Glaskål overrasker med smag og er god til dem, der ikke er vilde med kålsmag. Den er nemlig sund, sødmefuld og fuld af vitaminer.
Glaskål er kål, men til forskel fra sine fætre og kusiner i kål-familien vokser den ikke som en blomst på planten. I stedet er glaskålen en opsvulmet stængel på planten. Ja, nærmest en knude på stængelen, derfor bliver den også kaldet knudekål.
Den lille kålknold vokser over jorden i modsætning til kålrabi, den ofte forveksles med. I 1700-tallet kaldtes den overjords-kålrabi og den dag i dag hedder glaskål kohlrabi på tysk og kolrabbi i Sverige.
Det er ikke så mærkeligt, at man bliver forvirret, men glaskålen er meget anderledes end kålrabien. Den er lille og sprød som et æble, og den kan bruges i alle former for salater og simreretter.
Næringsindhold
Der er ikke mange kalorier i glaskål, kulhydrater ditto, faktisk er 80 procent af indholdet vand, men den lille knold gemmer på en masse A- og C-vitaminer samt kalium.
Næringsindholdet er pr. 100 gram rå glaskål og stammer fra DTU Fødevareinstituttets mad-database.
Energi: 106 kJ/25 kcal
Kulhydrater: 2,6 gram
Proteiner: 1,7 gram
Fedt: 0,1 gram
Sådan skærer du den ud
Skær toppen og bunden og skær skrællen af med en køkkenkniv. Prøv at følge den runde form, så der ikke går for meget til side.
Anvendelse
- Brug glaskål i salater ved at skrælle skiver af den med gulerodskrælleren. Det ser flot ud, fordi kålen nærmest er gennemsigtig, når skiverne er tynde.
- Skær kålen i tern og vend dem ti minutter i olie på stegepanden. Krydr dem efter smag og behag og server som tilbehør til for eksempel frikadeller eller kyllingebryst.
- Skær glaskål i stave og vend dem i olivenolie med krydderier, hvidløg, salt og peber, bag dem ca. en halv time ved 200 grader, så har du nogle anderledes fritter.
- Glaskål kan sagtens spises rå i stave og serveres sammen med agurker, gulerødder, selleri og andre grøntsager på et fad med dip.
- Du kan også bruge bladene fra denne lille kåltype. De er næringsrige og kan bruges i for eksempel salaten.
Holdbarhed
Så længe du har glaskålen i køleskabet, kan den holde sig helt op til tre uger.
Se vores opskrifter der indeholder glaskål:
Laksespyd med squash, peberfrugt og glaskål
Glaskål og kartofler bagt i ovn
Din vurdering
-
Glaskål - opskrift, fakta og tips
Stem her
( stemme)
Pernille Bulskov
Jeg betaler for at være “ medlem” men får ikke opskrifter osv på mail. Gider ikke alle reklamerne, troede jeg slap for dem når jeg betaler