Wienerbrød opskrift: Wienerbrød har ry for at være besværlig at lave selv. Men så slemt er det nu ikke heller ikke at bage.
Wienerbrød skal laves med forsigtighed, da smørret ikke må blive for lunt. Og så skal kagerullen bruges flittigt.
Men bortset fra det, ja så er det ikke så svært at bage sit eget wienerbrød.
Opskriften her er til en god og solid wienerstang med remonce, men du kan selvfølgelig vælge at bruge dejen til en omgang spandauere eller basser med creme.
27 lag smør
Teknikken i wienerbrød er de 27 lag smør, som lyder vældig besværligt. Men det betyder faktisk kun, at du skal rulle dejen (med smørret inden i) forsigtigt ud tre gange.
Da du folder det sammen i tre lag, får du 3 gange 3 gange 3 lag = 27 lag dej med smør.
Wienerbrødsdej med eller uden køl
Jeg har i denne opskrift rullet wienerdejen ud lige efter hinanden, men du kan også vælge at lægge dejen på køl i et kvarter mellem hver rulning.
Jeg synes dig det fungerer fint uden, og du får et virkelig lækkert stykke wienerbrød ud af denne opskrift.
Opskriften giver en wienerstang.
Opskrift på wienerbrød
200 gram hvedemel
1 deciliter sødmælk
15 gram gær
2 spiseskefulde sukker
40 gram smør
1 æg
150 gram smør til rulning
Remonce
25 gram smør
25 gram sukker
50 gram marcipan
1 teskefuld vaniljesukker
1 halv teskefuld kanel
Til pensling
1 sammenpisket æg og 1 spiseskefuld sødmælk
3 teskefulde sukker
3-4 teskefulde hasselnøddeflager
SE OGSÅ opskriften på Søren Ryges berømte kringle
Sådan laver du wienerbrød
Vi starter med dejen. Lun mælk og smør i en kasserolle, og når det er cirka 37 grader varmt, hælder du det op i skålen til din røremaskine. Rør gæren ud i den lune mælk med smør, og tilsæt så gradvist de øvrige ingredienser.
Der er tale om en blød dej, som du så vælter ud på et meldrysset bord. Saml dejen let med lidt mel, og sæt den til hævning i en halv time et lunt sted.
Så laver vi remonce. Saml alle ingredienserne i en skål, og ælt det sammen med fingrene. Sæt på køl.
Udrulning
Udrulning af smør til wienerbrød. Drys mel ud på bordet, og læg smørblokken på. Kom lidt mel oven på smørret, og tryk forsigtigt klumpen lidt flad.
Rul nu med en kagerulle, og kom mere mel efterhånden, så smørret ikke hænger fast i bord eller kagerulle.
Rul ud i en aflang plade, der er tre gange så lang som bred. Fold sammen - se billederne herunder.
Rul ud igen - og fortsæt indtil smørret har samme lækre og bløde konsistens som dejen. Sæt på køl.
Så gælder det udrulning af dejen. Slå dejen hurtigt ned på et meldrysset bord, og saml den til en god klump.Så ruller du de fire hjørner ud - se billedet.
Det er vigtigt, at du har en top tilbage på midten, og forklaringen er, at dejen skal være lige tyk på begge sider når hjørnerne er bukket op over. Rul hjørnerne ud, så de kan nå ind over midten når smørret er lagt på.
Fold så hjørnerne op over midten, hvor du har placeret smørret, og vend dejen om, så bagsiden vender op.
Nu skal vi så rulle dejen ud. Det sker i tre omgange. Med kagerullen ruller du forsigtigt dejen tre gange så lang som den er bred.
Pas på med ikke at mase for meget, så du klemmer smørret ud af dejen.
Fold så dejen sammen i et tre-fold: Den ene tredjedel ind mod midten - og den sidste tredjedel ind over denne.
Vend så dejen om, og gør tilsvarende den anden vej. Rul og fold igen.
Og det gør du også en tredje gang, så du nu sammenlagt har 27 lag smør - nemlig 3 x 3 x 3 fra de tre rulninger.
Læg nu dejen til hvile i køleskabet i 15 minutter.
Tag dejen ud igen - og rul den i længde, så den passer med en bageplade. Igen må du ikke være for voldsom, da du kan ødelægge strukturen i dit wienerbrød.
Nu lægger du remonce og eventuelt kagecreme (kan udelades) i striber på midten, bukker enderne op og folder siderne ind over midten.
Pensles med æg og drysses med sukker og hasselnøddeflager. Hæver 15 minutter.
En wienerstang skal bages ved 185 grader varmluft, hvor den skal have cirka 30-35 minutter.
Køles af og pyntes med glasur.
Jette B Pedersen
Fin illustration og beskrivelse. Jeg undre mig dog over at der ingen bagetid, ovnvarme, mv. er:)
Madensverden.dk
Hej Jette
Tak for det, og det har du dat ret i, Opskriften var egentlig tænkt som en grundopskriften på wienerbrød, hvor man så efterfølgende kan anvende dejen til forskellige kager.
Jeg tilføjer lige flere informationer og tider til den.
Grundlæggende skal en wienerbrødsstang have cirka 20 minutter i ovnen ved 200 grader varmluft, mens eksempelvis en spandauer skal have det halve, nemlig omkring 10 minutter.
Med de bedste hilsner
Holger
Johannes
Jeres opskrift på wienerbrødsdej er altså helt fucked. Der skal meget mere mel i eller et landet. Det klister til alt og falder fuldstændig fra hinanden
Holger Rørby Madsen
Hej Johannes
Mængden af mel kan altid variere, så tilsæt mel indtil du har den rigtige konsistens på dejen.
Alt det bedste
Holger