerede middel (citronsyre), mælkesyrekultur.
Producent: Arla Foods.
* * *
Gram slot økologisk koldskål med tykmælk og æg
Gram slot koldskål har så høj en syrlighed, at det prikker på tungen. Den har en god smag af kærnemælk og en mild vaniljesmag, der overdøves lidt af den høje syrlighed. Fin cremet konsistens.
Literpris: 20 kroner (Rema 1000).
Tilsætningsstoffer: Stabilisator E440, mælkesyrekultur.
Producent: Gram Slot.
* *
Cheasy koldskål med A38 og æg
Cheasy koldskål har en kraftig syrlighed og en sær kunstig smag og eftersmag. Den har en god vaniljesmag, der dog overdøves lidt af den høje syrlighed og kunstige smag. Fin cremet konsistens.
Literpris: 20 kroner (Føtex).
Tilsætningsstoffer: Majsstivelse, naturlig aroma, sødestof (aspartam), laktase enzym, mælkesyrekultur.
Producent: Arla Foods.
* *
Naturmælk økologisk koldskål med citron og vanilje
Naturmælk koldskål har en grynet konsistens med små klumper, selvom den er rystet. Den har en fin balance mellem syrlighed og sødme og en ok vaniljesmag, men virker en smule udvandet i smagen.
Literpris: 23 kroner (Føtex).
Tilsætningsstoffer: Mælkesyrekultur.
Producent: Naturmælk.
*
Kløver dansk koldskål med citronsaft
Kløver dansk koldskål har en meget høj syrlighed og en underlig kunstig smag. Den smager slet ikke af de råvarer, en koldskål burde smage af. Konsistensen er meget tynd.
Literpris: 13 kroner (Føtex).
Tilsætningsstoffer: Stabilisator E440, guargummi, johannesbrødkernemel, surhedsregulerende middel, mælkesyrekultur.
Producent: Arla Foods.
Udgået:
Thise citronkærnemælk med rørsukker
Thise citronkærnemælk har jeg valgt at lade gå ud af testen efter at have smagt den. Den har en tynd konsistens og smager ikke af koldskål, men af kærnemælk med citron og sukker. Den hedder jo også citronkærnemælk og ikke koldskål, og det vil ikke være fair at sammenligne den med almindelig koldskål.
Literpris: 16 kroner (Irma).
Tilsætningsstoffer: Ingen.
Producent: Thise Mejeri.
Testvinder fra Thise Mejeri
Vinderen af denne smagstest af koldskål er Irmas økologiske koldskål med vanilje, der produceres af Thise Mejeri.
Den har en rigtig god smag og er den koldskål, der kommer tættest på ”den hjemmelavede smag”. Den har en god balance mellem syrlighed og sødme, en god vaniljesmag og en lækker cremet konsistens.
Den indeholder ingen tilsætningsstoffer og er sødet med en økologisk lys sirup i stedet for sukker. Den gode og kraftige vaniljesmag kommer fra både økologisk vaniljeekstrakt og økologisk formalet ekstraheret vaniljestang.
Koldskål uden kærnemælk
Ikke alle koldskål i denne test er baseret på kærnemælk. Cheasy koldskål er baseret på A38, mens der på tre koldskål (Løgismose, Kløver dansk koldskål og Naturmælk) blot angives, at de indeholder mælk og mælkesyrekultur.
Mælkesyrekultur er en kultur med bakterier, der omdanner mælkens sukker (laktose) til mælkesyre og forskellige aromastoffer. Bakterierne giver altså smag og aroma og kan ændre konsistensen på mælken, så den bliver mere tyktflydende.
Syrnede mælkeprodukter som kærnemælk, tykmælk og A38 fremstilles i dag ofte ved syrning af mælk med mælkesyrekultur.
Alle koldskål i denne test er altså lavet på basis af et syrnet mælkeprodukt, men om det er kærnemælk, tykmælk eller andet, er ikke til at se på de tre koldskål fra Løgismose, Kløver dansk koldskål og Naturmælk.
Kemi i koldskål
Selvom det burde være enkelt at lave en koldskål på rene råvarer, indeholder nogle koldskål ingredienser, der ikke umiddelbart forbindes med en koldskål.
Værst står det til med testens taber, Kløver dansk koldskål fra Arla, der er lavet på skummetmælk, mælkesyrekultur, sukker og vand tilsat citronsaft, vaniljearoma og en lang række tilsætningsstoffer: Stabilisator E440, guargummi, johannesbrødkernemel og surhedsregulerende middel.
