Lilla sød kartoffel tryller en ret om til en flot farvepalet. I Asien bruges 'ube' både til is, desserter og middagsretter, på grund af sin smukke farve og gode smag.
Du kender måske lilla sød kartoffel fra Instagram. Her er der billeder af lilla is, lilla mos, lilla pommes frittes og meget andet. Farvestoffet er naturligt og stammer fra rodfrugten, hvis navn på Filippinerne er ube. Den filippinske ube bliver brugt til lidt af hvert i køkkenet og har en anderledes smag end de lilla kartofler, der vokser i Sydamerika.
En lilla sød kartoffel er i virkeligheden ikke en kartoffel. Lige som med de orange, søde kartofler, vi efterhånden har taget til os, tilhører de snerlefamilien, hvor en almindelig, dansk kartoffel er en del af natskyggefamilien. De søde kartofler er - uanset farven - beslægtet med rodfrugter som pastinakker og persillerødder. I de fleste andre lande kaldes de søde kartofler under et ord yams.
Forskel på farverne
Det, der gør den lilla rodfrugt, så speciel er først og fremmest den intense farve. Smagen adskiller sig også fra de fleste andre søde kartoflers. Uben er for eksempel sødere med noter af vanilje og blomster. Men når du køber de lilla kartofler, ser de temmelig kedelige ud på grund af skrællen, så lad dig ikke narre, hvis du er så heldig at få fat i dem hos en grønthandler.
Rodfrugten har sin farve fra anthocyaniner, som er et farvestof, der findes i røde, blå og lilla frugter og grøntsager - for eksempel blåbær og rødkål. Anthocyaniner er antioxydanter, som har en gavnlig virkning på helbreddet, for eksempel siges det at have en beskyttende virkning overfor hjerte-karsygdomme.
Det kan du bruge ube til
Fillippinerne bruger først og fremmest uben, eller den søde lilla kartoffel, i desserter. Alt fra is til kager, cookies og cremer kan få den violette farve uden brug af kunstigt farvestof, og det udnyttes flittigt. Her får du ideer til at bruge den flotte rod:
- Vil du pifte maden op med lilla, kan du lave pommes frittes i ovn: Skær lilla sød kartoffel i stave, bred stavene ud på bagepapir og stænk med olivenolie, drys salt og peber over. Bag dem i 40 minutter på 200 grader, temperaturen skal stå på 180 grader, hvis du bruger varmluft.
- Lilla mos laves ved at bage halve lilla kartofler i 30-35 minutter ved 180 grader, 160 i tilfælde af varmluft. Derefter skraber du kødet ud med en ske og blander det med kokos- eller olivenolie.
- Du kan købe et glas Ube Halaya, en slags kogt creme, på nettet eller i en asiatisk butik og blande den i kagedej, is eller bruge den som dekoration på desserter.
- Får du fat i en europæisk dyrket lilla eller blå kartoffel som Blå Congo og Vitelotte, vil du kunne bruge dem på samme måde, som du tilbereder alle andre kartofler. Det er nemlig rigtige kartofler, ikke dem vi kalder lilla sød kartoffel.
Din vurdering
-
Lilla, sød kartoffel - når der skal være fest på tallerkenen
Stem her
( stemme)
Comments
No Comments