Risotto med fennikel som man spiser det i Italien. Kogt med hønsefond og mælk, og der er stadig en smule bid i risene.
Risotto med fennikel er perfekt tilbehør til en god bøf, og det er da også lidt mere eksklusivt end kartoffelbåde i ovnen.
Jeg har her kogt risottoen stille ind med hønsefond, og sluttet af med lidt mælk. Det giver en flot og hvid risotto.
Husk, at risotto altid skal have lidt bid. Selvfølgelig ikke for meget, men der skal helst lige være et knæk i kernen, så smag dig frem efter cirka 15 minutters stille kogning.
Et andet tip er, at lave din risotto i en sauterpande frem for en gryde. Så har du god plads til at vende risottoen rundt.
Opskrift på risotto med fennikel
Risotto med fennikel - super tilbehør til bøffen
Tryk på antal stjerner for at bedømme
UDSKRIV PINTEREST GEM OPSKRIFTIngredienser
- 400 gram risotto-ris Arborio
- olivenolie
- 1 liter kraftig hønsefond 1 l vand og 2 bouillonterninger
- 1 deciliter hvidvin
- 2 deciliter mælk
- 1 fennikel finthakket
- 3 fed hvidløg finthakkede
- 2 skalotteløg finthakkede
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Gør alle ingredienserne klar, kog hønsefond (vand + bouillonterninger), og kom lidt smør på sauterpanden. Giv den jævn varme, men ikke for meget.
- Svits løg og fennikel kort til det bliver blankt (skal ikke brunes), og tilsæt så risene. Rør stadig rundt og lad det svitse et minuts tid.
- Kom så de finthakkede hvidløgsfed i, svits få sekunder, og så hælder du hvidvinen i. Lad det lige dampe ind ind, og tilsæt så lidt hønsefond. Nu er det vigtigt, at risene koger ind, og at du så løbende tilføjer lidt fond. Så lad væsken næsten fordampe, inden du tilsætter lidt mere hønsefond.
- Når al fonden er brugt, begynder du på samme måde gradvist at tilføre risottorisene mælken. Den samlede kogetid er 15-17 minutter, men smag dig frem. Risene skal som nævnt have en smule bid. Om nødvendigt tilfører du mere væske end her angivet, men det plejer at passe meget godt.
- Smag så risottoen til med salt og friskkværnet peber - men HUSK at hønsefonden i forvejen er meget saltet, så derfor skal der nok ikke meget mere salt i. Smag dig frem.
- Du kan til sidst eventuelt vende grofthakkede basilikumsblade i, men det er ikke nødvendigt. Servér straks din risotto.
Server eventuelt din risotto med en eller flere af disse oksekøds-bøffer:
Kom med din kommentar her