Der ikke stor forskel på kvaliteten af pizza i denne smagstest af frysepizza. Men én skiller sig markant ud og sætter nye standarder!
I denne smagstest af frysepizza undersøges seks forskellige varianter med pepperoni/salami for at se, om der egentligt er forskel på de frosne pizzaer.
Pizza er elsket af både børn og voksne og er én af de største favoritter i de danske køkkener.
Du kan bage dem selv, købe dem hos pizzeriaet – eller købe de færdige pizzaer fra dagligvarebutikkernes frysedisk.
Sidstnævnte gøres af mange, men hvilken frysepizza skal du vælge for at få den bedste smag og de bedste råvarer?
Fødevareekspert og smagsdommer Charlotte Mithril har testet frysepizzaer med pepperoni/salami for at finde ud af, hvad forskellen er og hvilke, der smager bedst.
En bid af Italien?
Fire ud af seks pizzaer i denne smagstest af frysepizza er produceret i pizzaens hjemland Italien. Flere er desuden bagt i brændefyret stenovn og sælges som ”Kompromisløst italiensk håndværk!” og ”Udsøgte råvarer – valgt med omhu”.
Hemmeligheden bag ægte italienske pizzaer er netop den brændefyrede stenovn og gode råvarer. Umiddelbart lover det jo godt, men kan en frysepizza til 20-30 kroner virkelig smage som i Italien?
En pizza med pepperoni/salami bør have en god og krydret smag fra pølsen, der sammen med tomatsovs og ost giver en god afbalanceret smag. Dejen bør være både blød og en smule sprød i kanten, og skabe en samlet god smag og mundfølelse med fyldet.
Læs mere om hemmeligheden bag den verdensberømte napolitanske pizza her:
Napolitansk pizza – hvad er hemmeligheden bag?
Smagstest af frysepizza
I denne smagstest af frysepizza indgår seks forskellige varianter med pepperoni/salami. Pizzaerne er tilberedt efter anvisning på pakken.
De er derefter smagt ved blindsmagning og vurderet i forhold til udseende, konsistens, duft og smag.
Efter smagstesten er der set på produkternes indhold og pris. Ud fra den samlede bedømmelse er pizzaerne blevet inddelt i følgende kategorier:
* * * * * Bedst
* * * * Over middel
* * * Middel
* * Under middel
* Dårligst
Her er pizzaernes bedømmelser fra de bedst bedømte til de dårligste:
* * * * *
Oles pizza med hjemmelavet salami
Testvinderen fra Oles Gård er helt anderledes! Bunden smager af noget og har en saftig og sprød konsistens a la napolitansk pizza. Pizzaen dufter og smager skønt af krydret kød, syltede løg og de sprøde kartoffelstrimler. Der er masser af fyld og masser af smag i denne pizza, der er godt afbalanceret.
Pris per pizza (500 gram): 100 kroner (Irma).
Tilsætningsstoffer: Ingen.
* * *
Øgo Pizza salami
Øgo Pizza salami har en sprød bund, der dog har lidt saftighed. Tomatsovsen er til den søde side og dominerer den milde salami, der dog har et svagt bid fra chili i eftersmagen. Rucola er svær at smage efter en tur i ovnen, men samlet en ok smag.
Pris per pizza (345 gram): 30 kroner (Netto).
Tilsætningsstoffer: Dextrose, antioxidant (E300).
* *
Irmas Økologisk pizza pepperoni
Irmas Økologiske pizza pepperoni har en meget hård og sprød bund. Fyldet er til gengæld meget vådt og en smule smattet - nok fra peberfrugterne. Den har en sødlig smag og en underlig udefinerbar bismag. Ikke god i hverken smag eller konsistens.
Pris per pizza (370 gram): 29 kroner (Irma).
Tilsætningsstoffer: Antioxidanter (E300, E392).
* *
Vores Stenovnsbagt pizza salami
Vores Stenovnsbagt pizza salami har en tør og tynd bund med blot en smule tomatsovs, neutral ost og salami på. Den mangler fylde og smag og er generelt en kedelig og tør smagsoplevelse.
Pris per pizza (380 gram): 26 kroner (Føtex).
Tilsætningsstoffer: Dextrose, antioxidanter (E392, E300, E301), konserveringsmiddel (E250).
* *
Dr. Oetker
Pizza salame
Dr. Oetker Pizza salame har en meget tør bund, der næsten smuldrer. Tomatsovs og salami er begge meget neutrale, og den har generelt en mild, kedelig og ensrettet smag, der domineres af smagen af tørret oregano.
Pris per pizza (320 gram): 22,50 kroner (45 kr for 2 stk, Rema 1000).
Tilsætningsstoffer: Dextrose, stabilisator (E250), antioxidant, røg.
