Pølsemix kan sagtens laves i ovn, og her er opskriften på den klassiske ret, der laves med kartofler, pølser og løg. Pølsemix krydres med paprika og karry.
Dette er en opskrift på pølsemix, der laves i ovn. Jeg håber du kan lide den, og du er meget velkommen til at give opskriften en vurdering. Længere nede kan du tildele fra 1-5 stjerner, og også skrive en kommentar. På forhånd tak.
Pølsemix kender de fleste nok fra den lokale grillbar, men du kan nemt lave din egen version hjemme i ovnen.
Uden friture
Her er fordelen, at du sparer en del på fedtstoffet, da den hjemmelavede pølsemix ikke skal i en fed frituregryde, men blot steges en times tid i ovnen.
Retten er meget børnevenlig, og den kan sagtens laves af børnene alene.
Omkring grillpølserne skal du købe pølser af en god kvalitet, for det gør kun pølsemixen endnu bedre.
Pynt den færdige ret med friskklippet persille.
Opskriften er til fire personer.
Opskrift på pølsemix i ovn
Ingredienser
- 6 pølser gerne grillpølser
- 4 zittauerløg
- 1,5 kilo kartofler
- olivenolie
- 4 teskefulde paprika
- 2 teskefulde karry
- salt
Sådan gør du
- Find et ildfast fad frem og smør det med lidt olie.
- Grillpølser skæres i mindre og mundrette stykker, der kommes i fadet.
- Zittauerløg pilles og skæres i grove stykker, der ligeledes lægges i fadet.
- Kartoflerne skrælles og skæres i mindre tern, der vendes sammen med pølser og løg.
- Hæld en god sjat olivenolie over, krydr med paprika og karry, og vend pølsemixen godt sammen. Krydr til sidst med lidt groft salt.
- Stil fadet ind i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, hvor det skal have en times tid. Eller indtil kartoflerne er sprøde og lækre - måske kan du nøjes med lidt kortere tilberedningstid.
- Efter hver 15 minutter vendes indholdet forsigtigt rundt, så du får stegt pølsemixen mere sprød.
Næringsindhold
Tips
Den færdige pølsemix i ovn serveres med en hjemmelavet tomatketchup. Eller en færdigkøbt. Velbekomme.
Se også disse opskrifter:
Piratens pølsegryde - nem og børnevenlig gryderet
Kogning af pølser - sådan koges en pølse korrekt
Kirsten
Det er dog en dejlig nem opskrift som tilmed smager rigtig godt. Jeg vil dog bruge halvt så meget krydderi næste gang, da det var lidt for stærkt for min familie 😉 45 min i ovnen passede fint.