Pølsebrød er meget nemme at bage selv, og her får du min opskrift på både nemme og luftige brød, der er perfekte til en hjemmelavet hotdog.
Intet slår de hjemmebagte pølsebrød, og de er nemme at bage selv.
Her har jeg lavet pølsebrødene i en røremaskine, men du kan selvfølgelig sagtens også ælte dem i hånden. Hævetiderne er de samme, men husk at ælte dejen grundigt.
Af denne portion dej har jeg bagt 18 store og luftige pølsebrød, og du kan sagtens fryse pølsebrødene ned.
Fuldkornspølsebrød
Hvis du ønsker lidt sundere brød, kan du erstatte noget af hvedemelet med fuldkornsmel.
Vær dog lige opmærksom på, at det kan kræve lidt mere væske (mælk).
Opskriften giver super lækre 18 pølsebrød - og de er naturligvis perfekte til hotdogs.
Opskrift på pølsebrød
Ingredienser
- 450 gram hvedemel
- 1 teskefuld salt
- 50 gram sukker
- 10 gram bageenzymer kan undlades
- 250 gram mælk svarende til 2,5 deciliter
- 25 gram gær
- 1 æg
- 50 gram olie smagsneutral
Sådan gør du
- Vej hvedemel af i skålen til din røremaskine sammen med salt, sukker og bageenzymer. Du kan udelade bageenzymer, og stadig få lækre pølsebrød.
- I en anden skål røres gæren ud i mælk, og derefter røres et æg i sammen med en smagsneutral olie. Det kan være rapsolie, majsolie eller en vindruekerneolie. Olivenolie eller solsikkeolie er ikke god her!
- Kom væsken ned til melblandingen, og ælt nu din pølsehornsdej ved middel hastighed i ca. 10 minutter med påmonteret dejkrog.
- Tag dejen ud på køkkenbordet, og virk den op. I dette link kan du se hvordan du virker en dej op.
- Læg dejen tilbage i skålen, og lad den nu hæve i 45 minutter. Læg et stykke husholdningsfilm over for at holde på fugten i dejen, og dernæst et viskestykke.
- Beklæd en bageplade med bagepapir.
- Virk dejen op igen, og del den i 18 lige store stykker. Vej gerne dejen af, og hvert pølsebrød skal veje ca. 45 gram.
- Tril dejstykkerne til boller, og rul dem aflange. Lægges på bagepladen i tre rækker med seks i hver. Pølsebrødene hæver en del op og det e meningen.
- Stil pladen med pølsebrødene ind på næstøverste rille. Tænd lyset i ovnen. Stil en lille gryde med lidt kogende vand (ca. 1 deciliter) ind på risten på nederste rille, og luk lågen.
- Lad pølsebrødene efterhæve i ovnen i ca. 45 minutter.
- Tag gryden med vand ud, og sæt bagepladen med dine pølsebrød ned på næstnederste rille.
- Luk lågen og skru ovnen op på 200 grader almindelig over- og undervarme (ikke varmluft), og bag pølsebrødene i ca. 20-25 minutter. Bagetiden afhænger af hvor hurtig og meget din ovn varmer.
Næringsindhold
Næringsindhold og energifordeling
Kigger vi på næringsindhold og energifordeling i pølsebrød, så indeholder 100 gram følgende:
Kalorier: 220
Fedt: 3 gram
Kulhydrater: 48 gram
Protein: 8 gram
Note
Når dine pølsebrød er flotte gyldne/lysebrune er de færdige, og skal tages ud.
Lad pølsebrødene hvile på en rist inden servering.
De må gerne lige køle lidt af inden du begynder at nyde dem.
Se også mine opskrifter på:
Hej. Kan de fryses. Hilsen Helle
Sikkert lækre. Men at kalde dem nemme er at stramme den. To x virk. Hævning i ovn med gryde. Film. Nej. Det er måske ikke mega svært, men nemt i bagning er bland, ælt, hæv, form, hæv, bag. 🙂