Tilsætningsstofferne er med til at stabilisere og tykne koldskålen.
Kløver dansk koldskål er desuden både homogeniseret og UHT-behandlet. UHT-behandlingen består i, at den opvarmes til en temperatur på omkring 135 grader i 3-5 sekunder. Dette gør mælken langtidsholdbar og betyder, at den ikke behøver at opbevares på køl.
Alle disse ingredienser og processer skaber dog en koldskål, der smager vandet og kunstigt, og altså gør den til taber i denne smagstest af koldskål.
Færre kalorier men mærkelig bismag
Cheasy er Arlas serie af produkter, der har et lavt fedtindhold og er uden tilsat sukker.
Cheasy koldskål har et fedtindhold på 1,1 gram per 100 gram, men generelt har koldskål et lavt fedtindhold og ligger omkring 2 gram per 100 gram koldskål.
Cheasy koldskål har dog et lavere kalorieindhold på 42 kcal per 100 gram, hvor andre koldskål typisk indeholder 60-75 kcal per 100 gram. De sparede kalorier skyldes, at Cheasy koldskål ikke indeholder sukker, men i stedet er sødet med det kunstigt fremstillede sødestof aspartam.
Aspartam blev godkendt som tilsætningsstof i 1981, men har siden været kilde til stor debat, da det har været mistænkt for at være sundhedsskadeligt. Ifølge myndighederne er der dog ingen risiko forbundet med at indtage stoffet i mindre mængder, men debatten kører stadig.
De sparede kalorier, kan dog være lige meget, hvis smagen ikke er i orden. I dette tilfælde får koldskålen en bedømmelse under middel, da den har en sær og kunstig smag og eftersmag, der måske skyldes sødestoffet.
Lav din egen koldskål
Det er utroligt let at lave din egen koldskål, som du kan smage til, præcist som du kan lide den.
Eksperimenter gerne lidt med citron og sukker indholdet, så du får en perfekt balance.
Prøv denne opskrift på en god gammeldags koldskål, der er super nem at lave:
Gammeldags koldskål - nem opskrift med kærnemælk
Sådan har vi gjort
Vi har testet koldskål, der kan købes i almindelige supermarkeder. Alle koldskål blev rystet grundigt inden de blev smagt. Alligevel var der produkter, der var grynede eller havde små klumper.
De er smagt blindt, det vil sige uden at vide, hvilke produkter, der smages. De fik tildelt trecifrede tilfældige tal, og blev smagt i tilfældig rækkefølge. Mellem hver smagsprøve, blev mund og sanser renset med knækbrød og vand, og der blev jævnligt holdt pauser.
Koldskålene er bedømt ud fra en samlet vurdering af smag og mundfølelse. Smagen vurderes ud fra den samlede oplevelse af smag og aroma, mens mundfølelsen vurderes ud fra konsistens og tekstur på koldskålen i munden.
Generelt om vores smagstest
Vores smagstest foretages af fødevareekspert Charlotte Mithril, der har arbejdet med smag og sensorik gennem de sidste 15 år. Hun har blandt andet udviklet smagstests og været smagsdommer for Forbrugerrådet TÆNK, undervist og forsket i smag og sensorik som lektor i fødevarevidenskab, samt udført smagstest og trænet nye smagsdommere hos Pernod Ricard.
Alle smagstest foregår som blindsmagninger, det vil sige uden kendskab til, hvilket mærke der er tale om, hvem der har produceret det, hvordan indpakning ser ud osv. På denne måde undgås, at forudindtagede holdninger kan påvirke resultatet af smagstesten.
Smagstesten er en fagligt funderet, men subjektiv bedømmelse af smagsegenskaberne i de testede produkter.
Kilder: Fødevarestyrelsen, Arla.dk.
Thomas Dueholm Jensen
Hej en grundlæggende fejl i jeres opfattelse af Koldskål er at den skal indeholde citron! Det er i min optik og erfaring fra min barndom ikke tilfældet og jeg bryder mig personligt ikke om koldskål med citron. Ellers en god test selvom min favorit kun blev vurderet til middel.
gitte pedersen
Den bedste koldskål er fra IRMA
Erik
I har jo slet ikke danmarks bedste koldskål med i jeres smagstest. Danmarks bedste er koldskål med citron fra Øllingegaard.