Svensk pølseret er nem hverdagsmad med kogte kartofler, wienerpølser og løg i en cremet sauce med tomat og paprika. Opskriften er til fire personer og kan laves på cirka 30 minutter.
Jeg laver svensk pølseret med en blanding af mælk og fløde, som giver en cremet sauce uden at gøre retten for tung.
Har du kogte kartofler fra dagen før, er de rigtig gode at bruge. Ellers koger du blot kartoflerne først og skærer dem i mundrette stykker.
Svensk pølseret
Ingredienser
- 650 g kartofler
- 1 løg
- 4 wienerpølser
- 2 dl mælk
- 1 dl fløde
- 2 spsk. tomatpasta
- 3 tsk paprika
- salt og friskkværnet peber
- purløg (hakket, til pynt)
Fremgangsmåde
- Start med at 650 g kartofler møre i saltet vand. Lad dem trække i kogevandet nogle minutter, inden du hælder vandet fra. Skær kartoflerne ud i mindre og mundrette stykker.
- Så skærer du 1 løg i tern, sådan en mellemting mellem finthakket og grofthakket. Kom så en god sjat olie og lidt smør på en stor sauterpande (eller lav svensk pølseret i en stor gryde). Svits nu løg i et par minutter ved middel varme, så de bliver bløde og lækre, men uden at tage farve!

- Skær 4 wienerpølser i skrå skiver, så de kan få noget stegeoverflade. Og svits så pølserne sammen med løget i yderligere tre minutter. Rør lidt i løg og pølsestykker undervejs, så det ikke brænder på.

- Skru en anelse længere ned for varmen, og tilsæt nu 2 dl mælk sammen med 1 dl fløde, 2 spsk. tomatpasta og 3 tsk paprika. Kom også de kogte kartofler ved.
- Lad nu pølseretten simre i cirka 10 minutter. Smag til med salt og friskkværnet peber. Drys med hakket purløg inden servering.

