Her er den bedste opskrift på nemme københavnerbirkes med remonce. Det er de rigtige birkes, der laves med en wienerbrødsdej og remonce.
Dette er min allerbedste opskrift på de fantastiske københavnerbirkes med en god remonce.
Selvom de sprøde birkes med remonce laves af en wienerbrødsdej, så er opskriften altså rimelig nem at gå til.
Og jeg har forsøgt at lave en meget forklarende fremgangsmåde, så du er sikker på et godt resultat.
Remoncen er også nem at lave, og den er uden marcipan, men laves udelukkende af smør og sukker. Du kan dog også tilsætte lidt marcipan, hvis du ønsker det.
Opskriften giver cirka 12 birkes med remonce.
Opskrift på københavnerbirkes
Ingredienser
- 1 deciliter mælk
- 50 gram gær en hel pakke
- 1 æg
- 300 gram hvedemel
- 30 gram sukker
- 1 nip salt
- 100 gram smør blødt
Til indrulning
- 100 gram smør koldt
Remonce
- 100 gram smør
- 100 gram sukker
Drys
- 1 æg
- birkes
Sådan gør du
- Ælt dejen på en røremaskine med dejkrog, hvor du starter med at røre gæren ud i kold mælk.
- Kom derefter ægget i.
- Vej melet af sammen med sukker og lidt salt, og vend det sammen, inden det æltes ind i dejen
- Kom også det bløde smør ved og ælt nu dejen igennem ved middel hastighed i cirka fem minutter.
- Lad derefter dejen hvile overdækket i 10 minutter.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord til en firkant på cirka 60 gange 20 centimeter.
- Med en ostehøvl skærer du nu KOLDE og tynde skiver af smør, som lægges på ⅔ af dejen. Se billedet.
- Fold derefter den ene tredjedel uden smør ind over den midterste tredjedel, og fold igen ind den sidste.
- Vend dejen en kvart omgang og rul igen ud til 60 gange 20 centimeter. Fold på samme måde, vend dejen en kvart omgang, rul ud og fold sammen igen. Husk hele tiden at have tilstrækkelig mel på bordet, så dejen ikke klistrer fast!
- Læg nu dejen på køl i 30 minutter.
- Rul derefter ud til samme størrelse, altså 60 gange 20 centimeter, rør smør og sukker sammen til remonce, og fordel på den dejen.
- Pisk et æg sammen og pensl kanten øverst og nederst.
- Fold nu dejen sammen på den lange led, så du lægger en tredjedel ind over midten, og derefter folder dejen ind over den sidste tredjedel. Vend dejen om, så bunden kommer øverst.
- Skær ud i 12 lige store stykker, som sættes på bageplade med bagepapir.
- Pensl med æg og drys med rigelige mængder birkes.
- Stil en dyb bradepande omvendt på bagepladen med dine københavnerbirkes, og lad dem efterhæve i 30 minutter.
- Bag derefter dine birkes med remonce i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, og her er bagetiden cirka 12 minutter.
Næringsindhold
Frysning af tebirkes
Du kan også fryse københavnerbirkes og tebirkes ned.
Men her skal du fryse dem ubagte, altså lige før du ellers ville bage dem.
Læg dem på et fad eller en plade, og stil dem i fryseren i cirka tre timer. Så burde de være frosne nok til, at du kan pakke dem om i fryseposer.
Nu kan du så tage dine birkes ud af fryseren et døgn før de skal bages, så de når at hæve.
Bages som anvist i opskriften.
Se også disse opskrifter:
Bjarne
En dl mælk til 50 g gær og 300 g mel???
Stephanie
Wow de bedste tebirkes jeg nogensinde har smagt! (Og bagt 😉)
Holger Rørby Madsen
Tusind tak, Stephanie - jooo, de er meget gode 🙂
Alt det bedste
Holger
Mo
Jeg er bosat i wyoming og må derfor bage mit wienerbrød selv. Prøvede denne opskrift, med tørgær da der ikke er frisk her, og de smagte fint men brødet var mere som onsdagssnegl end thebirkes/croissant. Hvad skal jeg ændre på for at få den luftige og sprøde version? Jeg ved at højde forskellen spiller ind, men ikke hvad der skal ændres på. På forhånd tak!