Amerikanske kanelsnegle er simpelthen vildt lækre med en svampet, skøn midte, en cremet top og den herligste duft af kanel. Her er verdens bedste opskrift.
Amerikanske kanelsnegle er for os, der elsker svampede, bløde kager og brød. De er en nydelse af sætte tænderne i, især med en top af hvid, cremet flødeost, aromatisk vaniljesukker og flormelis.
Jeg vil vove at påstå, at dette er opskriften på de bedste kanelsnegle, jeg nogensinde har smagt.
Se også: Verdens bedste kanelsnegle (opskrift + video)
Egentlig ligner de mest en kage, når de kommer ud af ovnen, men du kan brække dem fra hinanden og pynte dem - eller gøre som os: Servere dem sammenhængende.
Uanset, hvad du vælger, lover jeg, at du ikke fortryder, du har bagt dem. De er nemlig svampede, søde, krydrede og duftende, præcis som de skal være.
Opskrift på amerikanske kanelsnegle
Amerikanske kanelsnegle med cream cheese
Ingredienser
- 1,75 dl sødmælk
- 1 pose tørgær
- 60 gram sukker
- 1 æg
- 1 æggeblomme
- 50 gram smør - smeltet
- 7 dl hvedemel
- ½ tsk salt
Til kanelremonce
- 1,5 spsk kanel
- 60 gram smør - blødt
- 1,6 dl rørsukker
Sådan gør du
- Begynd med at smelte smørret og sæt det til side.
- Skyl gryden og varm mælken op til ca. 37 grader.
- Hæld mælken i en skål og tilsæt gær, sukker, æg, æggeblomme og smør. Pisk det godt med en hånd-mikser eller i en røremaskine.
- Hæld mel og salt i og rør i mindst fem minutter med røremaskine eller ælt dejen i otte-ti minutter i hånden.
- Når dejen er samlet til en kugle, men stadig er lettere klistret, sætter du den til hævning i en time under et viskestykke.
- Efter dejen er hævet til dobbelt størrelse, ælter du den igennem og ruller den ud på bordet med en kagerulle. Den skal have form af en rektangel.
- Smør kanelremoncen ud over dejen, men lad en centimeter gå fri hele vejen rundt.
- Rul nu dejen sammen som en roulade.
- Skær enderne af, og skær rouladen i skiver på 2,5 centimeter.
- Smør en springform og placer "rouladestykkerne" tæt sammen.
- Dæk med film og lad dem hæve i 40 minutter.
- Bag kanelbollerne i 20-25 minutter ved 175 grader.
- Når amerikanske kanelsnegle har været ude af ovnen i ti minutter, smører du frosting på toppen - eller laver et mønster med den.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Sådan laver du frosting
Amerikanske kanelsnegle pyntes med cream cheese-frosting. Sådan laver du den:
100 gram flødeost, gerne Philadelphia creme cheese, piskes med tre spiseskefulde smør, 1.75 deciliter flormelis og en teskefuld vaniljesukker.
Hvis du har lyst til at bage en dansk version af kanelsnegle eller lignende bagværk, kan du prøve disse opskrifter:
Anne-Kristine
Den bedste opskrift på kanel snegle jeg nogensinde har prøvet .. jeg tilføjer dog en dl mindre mel, så de bliver mere luftige. Jeg har boet i USA, Cinnamon Rolls som vi selv bager kan dog ikke sammenlignes med de oprindelige .. Men vi elsker opskriften herhjemme og jeg bager dem i enkel forme, og 8 stks pr portion. Sneglene er fast her i huset hver fredag.. Tak for verdens bedste opskrift !