Næringsindhold
Video
Faste kartofler holder bedst formen
Jeg bruger gerne faste kartofler til svensk pølseret, fordi de bedre holder formen, når retten vendes sammen.
Kartoflerne skal være møre, men undgå at koge dem så længe, at de begynder at smuldre.
Har du kogte kartofler fra dagen før, er de særligt gode. De er faste, nemme at skære og går ikke så let i stykker i saucen.
Du kan læse mere om sorter og tilberedning i min guide til kartofler.
Hvilke pølser er bedst?
Jeg bruger wienerpølser, som har den milde smag, mange forbinder med svensk pølseret.
Du kan også bruge røde pølser, grillpølser eller frankfurtere. Smag og saltindhold varierer, så vent med den endelige tilsmagning til sidst.
Læs mere om forskellige typer pølser og deres anvendelse.
Sauce med paprika og tomat
Saucen laves af mælk, fløde, tomatpasta og paprika.
Jeg bruger almindelig mild paprika. En stærk eller røget paprika vil ændre smagen mærkbart.
Lad saucen simre roligt sammen med kartofler og pølser. Er den for tynd, kan den få et par minutter ekstra. Er den blevet for tyk, kan du tilsætte lidt mælk.
Du kan læse mere om de forskellige typer paprika.
Brug kartofler fra dagen før
Svensk pølseret er en god måde at bruge en rest kogte kartofler på.
Skær de kolde kartofler i mundrette stykker, og kom dem i, når mælk, fløde, tomatpasta og paprika er tilsat.
Så skal kartoflerne blot varmes godt igennem i saucen.
Hurtig aftensmad
Svensk pølseret er god på dage, hvor aftensmaden skal hurtigt på bordet.
Har du kartoflerne klar i forvejen, går retten endnu hurtigere, fordi du kun skal svitse løg og pølser og varme det hele sammen i saucen.
Du finder flere retter med kort samlet tilberedningstid under hurtig aftensmad.
Hvorfor hedder det svensk pølseret?
Trods navnet forbindes svensk pølseret især med dansk hverdagsmad.
Der findes forskellige historier om navnets oprindelse, men der er ikke en sikkert dokumenteret forklaring på, hvorfor retten kaldes svensk. Så det vil jeg heller ikke begynde at gætte på her.
Retten passer fint ind blandt de mange klassiske retter, du finder i min samling af dansk mad.
Opbevaring og genopvarmning
Rester køles ned efter måltidet og opbevares tildækket i køleskabet.
Varm pølseretten forsigtigt op i en gryde ved moderat varme. Saucen kan blive tykkere på køl, så tilsæt eventuelt en smule mælk under opvarmningen.
Vend forsigtigt rundt, så kartoffelstykkerne ikke bliver mast.
Retten kan fryses, men kartoflernes konsistens kan blive mere blød eller grynet efter optøning.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor lang tid tager svensk pølseret?
Beregn cirka 30 minutter i alt. Har du kogte kartofler fra dagen før, kan retten laves hurtigere.
Skal kartoflerne koges først?
Ja. Kartoflerne skal være kogte, inden de vendes i saucen.
Kan jeg bruge kartofler fra dagen før?
Ja. Kolde kogte kartofler er meget velegnede, fordi de holder formen godt.
Hvilke pølser kan bruges?
Wienerpølser er det klassiske valg, men røde pølser, grillpølser og frankfurtere kan også bruges.
Kan svensk pølseret laves uden fløde?
Ja. Fløden kan erstattes med ekstra mælk. Saucen bliver lidt mindre fyldig og kan have brug for lidt længere tid til at koge ind.
Kan man komme ketchup i svensk pølseret?
Ja. Du kan smage til med lidt ketchup, hvis du ønsker mere sødme og tomatsmag. Tilsæt lidt ad gangen.
Kan svensk pølseret laves dagen før?
Ja. Opbevar den på køl, og varm den forsigtigt op med eventuelt lidt ekstra mælk.
Kan svensk pølseret fryses?
Ja, men kartoflerne kan ændre konsistens efter optøning. Retten er derfor bedst frisk eller genopvarmet fra køleskabet.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Christian skriver
Leif Knudsen skriver
Ketchup! Jaja, jeg ved godt det er plebejerisk i de finere kredse - men det smager x gange bedre med en kaffekop ketchup #:o))
John Kramer skriver
Det lyder lækkert kan du sende mig op skrift på svensk pølse retVh JohnKramer
John Weyhe Christiansen skriver
Tak for den gode opskrift til Svensk Pølseret den smager dejlig.
Men historien om Svensk Pølseret skal nok findes et mindre appetitlig sted.
Vikingbådene var et dansk rederi, som sejlede forlystelsessejlads på Øresund i årene 1953-1972. Toldfrit sprit, smørrebrød øl og snaps, Spritforbud i Sverige så det var vældigt populært med sådan en tur.
En tur i Nyhavn, mere øl. Så lige en pølse ved pølsevognen før sejlturen hjem til Sverige.
Der kunne godt være søgang, så der skulle "ofres" til de højere magter, deraf navnet Svensk Pølseret.
Ann Akselsen skriver
Lækker opskrift
Erna Pedersen skriver
Kæmpe godt. Serverede for mine gæster og de roste min pølseret
Heinz skriver
den er god
Steen Faurdal skriver
som altid en super opskrift der er til at forstå
Nils Bielefeldt skriver
Dejlig opskrift Holger, bruger den tit !
af og til laver jeg også :
Italiensk pøseret.....med pasta
Indisk pølseret.......ris
Dorthe skriver
Kan man skære kartoflerne i tern inden de koges, eller er det en dårlig idé?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Dorthe
Det kan du sagtens, men pas på de ikke koger for meget ud 🙂
Alt det bedste
Holger
Birgit Bock skriver
Meget begejstret for dine opskrifter. Har gjort den daglige madlavning mere interessant. Mad skal vi jo have! Men hvordan finder jeg de opskrifter, jeg har hjertemærket, netop for at kunne finde dem igen
Mvh
Helge skriver
4 røde pølser som hovedret til 4 personer. Så må vi ikke håbe de 3 er sultne. 🤣🤣🤣
Henrik Greve Thorsen skriver
Hvornår skal kartoflerne i gryden?
Mette skriver
Hvad med purløg ...…?????? Det står ingen hvornår man putte dem i.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Mette
Ups - det er til pynt 🙂
Jeg har opdateret opskriften på svensk pølseret.
Alt det bedste
Holger
Tove skriver
Har lige lavet det.😉
Annie skriver
Smager så godt 😀
Jimmy skriver
Lækkert
Mette skriver
det er sådan man gør... og pølserne kan skrælles😜
Peter skriver
Ja det smager fantastisk kan anbefales til alle 👍👍👍
Brian H. skriver
En ret som Svensken ikke kender til.
Bente skriver
Svensk pølseret er en klassisk svensk opskrift, nemlig falukorvsgryta, der i 1930'erne opnåede status som beskyttet egnsret. Den skal naturligvis fremstilles med falukorv af bedste kvalitet.
En god falukorv er tæt på en frankfurter, det skyldes der i fortiden indvandrede en del tyske minearbejdere, hvis ekspertise, der var brug for i gruberne i Falun.
I. USA kaldes wienerbrød for a Danish, men a Danish er ikke meget kendt i Danmark, ligesom svensk pølseret ikke kendes i Sverige.
Prøv at se efter falukorvsgryta på nettet, der er mange og med bedre pølser end danske wienerpølser.
Brian skriver
Jeg spiser stort set alt, men svensk pølseret er efter min mening en bundskraber! Smager forfærdenligt!
Birgit skriver
Lige præcis sådan jeg laver den♥️smager mums
Kurt skriver
Kanon god ret 😀🍀
Kenneth skriver
🤩🤩🤩
Kaj skriver
😄 husk chilien for smagens skyld
Carsten skriver
Hejsa 🙂
Kan oplyse at den Svensk pølseret her er fra ca 1949 i Danmark.
Den originale er er Svensk og stammer fra sidst i 1800 tallet. Den findes i de gamle svenske opskrift bøger fra 1920erne. Min Far var en af de dansker som rejste dertil omkring 1952 og flyttede tilbage til dk omkring 1970. Min Mor havde opskrift bogen fra 1920erne, men kunne desværre ikke finde den da hun døde. Kan oplyse at den faktisk er med i en af afsnittene af Emil fra Lønneberg.
Omregnet til dansk opskrift, er den simpel.
1 Kg kartofler
500 gram Pølser
250 gram løg.
Af løgene laver man en god gammeldags løgsovs, den skal være rimmeligt tyk. Pølser skærer man i små stykker car 1 cm lange. Når de er kogt kan man hælde dem i sovsen sammen med de kogte kartoffel tern. Sovsen farves rød med Gråsten Ketchup (Så slipper man for at hælde en masser sukker i) En god ting er at bruge de danske røde pølser, da de Polske er meget fede som tilligemed smager harsk.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Carsten
Tusind tak for dit indspark - det er da ret interessant at læse. Jeg var faktisk ikke klar over den svenske udgave af pølseretten, men den skal absolut også prøves.
Alt det bedste
Holger