*
Modena Italiensk pizza pepperoni
Modena Italiensk pizza pepperoni har en tyk bund uden meget smag. Der er temmelig meget bund i forhold til mængden af fyld. Løg giver ekstra smag og der er svagt bid fra chili i eftersmagen, men generelt en kedelig smagsoplevelse.
Pris per pizza (410 gram): 20 kroner (Rema 1000).
Tilsætningsstoffer: Dextrose, antioxidanter (E316, E301, E392), stabilisator (E300), konserveringsmidler (E252, E250), røgaroma, skinkearoma.
Vinder i liga for sig
Vinderen af denne smagstest af frysepizza er Oles pizza med hjemmelavet salami. Denne pizza er i en helt anden liga!
Både smag og konsistens er noget helt andet end de fem andre frysepizzaer, og den vinder derfor stort i denne smagstest af frysepizza.
Smagen er fyldig og kompleks med syltede rødløg, små marinerede kartoffelstave, krydret salami samt ost og krydderier. Samtidig er bunden lækker sprød og blød a la napolitansk pizza. En rigtig god smagsoplevelse, der sjældent forbindes med en frysepizza!
Men den er også dyr! Klart dyrere end de andre varianter, og er med sin pris på 100 kroner den dyreste frysepizza i denne test.
Men kvalitetsråvarer koster, og der er ingen tvivl om, at der ikke er gået på kompromis med kvaliteten i denne pizza. Og så er den desuden en smule større end de andre pizzaer med sine 500 gram, hvor de andre vejer 320-410 gram.
Den koster det samme eller måske mere end friskbagte pizzaer fra de fleste pizzeriaer, så spørgsmålet er selvfølgelig, om den er bedre end de friskbagte fra pizzeriaet?
Det kommer selvfølgelig an på hvor gode pizzaer, du har adgang til. Er du ikke så heldig at have et godt pizzeria i nærheden, er Oles pizza et godt alternativ.
En helt nye måde at tænke frysepizza på
Frysepizzaer og andre frosne færdigretter er ofte forbundet med en lidt negativ klang i form af billige råvarer, dårlig kvalitet og generelt usunde fødevarer.
Men Oles pizza viser vejen for en helt ny standard inden for den ellers lidt tunge kategori, frysepizza.
Oles pizza produceres af Oles Gård, men hvem er Ole egentligt og eksisterer han overhovedet?
Ja, Ole eksisterer i den grad – han bor og laver sine pizzaer i sin hjemmebyggede bæredygtige gård i nærheden af Hammel i Jylland.
Her kan man besøge ham, spise hans pizzaer og klappe hans dyr. Men han laver altså også frosne pizzaer, som kan købes i det meste af landet.
Pizzavarianterne laver han med årstidens råvarer og de ændres derfor jævnligt i takt med, at årstiden skifter og nye råvarer er i sæson – og så bruger han økologiske råvarer.
Du kan altså godt spise et forholdsvist sundt måltid med økologiske råvarer i sæson, selvom du spiser en frysepizza.
Ole viser vejen for, hvordan færdigretter og convenience produkter ikke behøver at være ulødige produkter af dårlige råvarer, men kan være et godt alternativ til den hjemmelavede mad i en travl hverdag.
Selvfølgelig er den også det dyrere, men kvalitetsråvarer er ofte dyrere end billige alternativer og kemi. Forskellen i råvarerenes kvalitet er derfor også afspejlet i prisen.
Kemi eller gode råvarer?
Der er temmelig stor forskel på kvaliteten af de ingredienser, der er i de seks forskellige varianter af frysepizza.
Fra rene økologiske råvarer i Oles pizza til en lang række af tilsætningsstoffer og aromastoffer i nogle af de ikke-økologiske varianter.
Regn ikke med, hvad du umiddelbart kan læse på forsiden af pizzapakken.
For eksempel står der på pizzaen fra Modena: ”Kompromisløst italiensk håndværk!” og ”Udsøgte råvarer – valgt med omhu”. Men ser man på ingredienslisten indeholder denne pizza en lang række tilsætningsstoffer som antioxidanter, stabilisator, konserveringsmidler og aromastoffer som eksempelvis skinkearoma.
Om det er ”Udsøgte råvarer - udvalgt med omhu” er der nok forskellige meninger om, men pizzaen ender på en sidsteplads i denne smagstest af frysepizza.
Vil du gerne have en frysepizza uden for mange tilsætningsstoffer, bør du altså læse ingredienslisten på bagsiden og ikke gå efter reklameudsagn på forsiden.
Et godt råd er at vælge de økologiske varianter, da der stilles strengere krav for brug af tilsætningsstoffer i økologiske produkter.
Kan en frysepizza være sund?
Umiddelbart forbinder man ikke frysepizzaer med et sundt måltid. Men om en frysepizza er sund eller usund afhænger af en række faktorer.
Ser man på næringsindholdet i en frysepizza, er det relevant at se på energiprocent-fordelingen, altså hvor meget af pizzaens energi, der kommer fra henholdsvis fedt, kulhydrat og protein. Her viser det sig, at den ikke er langt fra de officielle anbefalinger.
Spiser du forholdsvist sundt og varieret, behøver du altså ikke få dårlig samvittighed over at spise en frysepizza i ny og næ.
Læs mere om næringsindholdet i frysepizza her:
Frysepizza - hvor usund er den frosne pizza?
Vil du have fødevarer uden for mange tilsætningsstoffer, bør du gå efter de økologiske frysepizzaer.
Og spis gerne en salat eller andre grøntsager til din frysepizza, for at gøre måltidet sundere.
Sådan laver du hjemmelavet pizza
Du kan også nemt bage dine pizzaer selv. Se disse opskrifter for inspiration:
Kartoffelpizza med rosmarin (på grill eller i ovn)
Sådan har vi gjort
Vi har testet frysepizzaer, der kan købes i almindelige dagligvarebutikker.
De er smagt blindt, det vil sige uden at vide, hvilke produkter, der smages. De fik tildelt trecifrede tilfældige tal, og blev smagt i tilfældig rækkefølge. Mellem hver smagsprøve, blev mund og sanser renset med agurk og vand, og der blev jævnligt holdt pauser.
Pizzaerne er bedømt ud fra en samlet vurdering af smag og mundfølelse. Smagen vurderes ud fra den samlede oplevelse af smag og aroma, mens mundfølelsen vurderes ud fra konsistens og tekstur i munden.
Generelt om vores smagstest
Vores smagstest foretages af fødevareekspert Charlotte Mithril, der har arbejdet med smag og sensorik gennem de sidste 15 år. Hun har blandt andet udviklet smagstests og været smagsdommer for Forbrugerrådet TÆNK, undervist og forsket i smag og sensorik som lektor i fødevarevidenskab, samt udført smagstest og trænet nye smagsdommere hos Pernod Ricard.
Alle smagstest foregår som blindsmagninger, det vil sige uden kendskab til, hvilket mærke der er tale om, hvem der har produceret det, hvordan indpakning ser ud osv. På denne måde undgås, at forudindtagede holdninger kan påvirke resultatet af smagstesten.
Smagstesten er en fagligt funderet, men subjektiv bedømmelse af smagsegenskaberne i de testede produkter.
Din vurdering
-
Smagstest af frysepizza
Stem her
( stemmer)- Ingen reklamer og annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe lækre opskrifter
- Fortsat udvikling af Danmarks bedste madunivers
- Kæmpe tak herfra fordi du bakker op om Madens Verden
Dagmar Egsgaard
Jeg har betalt de 199 kr men hvordan slipper jeg for reklamer??
Vh. Dagmar
Holger Rørby Madsen
Hej Dagmar
Tak for det - du skal blot logge ind. Skriv til mig på hej@madensverden.dk hvis det stadig driller.
Alt det bedste
Holger
ArlaBuhko
Buuuh - købnenhavneri as usual på madensverden.dk
Holger Rørby Madsen
Hejsa
Aaah, nej københavneri er det vist ikke 🙂
Personligt er jeg fra Vestjylland, men vi dækker hele landet med opskrifter, smagstest og så videre.
Alt det bedste til dig
Holger - glad vestjyde
Pia
Der er kun 1 frysepizza der er værd at spise
- modena fra rema1000 (enten den hvide eller den med spinat) ❤️
Aftensmaden idag har bestået af den hvide 🍕😋
Anders
Hej,
Prøv Nettos ØGO med skinke, dens tomat sov er milevidt bedre end Salami udgaven, det kunne være du skulle prøve 😉
Der er selvfølgelig ikke noget der slår Oles pizza, men uden for storbyen er det svært at skaffe den regelmæssigt.
VH
Charlotte Mithril
Hej Anders
Mange tak for dit input, Øgo med skinke må prøves 🙂
Og se endelig på Oles hjemmeside, hvor du kan skaffe hans pizza uden for storbyen.
De bedste hilsner
Charlotte
Natascha
Undskyld men hvordan kan Irma være et alternativ til en god pizza når Irma kun findes i kbh og Nordsjælland? Hvad gør vi andre 😉
Ellers en rigtig fin test
Charlotte Mithril
Hej Natascha
Som jeg skriver i artiklen kan Oles pizzaer heldigvis købes mange steder i hele landet i eksempelvis Kvickly, Brugsen, Spar og Meny. Du kan se præcist hvor på hans hjemmeside:
Mange hilsner
Charlotte