Prøv denne pizza med gedeost, tynde skiver af kartofler, krydret chorizo samt frisk rosmarin – den smager fantastisk. Og så er den let at lave.
Denne lækre pizza med gedeost, kartoffel, chorizo og rosmarin er en såkaldt hvid pizza – den laves altså uden den klassiske tomatsovs.
I stedet for mozzarella eller anden ost anvendes gedeost, der giver en lækker smag og en dejlig cremet konsistens. Sammen med tynde skiver af kartofler, den salte og krydrede chorizo samt rosmarin har du den perfekte pizza kombination.
Hvis du har en surdej stående, så kom endelig lidt surdej i pizzadejen – det giver en dejlig syrlig smag til pizzabunden.
Se også opskriften på en dejlig gedeostsalat.
Opskrift på pizza med gedeost, kartoffel, chorizo og rosmarin
Ingredienser
Pizzadej
- 2,5 dl vand lunkent
- 10 gram gær
- 1 tsk surdej kan udelades
- 300 gram tipo 00 mel
- 100 gram ølandshvedemel fuldkorns
- 10 gram salt
- 0,5 dl olivenolie
Fyld
- 1 rulle gedeost cirka 180 gram
- 700 gram bagekartofler
- 100 gram chorizo
- 5-6 grene frisk rosmarin
- olivenolie
- havsalt
Sådan gør du
- Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt lidt surdej, hvis du har.
- Tilsæt begge typer mel samt salt og rør dejen lidt sammen, inden du tilsætter olivenolie.
- Ælt dejen godt igennem til den bliver glat og elastisk (ca. 15 minutter på røremaskine).
- Del dejen op i 4 stykker og læg dem på en meldrysset bageplade med et viskestykke over.
- Lad dem hæve et lunt sted 2-3 timer.
- Skræl kartoflerne og skær dem i så tynde skiver som muligt – gerne helt papirtynde.
- Læg kartoffelskiverne i blød i en skål med koldt vand i cirka 30 minutter, så lidt af stivelsen trækkes ud.
- Skær gedeost og chorizo i tynde skiver.
- Rul dejstykkerne ud til pizzabunde. Læg tynde skiver af gedeost på dejen.
- Tør kartoffelskiverne i et viskestykke for at fjerne overskydende vand og fordel kartoffelskiverne ovenpå.
- Fordel til de tynde skiver af chorizo på pizzaen og kom nåle fra den friske rosmarin ovenpå. Stænk til sidst en smule olivenolie ud over pizzaen.
- Er du så heldig at have en brændefyret ovn, bages pizzaerne i denne i ganske få minutter.
- Bages pizzaerne i en almindelig ovn, så opvarmes ovnen til 250 grader.
- Bag pizzaerne en ad gangen (meget gerne på en varm bagesten) i 5-6 minutter. Drys med havsalt når de tages ud og server straks.
Næringsindhold
Vælg mel med omhu
Den primære meltype i denne pizzadej, er Tipo 00 hvedemel. Tipo betyder type på italiensk og 00 er et mål for formalingsgraden af melet – altså hvor fint malet, det er.
Tipo 00 hvedemel er meget fintmalet og er derfor særligt velegnet til pizzadej. Det er også denne type mel, der anvendes til for eksempel pasta og foccacia.
Den giver en dejlig sprød pizzadej. Ønsker du din dej mindre sprød, kan du sagtens erstatte dele eller al Tipo 00 melet med almindeligt hvedemel.
Overvej altid, hvilken type af mel du bruger - det har stor betydning for både smag og konsistens af den færdige pizzabund.
Ølandshvedemel med fuldkorn
Jeg har brugt en fjerdedel fuldkornshvedemel i denne opskrift – i dette tilfælde ølandshvedemel. Ølandshveden giver en let sødmefuld smag og en mere rustik skorpe.
Ølandshvedemel har desuden et højt indhold af protein og gluten, hvilket gør dejen mere smidig og saftig.
Årsagen til, at jeg kommer lidt fuldkornshvedemel i dejen, er både fordi jeg godt kan lide den lidt grovere smag, men også for at gøre pizzaen sundere.
Fuldkornshvedemel indeholder nemlig – som navnet angiver – fuldkorn og dermed de sunde kostfibre. Fuldkorns ølandshvedemel indeholder hele 11 gram kostfibre per 100 gram, mens der kun er omkring 3,5 gram kostfibre i almindeligt hvidt hvedemel.
Kostfibre er sunde for fordøjelsen og mindsker risikoen for blandt andet hjertekarsygdomme og nogle typer af kræft. Desuden giver kostfibre en højere mæthedsfornemmelse – pizzaen mætter altså mere i forhold til, hvis pizzaen var lavet på hvidt hvedemel alene.
Comments
No Comments