At drikke kaffe kan have en beskyttende virkning mod hjerte-karsygdomme. Men ikke alle former for kaffebrygning giver den positive effekt. Se, hvad der er bedst.
At drikke kaffe er en del af den danske kultur og mange af os hælder den mørke væske ned flere gange om dagen.
Faktisk drikker vi i snit tre til fem kopper dagligt og så er det jo heldigt for kaffe-elskere, at den varme drik ligefrem kan have en gavnlig effekt på helbredet.
Kaffe indeholder forskellige bioaktive stoffer, både nogle med positive og negative effekt.
Bruger du den gode, gammeldags kaffemaskine og holder dig til de fem kopper om dagen, kan du få fuldt udbytte af kaffens gode egenskaber.
Brug kaffemaskine
- Der er forskellige stoffer i kaffe som kalium, magnesium, opløselige fibre og polyfenoler, der har en gunstig effekt på blodtrykket og en mulig hjertebeskyttende effekt og nedsat risiko for blodpropper og blødninger i hjernen, fortæller ernæringsfaglig seniorkonsulent i Hjerteforeningen, Natasha Selberg, til Madens Verden.
- Brygningsmetoden har betydning for, hvilke stoffer vi får. I en kaffemaskine vil filteret opfange de bioaktive stoffer, der ikke er gode for os. Det sker ikke med en stempelkande eller kapselmaskine.
De stoffer, der sis fra i en kaffemaskine, er cafestol og kahweol, der øger det skadelige LDL-kolesterol og vores samlede kolesteroltal.
De kommer direkte ned i vores kaffekop, når vi ikke bruger papir til at filtrere med - eller holder os til pulverkaffe.
Kolesteroltallet stiger
Italienske kaffetyper som espresso og cappuccino, kaffekapsler og stempelkaffe giver cafestol og kahweol frit spil, og det betyder, at et gennemsnitligt forbrug af den slags kaffe kan sætte kolesteroltallet i vejret.
Drikker du filterkaffe og pulverkaffe, kan du til gengæld med sindsro hælde det samme antal kopper i dig hver dag.
I følge Dansk Kaffeinformation er det kun 57 procent af os, der drikker filterkaffe og otte procent, som holder sig til pulverkaffe.
Men hvis du er kaffe-elsker med et kolesteroltal i den høje ende, er det en altså god ide at udskifte kaffekapslerne og stempelkanden med kaffemaskinen.
Andre fordele ved kaffe
Uanset bryggemetoden kan det at drikke en hulens masse kaffe være med til at forebygge diabetes. Det er beskrevet i Vidensråd for Forebyggelses rapport 'Kaffe, sundhed og sygdom' fra 2015:
"Indtag af koffeinfri og koffeinholdig kaffe har i observerende undersøgelser vist en overbevisende beskyttende sammenhæng med udvikling af type 2-diabetes svarende til en risikoreduktion på ca. 25 procent.
For hver ekstra kop kaffe der drikkes - op til 6-8 kopper om dagen - ses en 5-10 procent lavere relativ risiko for udvikling af type 2-diabetes ".
Der er fordele og ulemper ved alt. Det kan nemlig godt være, at risikoen for diabetes falder, hvis vi drikker en liter kaffe om dagen, men i forhold til hjertet er det knap så smart.
- Meget store mængder giver blodtrykstigning og kan dermed potentielt være til skade for hjertet, derfor anbefaler vi et moderat indtag på 3-5 kopper filterkaffe dagligt, siger Natasha Selberg fra Hjerteforeningen til Madens Verden.
Sidste år drak vi danskere 4,2 milliarder kopper kaffe til sammen. At koffein i kaffen stimulerer centralnervesystemet og virker opkvikkende, er ekstra goder, som vi kaffedrikkere nyder godt af.
Og her er moralen som med alt andet, vi indtager: Bare vi ikke overdriver mængden.
Læs mere om kaffe:
Dalgona - kaffedrik med lækker kaffeskum
Ole
Diabetes statistikker kan ikke helt bruges fornuftigt, da indtagelse af Kaffe jo ikke har noget at gøre med hvor meget kulhydrat man fylder i kroppen...
Men Kaffe, ligesom alkohol, skulle give mindre risiko for hjerte problemer, og ironisk nok, forlænge livet 🙂 Alkohol får i øvrigt det gode Kolesterol (HDL) til at stige 🙂 Så det kan da godt være at det har skadelige virkninger på kroppen, men det har også sine positive funktioner 🙂