Min opskrift på jordbærgrød. En nem og hurtig opskrift på grød, der laves med frosne jordbær. Derfor kan jordbærgrøden laves året rundt.
Her har jeg lavet jordbærgrød med frosne bær, så du også kan få jordbærgrød om vinteren.
Intet slår vel friske, danske jordbær midt på en sommerdag med høj sol og fuglefløjt.
Men hvad gør man så om vinteren, når trangen til en god omgang jordbærgrød melder sig? Man laver da bare sin grød af frosne jordbær, og det bliver også rigtig godt.
Jeg har lavet jordbærgrøden af frosne jordbær, der er tilsat sukker og lidt vaniljesukker - og jævnet med lidt Maizena.
Jordbærgrøden er meget nemt at lave, da grøden blot skal koge fem minutter, og så køles af inden servering.
Du kan selvfølgelig servere grøden med fløde eller mælk. Eller en god klat vaniljeis, hvis du virkelig vil forkæle dig selv eller gæsterne.
Portionen her passer med fire anretninger til dessert, men skal du bruge mere, ganger du bare opskriften op.
Her kan du se flere lækre opskrifter med jordbær.
Opskrift på jordbærgrød
Jordbærgrød - nem opskrift lavet med frosne jordbær
Tryk på antal stjerner for at bedømme
UDSKRIV PINTEREST GEM OPSKRIFTIngredienser
- 900 gram jordbær frosne eller friske
- 2 deciliter vand
- 100 gram sukker
- 1 teskefuld vaniljesukker
- 3 teskefulde Maizena med top + lidt vand at røre det ud i
Sådan gør du
- Kom koldt vand i en tykbundet gryde, og når vandet koger kommer du de frosne jordbær i. Lad dem koge op, og tilsæt så sukker og vaniljesukker.
- Lad nu grøden koge et par minutter.
- Rør Maizena ud i lidt koldt vand, og hæld det ned i jordbærgrøden under omrøring.
- Nu skal jordbærgrøden blot koge 4-5 minutter ved svag varme og så er den færdig.
Tips
Sæt jordbærgrøden til afkøling, og nyd den med mælk eller fløde. Eller en kugle hjemmelavet vaniljeis.
Vaniljeis er helt fantastisk sammen med grød af jordbær, og sådan en dessert er altid en sikker vinder.
Flere opskrifter med jordbær:
Jeg har altid syntes, at der er en lidt "tynd" smag ved ren hindbær- eller jordbærgrød. Derfor koger jeg altid en ribsgrød, hælder frosne/friske hind-/jordbær i den meget varme grød og rører jævnligt, til bærrene er næsten tøet op. Men pas endelig på ikke at kvadre bærrene helt. Se, så er der frugtgrød med en helt anden dejlig smag af friske bær - prøv lige det ...
Hej Stine
Nej, det er det ikke altid. Det afhænger også af hvor meget grød man ønsker jordbærrene skal svømme rundt i. jeg synes det passer fint med et par deciliter vand til 400 gram jordbær, men du kan sagtens undlade vand, hvis du ønsker en mere koncentreret grød.
Bedste hilsner, Holger, Guffeliguf.dk.
Hej
Er det nødvendigt at tilsætte vand til jordbærgrød med frosne bær? Frosne jordbær indeholder jo meget vand allerede?
Vh Stine fra Amager