Hjemmelavede ispinde er en skøn sommerdelikatesse, som både børn og voksne kan eksperimentere med. Her er dessertkokkens tre tips til ispinde.
Hjemmelavede ispinde er en sommer-klassiker. Mange af os har lavet dem ved at hælde saftevand eller juice i plastik- eller silikoneforme.
Nogle forme har ligefrem en pind i bunden, så man ikke skal kæmpe med at få en ispind placeret det rette sted.
Det er selvfølgelig skønt, når børn selv kreerer deres egne is med få midler, men man kan sagtens gå et skridt længere og øve sig i at chokolade-overtrække de hjemmelavede is.
Eller hakke frugter og chokolade, som blandes i is-massen. Det at tænke ud af boksen er ofte noget børn er supergode til.
– Børn synes ispinde er sjove, der er smag, det er sødt, og det er en velkendt form med træpinden. Og så arbejder børn mere impulsivt. I stedet for bare at følge en opskrift, så smider de måske dét i blandingen, som de tror på; og så kan det godt være, at Nutella og rabarber er en dårlig ide, men hvad nu, hvis det ikke er, siger dessertkok og produktekspert Carmen Gesto fra bagetid.dk. Hun har følgende tips til at peppe de hjemmelavede ispinde op.
Tre tips fra dessertkokken
1. Sodavand og kaffe smager og føles forskelligt: En hvilken som helst saft, juice eller sodavand kan hældes i silikoneformen og fryses med en pind. Ikke så meget hokus-pokus, men for at undgå krystallisering under indfrysning og at isen bare drypper, når den smelter, er en smule glukose i grundvæsken et godt tip.
2. Ide til vaniljeisen: Pisk to dele fløde til flødeskum og bland med kornene fra en vaniljestang; vend derefter massen med én del kondenseret mælk. Så kan massen blandes med syltetøj, nutella, bacontern, eller hvad du har lyst til. Hæld det derefter i silikoneforme og frys de hjemmelavede ispinde natten over.
3. Sådan laver du chokoladeovertræk: Chokoladeovertræk er en klassiker, men det kræver lidt hurtige hænder. Smelt chokoladen i et vandbad på forhånd og bland lidt kokosolie i - det gør chokoladen lind og hjælper den til at klæbe på isen. Hæld chokoladen i en kande og dyp isene ned i chokoladen. Dryp af og læg dem på et skærebræt. Nu kan ispindene pyntes med krymmel, lakridspulver eller hakkede nødder og fryses ned.
Opskrifter på hjemmelavet is
Del dine ideer og tanker med os andre her: